I Indien, Nepal og Bangladesh har årtiers værste oversvømmelser som følge af ekstrem monsunregn ledt til lukningen af flere end 18.000 ødelagte skoler, mens mange af de fungerende skoler bliver brugt som nødhjælpslejre.
Det betyder, at naturkatastrofen afholder 1,8 millioner børn fra at komme i skole og modtage den undervisning, som ellers er den bedste vej til at sikre børnenes fremtid, vurderer børnehjælps-organisationen.
Situationen udgør en stor risiko for børns uddannelse i hele regionen. Uddannelse er før blevet underprioriteret i humanitære kriser, hvor mad, vand og andre livsnødvendige fornødenheder bliver vægtet højest.
“Det må ikke ske her. Vi er nødt til at prioritere adgang til skole og uddannelse. Det handler om børnenes fremtid,” siger Red Barnets generalsekretær Jonas Keiding Lindholm.
Red Barnet frygter, at hundredtusindvis af børn risikerer at droppe permanent ud af skolesystemet, hvis uddannelse ikke bliver prioritet højt i nødhjælpsindsatsen.
Ud over at være vejen til en bedre fremtid for regionens fattige børn, er skolen også er det bedste sted for børnene at opholde sig.
“Skolen fungerer som en beskyttelsesmekanisme mod børnearbejde, tidlige ægteskaber og trafficking, som ellers er typiske konsekvenser af en katastrofe, som den vi ser i Asien i øjeblikket, hvor fattige mennesker bliver skubbet helt ud til afgrunden. Skolen er også med til at fremme børns følelsesmæssige helingsproces, fordi skolegang og de faste, kendte rammer giver børnene en følelse af normalitet og rutine midt i katastrofens kaos,” siger Jonas Keiding Lindholm.
Red Barnet har landsindsamling søndag den 3. september.