“Vi er her for bedre at forstå menneskerettigheder og hvordan vi bedst implementerer dem,” bød Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, velkommen den 28. september i Den Sorte Diamants Dronningesal i København. Og det skulle ske gennem det, han kaldte et falsk dilemma. Hvad er den bedste måde at sikre menneskerettigheder i MENA-regionen på? Skal man reformere kvinders rettigheder først eller skal man sikre politisk stabilitet og økonomisk udvikling, før man kan implementere menneskerettigheder?
To hold var sat. Hold 1 skulle tale for reformer på området for kvinders rettigheder og bestod af Bochra Belhaj Hmida, Chairwoman of the Commitee of Gender Equality, Tunesian House of Representatives, Tunesien, og Asma Khader, Member of the Jordanian Upper House, Majlis al-A’yan, Jordan. Begge er i øvrigt advokater med speciale indenfor menneskerettigheder.
Hold 2 skulle tale for politisk stabilitet og økonomisk udvikling og bestod af Sahar Attar, chefredaktør på Commerce du Levant, Yemen, samt Adam Hannested, redaktør på dagbladet Politiken.
Der var dukket små 200 gæster op til eftermiddagens arrangement, hvor unge studerende så ud til at udgøre størstedelen af publikum.
Men inden debatten gik igang, blev vi bedt om at stemme på hold 1 eller hold 2. Ud af 184 stemmer fik hold 1 de 107. Altså inden arrangementets moderator, Martin Krasnik, åbnede debatten, mente størstedelen af publikum, at reformer på området for kvinders rettigheder måtte være den bedste måde at sikre menneskerettigheder i MENA-regionen på.
At befri kvinder er at befri mænd
Hold 1 begyndte og Asma Khader lagde ud:
“Hvis vi befrier kvinder, bliver mænd også frie. De bliver frie af volden; for at udøve vold pga. ære. Mænd er også ofre for diktatur, vold og korruption. Således vil rettigheder, der sikrer kvinder, også sikre mænd og dermed hele samfundet. Og se på de olierige Golfstater. De har masser af penge, men ingen har rettigheder.”
“Jeg vil tale mere om følelser end fakta,” sagde Bochra Hmida:
“I Tunesien går det ikke godt økonomisk, men det går fremad for kvinders rettigheder. Et hvert menneske skal føle sig som medborger. Det giver ingen mening kun at tale om halvdelen af befolkningen som medborgere. Al diskrimination skal afskaffes, men det er svært, fordi det er så tæt forbundet med patriarkatet.
Alle er imod diskrimination af minoriteter, men når det kommer til diskrimination af kvinder, kommer alle de dumme argumenter frem. Kvinders rettigheder kan nemlig ændre samfundets struktur. Lad mig give jer et eksempel. Lige efter det arabiske forår tog man straks fat på at genindføre polygami, som var blevet afskaffet i Tunesien. Men takket være kvinder er demokrati og fred muligt i landet så vel som bæredygtig udvikling og retfærdighed. Undertrykkelse koster penge.”
Kvinders rettigheder kan opfattes som kulturimperalisme
Så blev det hold 2’s tur.
“Der findes ingen sunde økonomier i Mellemøsten,” indledte Sahar Attar. “Man producerer intet. Nævn blot en ting. Golfstaternes rigdom kommer fra olie, ikke fra økonomisk udvikling. Og så bruger man i stedet en masse ressourcer, som investeres i udlandet. Samtidig belønner man loyalitet med f.eks. job i staten.”
“30 procent af de unge arabere er arbejdsløse. Det skaber frustration, og frustration skaber vold. Selvfølgelig skal kvinderne ud på arbejdsmarkedet, men det kræver, at der er arbejde at få. Og så skal forholdene på arbejdsmarkedet også forbedres. Der skal en bedre balance mellem arbejdsgiver og -tager. Man skal afskaffe klientelisme og forbedre den offentlige sektor.”
“Lige nu opdrager de, der kan, jo deres børn til at tage Vesten for at arbejde.”
Adam Hannested drog den danske interesse ind:
“Man skal skabe et arbejdsmarked, hvor der er brug for kvinder. Jeg har talt med kvinder i Egypten, der sagde, at mad og uddannelse til deres børn kom før deres egne rettigheder som kvinder.”
“Når man forsørger at belære om kvinders og seksuelle minoriteters rettigheder, kan det opfattes som missionering og kulturimperalisme. Selv kvinderne kan opfatte det som et angreb på deres kultur, og det kan tage fokus fra sagen og problemerne. Det bliver for let at slå ned. Økonomisk udvikling er lettere at sælge.”
Det ene udelukker ikke det andet men
“At sige, at vi har brug for mad før frihed, er den rigtige missionering. Hørte du ikke de unge råbe ‘frihed før brød?’. Kvinders rettigheder er et parameter for, hvor udviklet et samfund er,” skød Bochra Belhaj Hmida på Adam Hannested, som svarede, at kvinders rettigheder i Irak, Syrien og Libyen faktisk var på vej i den rigtige retning indtil krigene og konflikterne brød ud.
“Økonomisk fremgang alene er ikke nok. De nye jobs vil gå til mænd, og undertrykkelsen af kvinder vil så bare foregå i en bedre økonomi. Udvikling og vækst er ikke det samme,” pointerede Asma Khader.
Til det svarerede Sahar Attar, at økonomisk fremgang og dermed bedre levevilkår ville give folk det overskud, der skal til at tænke kritisk.
“De religiøse gør kvinders vilkår til Guds lov,” svarede Asma Khader tilbage, og Attar forsøgte endnu en gang ved at sige, at med uddannelse kom kapaciteten til tænke kritisk.
“Religion er ikke problemet, kun den ekstreme læsning. Den bruges til at styre samfundet,” broed Bochra Belhaj Hmida ind.
Og sådan kunne de sikkert have fortsat deres pingpong-debat resten af eftermiddagen, netop fordi det var et falsk dilemma – og ingen af de fire mente i øvrigt, at det ene udelukkede det andet. Men det var blevet tid til at afslutte debatten med endnu en afstemning for at se, om argumenterne havde rykket noget.
Ud af 150 stemte 92 for reformer på området for kvinders rettigheder for bedst at sikre menneskerettigheder i MENA-regionen. Det havde altså ikke rykket noget, på trods af Adam Hannesteds pointe om at krav om reformer på kvinde området let kunne opfattes som kulturimperialisme.
Og de tre veluddannede og selvforsørgende arabiske kvinder, der stod på scenen, var vel, sat overfor Adam Hannesteds egyptiske kvinder, også et godt eksempel på, at der skal et vis overskud til at kunne udfordre samfundet.
Men, det havde i hvert fald sat tanker i gang hos det unge publikum, kunne man høre udenfor biblioteket bagefter ved cyklerne og askebægerne.
Marianne Rejnholt Keserwany er forfatter og tidligere skribent på Globalnyt