Ugens tre farligste byer for kvinder

Cairo er netop udnævnt verdens værste megaby for kvinder på alle parametre. Her demonstrerer egyptiske kvinder på International Women's Day.
Foto: Al Jazeera English, via Wikimedia Commons
Forfatter billede

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

Værst for økonomisk uafhængighed
Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo

Målt på muligheden for at skabe økonomisk uafhængighed gennem for eksempel adgang til uddannelse, land og optage banklån, står det værst til for kvinder i Congos hovedstad, megabyen Kinshasa.

Én af grundene til kvindernes sårbare økonomiske position er ifølge Thompson Reuters’ rapport, at omkring 80% af byens kvinder er beskæftiget indenfor små uformelle forretninger eller landbrug. Lige netop disse sektorer vurderes ofte for risikable af den finansielle sektor til at give mulighed for banklån.

Men det er svært for kvinderne at finde anden levevej. En anden grund til Kinshasas dårlige rangering er nemlig, at pigerne afskæres mulighed for at gå i skole på grund af tvangsægteskaber af piger, børnearbejde og almen fattigdom. Ifølge UNICEF får kun seks ud af ti piger afsluttet en folkeskoleuddannelse.

Modsat de øvrige de øvrige dårligst rangerede megabyer, er der dog håb for Kinshasas kvinder på den økonomiske front. Der er en stigende tendens til at gå sammen i fælles opsparingskooperativer kun for kvinder, ligesom regeringen er opmærksom på fordelene ved at få kvinder involveret i landets økonomi og vækst på sigt. Blandt andet blev der i 2013 oprettet en såkaldt ”micro finance fund”.

Værst på sundhed
Lima, Peru

Omfanget af farlige illegale aborter og teenage-graviditeter bringer Perus hovedstad Lima til tops som verdens farligste by for kvinders sundhed.

Placeringen skyldes et problematisk sammenfald af meget konservative love mod abort, begrænset adgang til prævention, et alarmerende omfang af seksuel vold mod kvinder samt meget ulige adgang til sundhedsydelser for landets rigeste og fattigste.

Studier viser, at på landsplan bliver mindst én ud af fem piger under 19 år i Peru gravide, og voldtægt er skyld mere end halvdelen af alle graviditeter blandt piger mellem 12 og 16 år.

Kvinder i Lima demonstrerer mod Perus restriktive abortlovgivning


Foto: Lorena Flores Agüero, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons

Abort er kun tilladt, hvis moderens liv eller sundhed er i fare, så især for voldtægtsofre er adgang til nødprævention helt afgørende. Selvom en dom fra 2009, der begrænsede kvinders adgang til nødprævention, blev omstødt sidste år af en domstol i Lima, er situationen for kvinderne ikke ændret i det socialt meget konservative land.

Faktisk vurderer Susana Chavez, leder af den Lima-baserede interesseorganisation for reproduktiv sundhed, PROMSEX, at situationen er blevet værre. ”Det er ikke lykkedes at reducere antallet af teenage-graviditeter – snarere tværtimod. I byen og randområderne er antallet steget”, siger hun til Thomson Reuters.

Rettighedsgrupper estimerer, at der årligt foretages omkring 100,000 aborter i Lima alene. Det er alment kendt, at komplikationer i forbindelse med illegale aborter er én af de hyppigste dødsårsager blandt kvinder på landsplan.

Bare værst
Cairo, Egypten

Øverst på den lidet flatterende liste over verdens farligste byer i 2017 for kvinder samlet set står Cairo. Det er især på parameteret omkring omfanget af seksuelle krænkelser, overfald og chikane, at det står skidt til. 

Egyptiske kvinder demonstrerer på Tahrir-pladsen


Foto: AP Photo/Amr Nabil

Allerede under det arabiske forår i 2011 gjorde Cairo sig bemærket som en farlig by for kvinder med flere opsigtsvækkende historier om seksuelle overgreb på Tahrir-pladsen. Siden opstandene, som ironisk nok gik ud på social forandring, er situationen blot blevet værre, forklarer flere eksperter i Thomson Reuters-rapporten.

”Alt i denne by er svært for kvinder”, udtaler for eksempel den egyptiske journalist og kvinderettighedsforekæmper, Sharira Amin, ”Vi ser kvinder have det rigtig hårdt på alle områder. Bare ved at gå en tur ned ad gaden bliver de udsat for verbal og sågar fysisk chikane”.

Dertil kommer også, at Cairos kvinder er i højrisiko for at blive udsat for tvangsægteskaber og omskæring, ligesom der et højt antal drab på nyfødte pigebørn – female infanticide – kun overgået af Indien og Kina.

Desværre ser situationen ikke ud til at blive bedre lige foreløbig. Ifølge Omaima Abou-Bakr, grundlægger af organisationen Women and Memory Forum har landets økonomi været så dårlig de sidste to til tre år ”at vi oplever et stort tilbageskridt, fordi kvinders rettigheder simpelthen ikke ses som en prioritet”.

Andre er optimister. For skulle man ikke lige vide det, så har Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi udråbt 2017 – altså det år, hvor Cairo indtager pladsen som verdens mest kvindefjendske by – til ”Year of Egyptian women”.

 

Baggrund – Om rapporten

Hvor megabyer idag ofte kan være med til at skabe udvikling og reducere fattigdom, så kan den hastige urbanisering også skabe nye problemer, hvis ikke der samtidig er opmærksomhed byboernes lige adgang til at drage nytte af bylivets muligheder.

I den første rapport af sin art, har analysebureauet Thomson Reuters bedt 380 kvinderettighedseksperter, 20 for hver by, rangere 19 megabyer (byer med over 10 millioner indbyggere) i forhold til hvilke, der er henholdsvis mest og mindst sikre for kvinder.

I vurderingen er der lagt særlig vægt på fire parametre: Seksuelle krænkelser, adgang til sundhed, kulturelle praksisser (som for eksempel risiko for tvangsægteskab eller omskæring) og økonomiske muligheder (som for eksempel adgang til banklån eller uddannelse).