Næsten 106.000 forældre og børn var ude at investere i Børnenes U-landskalender op til jul, og takket være deres lyst til at købe kalenderen – og et beløb, som Danida har lagt oveni, er der nu røget godt 9,3 millioner kroner afsted til Oxfam IBIS’ arbejde i Burkina Faso. Det skriver DR i en pressemeddelelse.
I det afrikanske land arbejder mange børn i stedet for at gå i skole. Faktisk er det næsten halvdelen af alle børn mellem fem og 14 år, som arbejder. Derfor er der også mange af dem, der ikke kommer i skole og får en uddannelse.
Det hele skulle gerne blive en smule bedre nu. Selve overskuddet fra salget af u-landskalenderen, som DR Salg har ansvaret for, blev 3.008.489 kroner, og oven i det beløb, lægger Danida så hvert år et beløb til årets udvalgte projekt. Derfor kan der samlet ryge 9,3 millioner afsted, og kronerne skal hjælpe børn, der i dag arbejder i landets guldminer, så de også kommer i skole.
I mange tilfælde er børnenes arbejde en vigtig del af familiernes økonomi. Og udover at betale skolegangen kommer pengene fra Danmark blandt andet også til at gå til at børnene kan få et måltid mad i skolen, så de fattige familier ikke også skal betale den.
Hård konkurrence fra andre kalendere
I 2016 blev der solgt 130.000 u-landskalendere, og projektleder Thit Dyreberg fra DR Salg lægger ikke skjul på, at konkurrence på julekalendermarkedet er blevet markant større, end den var tidligere.
”Der dukker flere og flere julekalenderkoncepter op, som både indeholder slik, chokolade, legetøj, pengepræmier og meget mere, som vi slet ikke kan eller vil konkurrere med. Set i det lys er vi stadig tilfredse med salget, som trods den digitale tidsalder og den hårde konkurrence, fortsat ligger over 100.000 solgte kalendere,” siger hun.
Thit Dyreberg tror, at Børnenes U-landskalender klarer sig, fordi det er en mangeårig tradition blandt en del forældre og bedsteforældre at købe den.
”De er vokset op med den og vil gerne støtte det gode formål,” siger Thit Dyreberg, der glæder sig over, at udgifterne til at producere Børnenes U-landskalender i 2017 var noget lavere end tidligere, og at overskuddet derfor alligevel bliver, som DR Salg havde budgetteret med.
”Salget af kalenderen plejer at gå bedst i de år, hvor DR byder på en ny, danskproduceret julekalender, og derfor håber og tror jeg også på, at salget bliver bedre i 2018, hvor DR1 sender nyt i december,” siger Thit Dyreberg.
Undervisningsmateriale er populært
DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender siden 1962. Udover papkalenderen og DR’s programmer fra Burkina Faso, som blev sendt i efteråret 2017, er der også undervisningsmateriale tilknyttet kalenderen. Og det benytter mange skoler sig af i deres 1.-4. klasser.
Over 100.000 elever har stiftet bekendtskab med den trykte del af materialet, mens 210.000 brugte hjemmesidens digitale materialer. Her var det ikke mindst programmerne ’Selma og Sally i Burkina Faso’ og ’Sebastian og Afrikas vildeste dyr’, som indgik i materialet, som var meget populære.
Danida har bagefter spurgt 265 lærere, hvad de synes om undervisningsmaterialet til Børnenes U-landskalender, og her var hele 97 procent af lærerne tilfredse eller meget tilfredse med materialet om Burkina Faso.
Penge til syriske flygtningebørn i år
I 2018 bliver det Dansk Flygtningehjælp, som får pengene fra Børnenes U-landskalender. Projektet skal hjælpe syriske flygtningebørn i nærområderne til igen at få så tryg og normal en hverdag – med plads til skolegang, fritid og leg. Det skal ske gennem støttende aktiviteter for børn i Dansk Flygtningehjælps særlige medborgerhuset – Community Centres – i Tyrkiet, Libanon og Jordan.
Hvordan Børnenes U-landskalender 2018 kommer til at se ud – samt de nærmere planer – præsenterer DR og Danida til efteråret.
Siden 1962 har danske børn og deres forældres køb af Børnenes U-landskalender genereret et overskud på sammenlagt 188 millioner kroner, som er gået til at skabe bedre forhold for børn i Afrika, Asien og Latinamerika.