17 landsbyer i Mali har sagt nej til kvindelig omskæring

omskaering
Laurits Holdt

Tirsdag – den 6. februar – er det FN’s internationale dag mod pigeomskæring – en dag der sætter særligt fokus på den flere tusinde år gamle tradition, som mange kvinder verden over har følt konsekvenserne af, skriver BØRNEfonden i en pressemeddelelse, som fortsætter:

For Bintou fra Mali var det på hendes bryllupsnat, at hun for alvor fik konsekvenserne at føle. Som kun seksårig var hun blevet omskåret og syet sammen uden at vide det og uden at forstå, de smerter hun dagligt levede med. Først på sin bryllupsnat fandt hun ud af at hun var omskåret og sammensyet, hun måtte derfor akut på sundhedscenteret for at få behandlet skaderne. For mange kvinder som Bintou er omskæringen forbundet med stor smerte.

Se BØRNEfondens video om omskæring af piger:

I Mali hvor 9 ud af 10 kvinder er omskåret, sker der en langsom men positiv udvikling. Landet har ingen officiel lov i mod kvindelig omskæring, men i samarbejde med ASDAP – en lokal organisation som arbejder for kvindesundhed – har BØRNEfonden, med oplysning og inddragelse af lokalbefolkningen, arbejdet for at maliske landsbyer skulle sige fra overfor kvindelig omskæring. 

Lokalsamfundene skal selv træffe beslutningen

”Vores arbejde i Mali tager udgangspunkt i, at lokalsamfundene selv skal træffe beslutningen om at stoppe kvindelig omskæring. Ifølge gamle traditioner er omskæringen med til at sikre kvinderne accept, anerkendelse og giftefærdighed, og i mange lokalsamfund kender de ikke til de konsekvenser, som omskæring fører med sig. Derfor går vores arbejde i høj grad på at oplyse om disse frygtelige konsekvenser,” fortæller Anne Smith Petersen, konstitueret direktør i BØRNEfonden.

BØRNEfondens betegner sit arbejde som en succes, som langsomt spreder sig. I dag har 17 maliske landsbyer i samarbejde med BØRNEfonden og med deres ledere i spidsen skrevet under på, at de officielt vil forbyde den gamle traditionsbundne praksis.  

En af de landsbyer er Koni. Med sine et tusinde indbyggere er det den seneste af de 17 landsbyer, som har sagt fra overfor kvindelig omskæring. Selv om vejen dertil har været lang og præget af meget modstand blandt lokalbefolkningen, så er landsbyen i sidste ende, som en samlet enhed, gået sammen om at stoppe omskæring af kvinder.

”Vi har i mange år arbejdet for at udrydde den indgroede tradition, og selvom det er en succes, at 17 landsbyer har sagt fra, så er vi ikke i mål. Skal vi nedbringe antallet af omskårede piger i fremtiden, kræver det en endnu større indsats – med støtte, oplysning og samarbejde,” siger Anne Smith Petersen og fortsætter:

”For BØRNEfonden er det ultimative mål, at Mali laver lovgivning, som forbyder kvindelig omskæring i hele landet. Vi fortsætter derfor arbejdet og ser frem til at kunne tælle endnu flere landsbyer, som siger fra overfor kvindelig omskæring.”