FN’s sundhedsorganisation WHO meddeler, at tre personer indtil videre er døde af sygdommen og at der er 11 tilfælde, hvor der er mistanke om sygdommen.
Landets egne sundhedsmyndigheder har sendt eksperter til området i samarbejde med WHO og bl.a. Læger uden Grænser har også sendt eksperthold og forsyninger til dertil
Det første tilfælde af sygdommen blev opdaget 22. april. Det var en 45-årig mand, der blev kørt med taxa til hospitalet. Han var død ved ankomsten og senere døde både taxa-chaufføren og en person, der havde taget sig af chaufføren på hospitalet.
25 personer har haft kontakt med de syge og de overvåges nu af læger, skriver WHO.
Det er 8. gang at sygdommen bryder ud i DR Congo siden den blev opdaget i 1976. Det seneste udbrud fandt sted i 2014, hvor 49 døde i Equateur-provinsen.
Det er første gang, at det internationel ebola-beredskab bliver testet efter den store epidemi i de tre vestafrikanske lande Sierra Leone, Liberia og Guinea, der kostede 11.000 mennesker livet i 2014 og 2015. Der er dog intet, der tyder på, at det aktuelle udbrud vil komme i nærheden af udbruddet i Vestafrika.
Under udbruddet i Vestafrika blev WHO voldsomt kritiseret for at reagere alt for langsomt og ineffektivt og det førte til en større selvransagelse og omorganisering i organisationen. Den internationale indsats mod epidemien førte også til, at der blev investeret i forskning i sygdommen og at en lang række internationale aktører fik erfaring med håndtering af ebola-patienter.