I februar blev der erklæret hungersnød i dele af Sydsudan. I området omkring Lake Tchad i det vestlige Afrika er 11 millioner mennesker i dyb nød, og både Yemen og Somalia står på randen af en sultkatastrofe.
I Somalia skyldes det især langvarig tørke, men i de øvrige lande er krisen i vidt omfang menneskeskabt – voldelige konflikter har tvunget mennesker til at forlade deres hjem og afskåret dem fra at kunne producere mad og brødføde sig selv.
Ifølge generalsekretær i Oxfam IBIS, Vagn Berthelsen, er det ikke for sent at forhindre en egentlig katastrofe, og vi kan stadig undgå et helt meningsløst tab af menneskeliv. Men det kræver, at vi handler nu og tilsammen finder de 30 milliarder kroner, som FN har bedt om til den humanitære indsats.
"Hungersnød opstår ikke hverken pludseligt eller uventet. Den situation, vi står over for nu, skyldes måneders tøven og mange ignorerede advarsler fra de humanitære teams til det internationale samfund. Foreløbig er der kommet langsomme, halvhjertede svar på FN's appeller. Men den omfattende ligegyldighed er det ultimative forræderi mod vores fælles menneskelighed. Det må slutte nu," siger Vagn Berthelsen.
Oxfam opfordrer til:
-
Øjeblikkeligt at give den nødvendige finansiering til mad og nødhjælp.
-
At hjælpe til at give de humanitære teams adgang til de steder, hvor mennesker er i nød – det kræver blandt andet at man stopper de militære operationer, der forhindrer sikker adgang for nødhjælpsorganisationerne.
-
At man i langt højere grad sørger for at beskytte civile under militære operationer mod eksempelvis Boko Haram i Nigeria eller under kampene i Sydsudan.
-
At man også prioriterer indsatser, der kan øge menneskers mulighed for at klare sig selv fremover og ikke igen være så sårbare, som de er nu.
-
Oxfam hjælper allerede nu over en million mennesker i Yemen, mere end 600.000 i Sydsudan og over 200.000 i Nigeria.
Oxfam planlægger netop nu også en nødhjælpindsat i Somalia. -
Ud over at støtte det generelle nødhjælpsarbejde har Oxfam IBIS især fokus på Sydsudan, hvor vi laver uddannelsestilbud til udsatte børn.
Du kan være med til at redde liv.
sms LIV til 1220 og giv 150 kroner til nødhjælpsarbejdet
eller klik her og støt med et valgfrit beløb