I midten af 1980erne rejste de Zafra flere gange til Antarktis for at måle det dengang stærkt svindende ozonlag med et instrument, han selv havde været med til at udvikle.
Det var bl.a. disse målinger, der medvirkede til at dokumentere, at de såkaldte CFC-gasser i køleskabe udtynder ozonlaget, som er vitalt for næsten al jordisk biologi, skriver Berlingskes kendte miljøreporter, Lars Henrik Aagaard.
Den bekymrende opdagelse førte for 30 år siden til vedtagelse af den verdensomspændende Montreal-protokol, der siden har udfaset brugen af CFC-gasser kloden rundt. På den måde blev de Zafra en af nøglepersonerne i klodens redning, anfører Aagaard.
Montreal-prokokollen eller The Montreal Protocol on Substances That Deplete the Ozone Layer er en international aftale for at beskytte ozonlaget omkring Jorden ved at udfase produktionen af en række substanser, der vurderes ansvarlige for den konstaterede nedbrydning af ozon-laget.
Aftalen lå klar til underskrift i september 1987 og trådte i kraft den 1. januar 1989. Siden da, har den været genstand for fem revideringer, først i 1990 (London), dernæst i 1992 (København), 1995 (Wien), 1997 (Montreal), og i 1999 (Beijing).
Som følge af den udbredte opslutning bag aftalen og over 190 landes håndhævelse af dens tekst, anses den for et af de ypperste eksempler på internationalt miljøsamarbejde.
Se også https://www.dmi.dk/laer-om/temaer/klima/et-internationalt-samarbejde/montrealprotokollen og
Robert L. de Zafra modtog flere hædersbevisninger for sin indsats, hvor den mest iøjnefaldende nok er en bjergryg i Cook-kæden på Sydpolen, der blev opkaldt efter ham.
Den fremtrædende fysiker døde på et hospital i New York som følge af komplikationer efter en lungeoperation. Mere om ham på
https://www.somas.stonybrook.edu/people/faculty/robert-dezafra
