Til juli tager Clara Halvorsen til New York, hvor hun som Danmarks nye officielle ungdomsdelegat sammen med resten af den danske delegation ledet af finansminister Kristian Jensen (V) skal præsentere Danmarks bidrag til FN’s 17 verdensmål. Hun kommer fra Folketingets traditionelt mest FN-begejstrede parti.
Det skriver Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i en pressemeddelelse onsdag.
Som ungdomsdelegat er Clara Halvorsens fokus særligt på unges rolle og bidrag til verdensmålene:
”Det skal ikke kun være gamle hvidhårede mænd, der laver planer for, hvordan vi skal løse unges problemer. Unge skal selv være med til at lave de love og regler, som angår deres liv og deres fremtid,” siger hun og lægger til:
”Min generation af unge er den største nogensinde, og vi har pligt til at sikre, at man ikke taber en hel generation, fordi de ikke bliver inddraget i beslutningerne om, hvor verden skal bevæge sig hen. Som ungdomsdelegat vil jeg gerne være med til give unge en stemme og sikre, at de bliver hørt.”
"Verdensmålene vedrører os alle"
FN’s 17 verdensmål er ifølge Clara den vigtigste udviklingspolitiske plan nogensinde, fordi den vedrører hele verden og os alle sammen. For hende handler det i høj grad om at få forankret målene blandt unge i Danmark ved at om at se på, hvad man som helt almindelig ung selv kan gøre.
Hvad går verdensmålene ud på? Se http://www.verdensmaalene.dk
"Klimamålet er jo meget konkret, hvor man for eksempel gennem små ændringer og ved at være bevist om de valg, man tager i sin hverdag, kan være med til at bidrage – det samme gælder for de andre 16 mål,” forklarer Clara.
At gøre verdensmålene håndgribelige og vedrørende for alle danske unge ligger den nyudnævnte ungdomsdelegat stærkt på sinde, og hun opfordrer derfor unge til at komme med input til, hvad hun skal tage med til New York og FN:
”Det er vigtigt for mig at understrege, at selv om jeg er indstillet til posten af Radikal Ungdom, så er jeg alle unges delegat. Derfor står jeg også til rådighed for input fra alle unge både før og efter møderne i FN. Så tag endelig fat i mig,” lyder hendes opfordring.
BLÅ BOG: Clara Halvorsen
- Er 25 år og indstillet til posten som ungdomsdelegat af Radikal Ungdom, hvor hun er tidligere organisatorisk næstformand.
- Har siddet i DUFs bevillingsudvalg for Projektpuljen og repræsenteret DUF i Danidas Youth Panel.
- Har en bachelor i statskundskab og er ved at færdiggøre sin kandidatuddannelse i Global development på Københavns Universitet.
Om Danmarks officielle Ungdomsdelegat i FN
- DUF har i de sidste to år udpeget Danmarks officielle ungdomsdelegat til FN.
- Ungdomsdelegaten deltager på FN’s Højniveaumøde (HLPF) i juli 2017 og FN’s generalforsamling (UNGA) i september 2017. Begge møder finder sted i New York.