Globalnyt anbefaler: Ørkenblues, sjove, forældreløse børn og … er det Jesus?

Brødrene Zana og Dana i filmen ‘Bekas’ (2012 Sonet Film AB).


Foto: Saman Jala
Laurits Holdt

7. marts 2024

I denne uge har kollegaerne på redaktionen igen fundet anbefalinger til kulturoplevelser fra den store verden frem til jer læsere. Vi springer direkte til dem:

SE hjertevarmende kurdisk dramakomedie om to forældreløse børn

Anbefalet af Hedi Aziz

Karzan Kader er en irakisk-kurdisk skuespiller, instruktør og forfatter, og ’Bekas’ (2012) er hans første spillefilm. Dramakomedien handler om de to brødre Zana og Dana på 6 og 10 år, som lever som forældreløse på gaden i irakisk Kurdistan under Saddam Husseins regime. Kaders familie flygtede selv fra Kurdistan under Irak-krigen, da Hussein i 1988 gennemførte den såkaldte Anfal-kampagne, hvor han udførte et folkedrab på kurderne i landet – blandt andet med brug af kemiske våben. Det endte med at 80.000 kurdere blev dræbt, og op imod én million mennesker blev fordrevet fra deres hjem.

’Bekas’ er et kurdisk term, der i og for sig refererer til forældreløse – men det kan ikke direkte oversættes til dansk, da vi ikke har et tilsvarende ord. En mere nøjagtig oversættelse er ”dem, der ingen har.” Og det er næsten også tilfældet for de to brødre i filmen – hvis de altså ikke havde hinanden. Brødrene er vokset op under barske vilkår uden voksenopsyn, og har måttet klare sig selv hele livet. Men selvom to forældreløse børns liv på gaden lyder som optakten til en trist historie, er det slet ikke den vinkel, som instruktøren har valgt. Zana og Dana har med deres gadeklogskab og broderkærlighed en sød charme, og har travlt med at finde på alverdens komiske narrestreger.

En dag sniger de sig ind i en biograf, hvor de ser et glimt af en Superman-film, og han bliver deres nye idol. De beslutter sig for at drage ud på en mission til Amerika for at finde helten, så han kan genoplive deres forældre og straffe den irakiske diktator for hans ondskab. Drengenes kækhed, vovemod og letsindige tilgang til livet smitter hurtigt af på seeren, mens man hepper på de to brødre.

Man kan se filmen på Filmstriben


OPLEV malisk ørkenblues i Danmark

Anbefalet af Alexandre Hjort Gernigon

”Han byttede riflen ud med en guitar,” er en sætning der går igen, når man skal beskrive tuareg-guitaristen fra Mali Ahmed Ag Kaedy, som lige nu turnerer rundt som solist i Danmark.

Som ung drog han som mange andre tuareger til Gaddafis Libyen i militærtræning med målet om at vende tilbage og deltage i nomadefolkets væbnede kamp for en selvstændig stat i Nordmali. Undervejs ombestemte Ag Kaedy sig dog og mistede troen på, at vold var løsningen på tuaregernes problemer. I stedet blev han en del af en hel generation af kunstnere i Mali, der bruger musikken til at advokere for fredelige løsninger på sikkerhedspolitiske udfordringer i landet.
Protestsangeren og lederen af det indflydelsesrige band ”Amanar de Kidal” er således de seneste år blevet verdensberømt for sine tekster om frihed og fred, samt sine maleriske beskrivelser af nomadelivet som tuareg i Sahara-ørkenen.

Jeg oplevede selv hans koncert forleden på spillestedet Stairway AliceCPH, og selvom teksterne er på tuareg-sproget tamasheq, bliver man hurtigt revet med ind i ørkenuniverset af Ag Kaedys rørende stemme, melodiske guitarriffs og tydelige oprigtighed. Hans generte væsen gør, at man ikke skal forvente et Superbowl-Half-time-showværdig underholdningsbrag, men hvis man vil have et alternativ til X-faktorfesten og fredagsslikket, kan han opleves i de kommende dage i både Aarhus, Odense og på Langeland.

Du kan med fordel varme op til koncerten med denne korte dokumentar om ham og hans musik:


SE Jesus gå på vandet igen. Eller hvordan storpolitik æder sjæle op

Anbefalet af Pernille Brix Jørgensen

Mens verden er passiv tilskuer til ét folks bitre hævnaktion mod et andet, får fordringen om barmhjertighed og tilgivelse en ny urgency. Men hvordan ville reaktionen egentlig være – ikke mindst i Mellemøsten – hvis Jesus steg ned til jorden igen med sit radikale budskab om næstekærlighed og opofrelse? Det forsøger instruktør Michael Petroni at svare på i Netflix-serien Messiah, som udkom i 2020.

I serien dukker en ung mand med blid og stoisk fremtoning pludseligt op under en storm midt i et krigshærget Damaskus. De mirakler, han tilsyneladende udretter, giver ham snart en stor følgeskare, som drager med ham til fods mod grænsen til Israel. I mængden af forgabte, fortabte og opportunister indgår en stor gruppe palæstinensiske flygtninge fra Syrien, som Messiah til hele verdens forbløffelse lykkes med at føre gennem den befæstede grænse, uden at israelske soldater åbner ild. Og så er helvede ellers løs – for at blive i det bibelske ordvalg. Magtens mænd, i den israelske efterretningstjeneste, det palæstinensiske selvstyre, islamiske terrorgrupper og selvfølgelig i Guds eget land, USA, har alle en interesse i at afsløre og ikke mindst udslette profeten, men bliver undervejs testet på både deres tro og deres formåen.

Ingen ved, hvor sandheden ligger. Hverken i serien eller foran skærmen. Er den unge mand virkelig Al-Masih (messias på arabisk) eller er han en svindler, der vil destabilisere verden? Og mens Al-Masihs mest dedikerede følgere, disciple om man vil, bliver udsat for frygtelige prøvelser, frelses hærdede syndere.

Belgiske Mehdi Dehbi udfører en kraftpræstation i fremstillingen af Jesusfiguren. Man bliver både forført og tilstrækkeligt frustreret, mens man følger hans færd. Dehbi har til flere medier fortalt, hvordan forarbejdet for ham indebar måneder med spirituel træning, og hvordan han måtte isolere sig under optagelserne for at fastholde den indre ro, der sikrede et troværdigt portræt.

Jeg er selv mest begejstret for den del af serien, der foregår i Mellemøsten og langt mindre for den ”Homeland”-lignende omvej gennem det kristne Amerika og korrumperede Washington. Men det er nok ikke noget imod, hvor lidt begejstrede stærkt kristne, islamister og zionister må være for serien generelt. Ligesom Al-Masih har serien tilsyneladende skabt sig en perlerække af fjender. I hvert fald besluttede Netflix at droppe sæson 2 til frustration for mange seere. Men hvis man går med på præmissen om ikke at få givet de store svar og i stedet få stillet de store spørgsmål, er den åbne afslutning på seriens ti episoder helt i seriens ånd.