GABORONE: Sydafrikanske ANC får en solid valgsejr i morgen, men partiet taber alligevel, fordi det med sine 30 år ved magten er blevet synonym med det hav af problemer, som hjemsøger Sydafrika, og de skal stadig løses:
Arbejdsløshedstallet ligger på næsten 40 procent, priserne galoperer deropad, kriminaliteten er skræmmende ude af kontrol, korruption gennemsyrer alle kroge af samfundet, forskellen mellem rig og fattig er svulmet, så Sydafrika i dag regnes som det mest ulige land i verden. Det offentlige sundhedsvæsen og skolesystemet er i ruiner.
Og hvad der virkelig kan mærkes, så det batter, landet rundt og hver dag fra morgen til aften, er det såkaldte ’load shedding’ eller strømafbrydelser i mammutperioder på op til 10-12 timer om dagen. Det skyldes et nedslidt elsystem, manglende rettidig omhu, tyverier af materialer, korruption. Og det er alt sammen ANCs og partiets mismanagement skyld, mener de fleste.
Men, men: Her er det på plads at citere min (sorte) tandlæge i Tshwane, der stadig også hedder Pretoria. Hun svarede uden nølen på mit spørgsmål, om befolkningen straffer ANC til valget:
”Nej, nej, ANC vinder valget stort. Tilslutningen er dalet, men går du ind i en hvilken som helst township, vil du opdage, at ANC stadig er den foretrukne kandidat. Det er jo ANC, der har reddet os ud af apartheid, og det glemmer vi ikke sådan lige med det samme.”
Hvis man kigger på meningsmålingerne, har tandlægen ret. De over 60 procent af stemmerne, som ANC normalt scorer, falder denne gang et godt stykke under 50 procent. Nogle målinger viser helt ned til 40 procent.
Og nu bliver andre partier end ANC interessante for, hvad der kommer til at ske i fremtidens politiske Sydafrika. Her er tre, som kan få indflydelse.
Broget parti
Partiet Democratic Alliance (DA) ser ud til at komme ind på en andenplads, også selvom partiet i brede kredse betragtes som de hvides parti. Men ikke alle er enige i den vurdering. Nogle partimedlemmer mener, at partiet er så broget, at det er det mest mangfoldige af alle partier i Sydafrika.
Og det hænger sammen med, at partiet har tiltrukket mange ANC-utilfredse, og at dømme efter en TV-reportage fra et stor parti-tamtam på et stadion i Benoni øst for Johannesburg i den forløbne weekend, var der da også langt flere sorte end hvide.
DAs leder, John Steenhuisen går frontalt til angreb på ANC og bombarderer medierne med et narrativ om alle de ANC-skabte problemer. Han lover at rette op på problemerne med et liberalt økonomisk program, der skal give mere frihed til små og mellemstore virksomheder, og forklarer, at DA er et driftssikkert parti, som har styr på tingene. I den forbindelse henviser han til de steder i Sydafrika, hvor DA allerede sidder på styret, som i Cape Town, hvor det ikke kører helt så dårligt som andre steder i landet. Det mærkes blandt andet på en bedre strømforsyning.
Populær og upopulær
På tredjepladsen kommer formentligt eks-præsident og ANC-afhopper Jacob Zuma og hans parti, ’uMkhonto we Sizwe’ (MK – ‘Nationens Spyd’). De spås omkring 13 procent af stemmerne, og flest af dem vil komme fra Zumas zulu-bagland i Kwa-Zulu-Natal-provinsen, men også fra Johannesburg.
Zuma kan ikke selv stille op. Sydafrikas forfatningsdomstol har udelukket ham, fordi han i 2021 blev idømt 15 måneders fængsel for at trodse en retskendelse om at møde frem som vidne – i en sag hvor han selv var anklaget.
Men MK kan blive den faktor, der flytter flest stemmer væk fra ANC, også selvom Zuma som synonym med partiet i den brede befolkning er den mest upopulære skikkelse i sydafrikansk historie efter apartheid.
Der klæber en hørm af korruption, ulovligheder og manipulation til Zuma fra hans ni år som præsident (2009-2018). Alt sammen dokumenteret i stribevis af artikler og bøger – og retssager imod ham.
På fjerdepladsen kommer Economic Freedom Fighters (EFF) med Julius Malema i spidsen.
Malema vil fratage alle hvide deres besiddelser og smide dem ud af landet med en fortælling om, at de sorte altid har været i Sydafrika, mens de hvide er kolonialister, der startede en invasion i 1700-tallet og siden ikke har lavet andet end at stjæle landets ressourcer fra den oprindelige befolkning.
Malema vil nationalisere minerne, centralbanken og al ’hvid’ jord uden at give kompensation. Formålet er at rette op på skævheden i fordelingen af den gode jord, altså en omfordeling i lig med den, der fandt sted i nabolandet Zimbabwe under Robert Mugabe.
Malema og hans partisoldater med de iøjnefaldende kampklare røde baretter har godt tag i unge sorte og skræmmer med retorikken hvide, så at mange vælger at emigrere.
Hvis målingerne holder stik, og ANC ryger under 50 procent, er ANC nødt til at lave koalition med et eller flere af de nævnte partier, DA, MK eller EFF, og det er noget nyt i Sydafrika. Kan de gamle magthavere holde til magttabet?
Hvordan det end ender, står en ting klart: Mandela savnes som samlende og udglattende faktor i en grad, så savnet næsten kan skæres ud af luften.
Den vidunderlige stemning af håb og fremtidige muligheder, der forsødede tilværelsen for alle efter de første demokratiske valg i 1994, er forduftet.
Det gode er, at valg-demokratiet holder. Der bliver holdt valg i morgen, og selvom eksperter regner med endnu lavere valgdeltagelse end tidligere, bliver valgdagen igen en stor sydafrikansk begivenhed. En fest, hvor der bliver ’toyi-toyi’-et igennem til langt ud på aftenen.
