Det er nu lovligt for private opdrættere at sælge næsehornshorn i Sydafrika. Det er klart efter en dom af landets højesteret, som afviste miljøministeriets appel om at opretholde forbuddet, skriver The Guardian torsdag.
Ifølge det britiske medie bringer dommen glæde hos opdrætterne.
Det karakteristiske horn, der har givet det tunge, grålige dyr dets danske navn, er en eftertragtet vare. Krybskytter, der udelukkende går efter hornet, truer dyrets eksistens.
Det er særligt efterspørgslen på det asiatiske marked, der gør hornet økonomisk attraktivt, da man her mener, at det har gode helbredsmæssige egenskaber.
Dårlig nyhed for næsehornet
Opdrætterne mener, at en lovliggørelse kan reducere den illegale handel.
WWF er ikke enige.
”Det er virkelig en dårlig nyhed for næsehornet. Med tilladelse til indenlandsk handel med næsehornshorn i Sydafrika åbner man en ladeport for omfattende ulovlig handel med næsehornshorn”, lyder det i en kommentar fra WWF Verdensnaturfondens wildlife-ekspert, programleder Bo Normander.
En talsmand fra det sydafrikanske miljøministerium fremhæver ifølge The Guardian, at tilladelser er nødvendige for at sælge eller købe de eftertragtede horn.
Der er stadig et internationalt forbud mod salg af næsehornets berømte fortrin.
Der lever omkring 20.000 næsehorn i Sydafrika. Det svarer til 80% af den globale bestand.