Sukker
Det Olske Orkester
Spilleperiode: 27. februar – 10. marts
Teater Republique
Lille Scene
Østerfælled Torv 34
2100 Købehavn Ø
Info: sukker
Forestillingen er første del af en trilogi, som laver nedslag i hvert sit århundrede. Den næste forestilling (Salt) handler om skabelsen af dansk nationalisme i 1800-tallet, og den sidste med titlen “Hvem er det, som banker på” handler om den aktuelle situation, hvor fremmede banker på vores dør.
Forestillingen starter sin fortælling i 1700-tallet. Her er danskerne nysgerrige overfor verden og tiltrækkes af det fremmede, de møder, men de er også grådige efter at skaffe sig rigdomme.
Vi følger et slaveskib på tværs af Atlanten, og ombord har vi kaptajnen, præsten, bogholderen, lægen, plantageejeren og en skibsdreng nederst i hierarkiet – bortset fra slaverne, selvfølgelig.
Handlingen spænder over de godt to hundrede år, som sukkereeventyret strækker sig over, frem til slutningen af 1800-tallet og 30 år efter slaveriets officielle ophævelse, med Danmark største arbejderopstand Fireburn på St. Croix.
En fortælling i to halvdele
Den første halvdel af forestillingen har et kropsligt og stærkt fysisk-dramatisk udtryk. Hver gang danskerne sejler ind i uvejr og storm simuleres det ved rystende kroppe og blafrende tøj og lagner. Herved går skuespil og scenografi op en højere enhed.
Det dramatiske format følges hele vejen fra Danmark til Vestafrika, hvor slaverne købes og sejles videre tværs af Atlanten til de Vestindiske Øer. I selve skuespillet antydes, at de implicerede danskere ombord på skibet er fortabte og magtesløse i et større system. Især skibsdrengen portrætteres som et menneske, der også selv er undertrykt og bliver udnyttet.
Ved ankomsten til De Vestindiske Øer forandres det dramatiske format radikalt. Det fysiske og kropsligt ekspressive afløses af langt mere stillestående skuespil og rituel, repetitiv taleperformance, hvilket får den stærke forbindelsen mellem dramatik og scenografi til at krakelere.
God intention om kritik af dansk selvforståelse
Forestillingen ønsker at trække tråde fra Danmarks fortid som slavenation til den aktuelle racisme overfor fremmede, der ankommer som migranter, og som vi forsøger at beskytte os imod.
Den sammenhæng bliver publikum konfronteret med i forstillingens første halvdel, men den refleksive energi i forestillingen afmonteres, da slaveskivet ankommer til St. Croix. Det sker fordi danskerne fra slaveskibet med et vingeslag opfører sig entydigt magtfulde og ondskabsfulde, og derfor mister publikum forbindelsen til personerne og deres handlinger.
Det hele forekommer pludselig meget skematisk og postulerende. Flere gange understreges handlingens pointer meget kraftigt, uden at det egentlig er nødvendigt, hvilket kulminerer i en scene hjemme i København, hvor skibsdrengen bliver budt på kaffe. En tjener hælder sukker fra en tønde i en kaffekop, så den næsten begraves i sukker, hvorefter drengen bliver spurgt, om han bruger sukker i kaffen. Som for at være sikker på, at publikum forstår, hvor lukrativ en forretning produktionen af sukker var for dansk økonomi.
Denne komiske slutning virker meget malplaceret og helt utidig i en forestilling, hvor der ellers ikke har været noget at grine ad.
Gulvet som scenografi og sceneskift
En del af forestillingens scenografi udgøres af en lysprojektion, som fylder hele gulvet/scene. Publikum er placeret på alle fire sider af gulvet.
Projektionerne består på skift af kartografiske kort, grafiske mønstre, store bølger over Atlanterhavet og en blodstribe. De scenografiske elementer på gulvet fungerer bedst i første halvdel af forestillingen, hvor det er en integreret del den samlede scenografi og skuespillet. Ind imellem banker gulvets scengrafi for hårdt igennem, fx da en blodstribe trækkes dialogonalt over gulvet ved at en død krop skaffes af vejen. Det hænger ikke sammen med forestillingens ellers minimalistiske udtryk. Generelt fungerer kort og andre grafiske strukturer bedre end video-sekvenser af havvand.
Nogle af scenografiens elementer (særligt i forestillingens sidste halvdel) virker fragmenterende og uforløste, hvilket sender publikum ud af en tangent og med en undren, der stjæler koncentration fra handlingen.
