Den antropocæne tidsalder er kendetegnet ved menneskets afgørende påvirkning af Jorden.
Den politiske betydning heraf er endnu uklar. Sikkert er det dog, at Jordens nye tilstand medfører hidtil usete risici og udfordringer som kræver nye politiske svar. Det kan skabe fælles ståsteder såvel som konflikt.
I 2016 stemte en ekspertgruppe under den Internationale Geologiske Kongres (IGK) med stort flertal for, at Jorden er gået ind i en ny geologisk epoke: Antropocæn.
Navnet – antropos betyder menneske – henviser til, at menneskers indflydelse på Jordens tilstand og fremtidige udvikling er blevet så gennemgribende og forandrende, at mennesket nu er en geofysisk kraft på linje med naturlige fænomener som vulkaner og storme.
Jordens nye tilstand er af stor politisk betydning, fordi den stiller spørgsmålstegn ved og truer vores samfundsorden. I den antropocæne epoke vil hastige, uforudsigelige og ekstreme klimaforandringer, samt hidtil usete ryk i Jordens økosystemer destabilisere og undergrave befolkningers ressourcegrundlag og levevilkår i en grad, der på sigt kan betyde en global masseudryddelse af arter – inklusiv den menneskelige.
Årsagerne til vores nye globale og dystopiske tilstand er altså menneskeskabte, hvilket sætter menneskers organisering – og dermed, international politik og samarbejde, nye teknologier og alternative måder at forstå menneskets forhold til naturen — i centrum, når der skal findes løsninger på fremtidens problemer.
ANBEFALINGER
■ Den antropocæne tidsalder bør fordre en ny global bevidsthed om geofysiske forandringer, der radikalt truer eksisterende levevilkår og -grundlag.
■ Det er centralt, at Antropocæns uens følgevirkninger, og befolkningers forskellige forudsætninger for at håndtere dem, tænkes med i økonomisk, udviklings- og sikkerhedspolitik.
■ Geo-engineering ses som en del af løsningen på klimaproblemer. Derfor er det vigtigt at gøre disse løsninger til genstand for demokratisk debat.
Som begreb taler Antropocæn dog ikke for sig selv, og Jordens nye tilstand kan tolkes forskelligt politisk.
Det har affødt samfundsdiagnoser, som fremhæver menneskets almagt såvel som vores kollektive afmagt overfor uoverskuelige planetære og klimatiske forandringer.
På den ene side virkeliggør Antropocæn oplysningstidens fantasi om menneskets dominans og kontrol over naturen. På den anden associeres Antropocæn ofte med præcis det modsatte: menneskets tab af kontrol over sit miljø og sin omverden, intensivering af klima- og ressourcebaseret konflikt.
Fælles fremtid, fælles ansvar?
Vores verdensorden og dagens økonomiske system voksede frem under Holocæn; den klimatisk gunstige epoke, som startede for knap 12000 år siden efter sidste istid.
Med Jordens indtræden i den antropocæne tidsalder har vi sagt farvel til de favorable vilkår for civilisationernes opståen og blomstring, og bevæget os ud i det ukendte.
Et globalt, menneskeskabt økologisk kollaps er nu et realistisk – nogen mener uundgåeligt – scenarie. Klimapolitik bliver dermed til global sikkerhedspolitik.
Fremtrædende forskere fra The Earth System Governance Project, verdens største sammenslutning af samfundsvidenskabelige forskere med fokus på klima, gør opmærksom på, at global grøn omstilling derfor er en nødvendig forudsætning for at opretholde civiliserede samfund.
Også FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015 slår fast, at mangel på grøn omstilling vil forårsage tab i biodiversitet (biologisk mangfoldighed), globale temperaturstigninger og stigende vandstand, og derved true økonomisk velstand, social stabilitet og international fred.
Man kan læse hele det tankevækkende Policy Brief hos DIIS
