Australsk politi har igangsat retlige skridt, som skal føre til beslaglæggelsen af en luksusvilla til en værdi af knap ti millioner kroner i byen Melbourne. Villaen tilhører familien til den tidligere general James Hoth Mai Ngouth, som var stabchef i
i Sydsudans hær, Sudan People’s Liberation Army (SPLA) mellem maj 2009 og april 2014.
Australiens føderale politi (AFP) mener, at James Hoth Mai
har erhvervet sig villaen med ulovlige penge og henviser til afsløringer i en rapport fra 2016 af antikorruptionsorganisationen The Sentry, som den amerikanske filmstjerne George Clooney er medstifter af.
Det australske politis Criminal Assets Confiscation Task Force påbegyndte i 2016 deres egne undersøgelser af den sydsudanesiske general, på baggrund af informationer i rapporten War Crimes Shouldn’t Pay: Stopping The Looting And Destruction In South Sudan, som dokumenterer korrupte praksisser og ulovlige pengestrømme med tråde til en række sydsudanesiske politikere og officerer.
I forordet til rapporten skriver George Clooney blandt andet:
“The Sentry’s investigation has generated substantial information indicating that top officials ultimately responsible for mass atrocities in South Sudan have at the same time managed to accumulate fortunes, despite modest government salaries. Some have been involved in questionable business deals while others have apparently received large payments from corporations doing business in South Sudan.”.
Australiens føderale politi udtaler i forbindelse med de netop igangsatte retlige skridt, at James Hoth Mai Ngouth havde en årlig løn på omtrent 50.000 amerikanske dollar, og dermed umuligt kunne have anskaffet sig en bolig til knap 1,2 millioner amerikanske dollar i 2014.
Boligen, som ligger i kvarteret Narre Warren i Melbourne, har en hjemmebiograf, garage med plads til fem biler og en såkaldt Infinity swimmingpool, oplyser det australske politi, som har dokumenteret tilstedeværelsen af flere luksusbiler ved ejendommen.