Med Libyens kollaps er udviklingen i Sahel-regionen blevet af direkte udenrigspolitisk interesse for Europa og Danmark.
Regionen er i dag den primære rute for migranter fra Vestafrika til Europa, og står samtidig over for en stigende terrortrussel fra grupper som den vestafrikanske gren af Al Qaeda.
Derfor har Danmark besluttet at styrke den allerede omfattende danske indsats i den vestafrikanske Sahel-region for at imødegå terrorisme og irregulær migration til Europa.
For at adressere udfordringerne i regionen vil Danmark bidrage med 7,5 millioner kroner til en ny fælles indsatsstyrke for den regionale sammenslutning G5 Sahel, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Regionale løsninger
Den fælles indsatsstyrke har til formål at bekæmpe terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet som bl.a. smugling af migranter, narkotika og våben.
”Det er altid vigtigt at arbejde for at finde regionale løsninger på regionale udfordringer. Og det er netop det, der er tanken bag det styrkede samarbejde mellem G5-landene. De enorme udfordringer som Sahel-landene står over for har direkte relevans for Europa og for Danmark,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
”Derfor er det positivt, at G5-landene har taget initiativ til at etablere en fælles styrke, som skal adressere nogle af de udfordringer, og jeg er glad for at kunne annoncere, at Danmark vil støtte indsatsstyrken med 7.5 mio. kr. Vores støtte vil være et væsentligt bidrag til indsatsen mod terrorisme i Sahel-regionen og irregulær migration fra Vestafrika til Europa.”
Migrationspresset på Europa skal lettes
Det er dog ikke tilstrækkeligt at standse tilstrømningen af migranter ved Europas grænser. Europa må investere massivt i at lette migrationspresset i de afrikanske lande, mener Samuelsen.
Danmark er derfor sammen med internationale partnere aktivt engageret i at udvikle og stabilisere Sahel-regionen gennem en koordineret indsats med henblik på at adressere de grundlæggende årsager til bl.a. terrorisme og irregulær migration.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:
”Forsvaret yder en vigtig indsats i Mali for at skabe fred og sikkerhed, så landet ikke bliver fristed for skruppelløse menneskesmuglere og islamistiske terrorister. Vi har i øjeblikket udsendt et Hercules-transportfly og flere end 60 mand til FN’s fredsbevarende mission i Mali. Her arbejder vores styrker sammen med soldater fra mange andre lande. Samtidig bidrager vi til undervisning af lokale styrker, så de bliver bedre til selv at tage hånd om problemerne. Støtten til G5-styrken er helt i tråd med denne indsats, og den skal være med til at forhindre, at Sahel-regionen udvikler sig til et lovløst område.”
Styrket kontrol med sikkerhedssektoren
Danmark arbejder i Sahel-regionen også for, at styrke tilliden mellem befolkningen og sikkerhedsstyrkerne. Støtten til G5’s fælles indsatsstyrke komplementeres derfor af et nyt bidrag på 5 millioner kroner til civilsamfundsindsatser.
Indsatserne vil bl.a. fokusere på at styrke parlamentarikeres og civilsamfundsorganisationers kontrol med sikkerhedssektoren. Derudover vil det nye bidrag støtte op om lokal konfliktløsning i grænseområdet mellem Mali, Burkina Faso og Niger, som også vil være det geografiske fokusområde for Danmarks støtte til G5 fællesstyrken.
Derudover har regeringen udnævnt tidligere EU-delegationschef, ambassadør Lars Faaborg-Andersen, til særlig repræsentant for Sahel/Maghreb. En væsentlig opgave for den særlige repræsentant vil være at styrke sammenhængen mellem Danmarks indsatser i Sahel-regionen og Nordafrika med særlig fokus på terrorisme og migration.
Annonceres ved FN’s Generalforsamling
Danmarks styrkede indsats i Sahel-regionen er en del af et bredt og samtænkt dansk engagement, der bl.a. omfatter langsigtet udviklingssamarbejde med Mali, Burkina Faso og Niger (ca. 550 mio. kr. om året).
Fokus for den danske udviklingsindsats er bl.a. at støtte bæredygtig, inklusiv økonomisk vækst ved at styrke den private sektor og skabe jobs, hjælpe offentlige myndigheder med at forbedre deres muligheder for at levere basale serviceydelser til befolkningen (bl.a. adgang til rent drikkevand og uddannelse), bekæmpe korruption og styrke tilliden mellem staten og befolkningen. Danmark har også et særligt fokus på unge samt kvinder og pigers rettigheder og adgang til familieplanlægningsydelser.
Derudover gennemfører Danmark regionale stabiliseringsindsatser, yder humanitær bistand og bidrager med militær, finansiel og civil støtte til FN’s fredsbevarende mission i Mali, MINUSMA.
Det nye danske bidrag annonceres af udenrigsminister Anders Samuelsen på et møde under FN’s Generalforsamling i New York denne uge. G5 fællesstyrken støtten også af bl.a. EU og Frankrig.