Befolkningseksplosion i Uganda
Artiklen er en del af en serie i tre dele.
Befolkningseksplosion: Ugandas undergang eller vigtigste aktiv (23.05.2018)
Millionhovedstaden af småsælgere (24.05.2018)
“Gud velsignede mig med styrken til at producere 13 børn” (25.05.2018)
Man skal have et særligt kørekort for at kæmpe sig frem i morgentrafikken i Ugandas hovedstad Kampala med alt, hvad der hører af råben, masen og dytten. En hær af biler, minibusser og motorcykeltaxaer kaster sig dagligt ud i byens uløselige trafikpropper, hvor hver centimeter er en erobring, der skal forsvares.
Hver morgen fordobles indbyggertallet i Ugandas hovedstad til 3 millioner indbyggere, når oplandets beboere tager til centrum for at finde deres plads i det hektiske handelsliv.
Foruden de mange pendlere vil Kampalas indbyggertal tredobles inden 2050 ifølge International Growth Center (IGC). Der findes ingen samlet plan for, hvordan man skal skabe arbejdspladser og tag over hovedet til de mange nye beboere, men hvis regeringen ikke laver en handleplan, kan millioner af ugandere ende som en klods om benet på landets udvikling.
”Urbanisering har i Europa og Nordamerika været synonym med industrialisering og øget produktivitet. Det samme gælder i Asien. Det, man ser ske i Afrika, er anderledes. Vi ser meget urbanisering, men ikke lignende stigning i produktivitet. Så der er flere rene forbrugsbyer,” siger Astrid Haas, der er nationaløkonom for Uganda i IGC.
Det er i Kampala, der først og fremmest skal sættes ind, for hovedstaden er Ugandas suverænt største by og landets eneste håb om en stærk vækstmotor.
Intet job at få
I Kampalas gader er jobmanglen åbenlys. Her vrimler med mennesker samtlige af døgnets lyse timer. Om det er bunker af herrebukser, poser med skrællede mangoer, eller en tur på en motorcykel, synes alle at have noget at sælge.
Der er få lønmodtagerjob at tage, og selv med en uddannelse er det svært at finde beskæftigelse. Uganda producerer 400.000 universitetsdimittender årligt, mens der kun skabes 9.000 nye arbejdspladser. Det skriverudviklingsorganisationen Acode.
Fra sin lille butik i slumområdet Katanga sælger Joel Sendagire brugte skoletasker. Hans ni rygsække fylder halvdelen af en væg, resten af butikken optages af fire andre sælgeres ting. genbrugstøj, knapper og nips.
”Jeg tager til markedet en gang imellem og køber ting brugt, jeg kan sælge videre her. På den måde behøver jeg ikke at gå rundt og sælge taskerne på gaden,” fortæller Joel Sendagire, der bor hos sine forældre for at have penge nok til at leje sig ind i butikken.
Det er stadig svært for den unge ugander at skrabe penge nok sammen til at klare sig, så han forsøger at finde ekstra småjob. Med sit gode engelsk kan han ind imellem tjene et tilskud ved at vise turister rundt i Katanga-slummen, men der er langt mellem tjanserne.
Joel Sendagires hverdag går derfor som regel med at hænge i butikken og spejde efter potentielle kunder. Ligesom mange andre i Kampala gør. Den mest udbredte beskæftigelse er ifølge økonomen Astrid Haas at være selvstændig sælger som Joel Sendagire.
På grund af den skrantende produktionssektor findes der så få lønmodtagerjob, at der ikke er nogen grund til at stile efter dem. Beskæftigelse i Uganda opstår, når man selv skaber det, og derfor starter mange deres eget, om det så bare indebærer ni brugte skoletasker.
Produktion er vejen frem
Uganda har egentlig gode muligheder for at starte sin egen industri, der kunne beskæftige nogle af de mange arbejdsløse, mener Astrid Haas. Frugt og grønt sprøjter op af jorden uden for Kampala, bare man taber et frø. Så der er stort potentiale for at forarbejde landbrugsvarer, men det sker kun i meget lille omfang.
”Når man går ind i et supermarked her, ser man mange varer på hylderne, der er importerede fra Kenya eller Sydafrika. For eksempel frugtjuice. Vi burde kunne producere frugtjuice her også,” siger hun.
Der bor 20.000 mennesker i Katanga-slummen.
Foto: Emilie Maarbjerg Mørk
At produktionen alligevel ikke for længst buldrer derudad skyldes især, at det er svært at samle kapital og motivation til at investere i et land, hvor renterne på forretningslån siden 2010 har svinget helt op til 23 procent.
24.000 spildte arbejdstimer
Kampalas befolkningsvækst betyder, at byen vokser konstant og breder sig ud over oplandet i en heftig fart. Bena Prosper bor i Makindye, der plejede at ligge et stykke ude på landet, men nu er hendes hus så godt som annekteret under storbyens invasion. Hun kæmper sig hver dag ind til det hektisk centrum for at sælge tæpper af patchwork.
”For ti år siden var der aldrig trafikpropper, når jeg skulle ind og passe min butik, men nu kan det tage to timer at nå frem,” siger hun.
I trafikken går timerne let til spilde. 24.000 arbejdstimer tabes dagligt i køerne på Kampalas veje, ifølge en FN-finansieret undersøgelse. Kampalas udfordring er sigende for afrikanske storbyer, der alle eksploderer i størrelse og må halse efter i forsøget på at håndtere de mange ekstra mennesker.
Astrid Haas fra IGC er en del af initiativet Cities That Work, der rådgiver afrikanske og asiatiske politikere i, hvordan de kan fremtidssikre deres hurtigt voksende millionbyer. Ifølge hende søger uganderne mod Kampala for at få del i de services, der ikke når ud til landområderne.
”Et eksempel er min chauffør. Hans familie bor i et slumområde her i byen, selvom han har et dejligt hus i deres landsby, hvor hans kone og børn egentlig gerne vil bo. Men de kan ikke flytte tilbage dertil, for der er ingen skole, børnene kan gå i,” forklarer Astrid Haas.
Et af Ugandas store mål plejede at være skolegang for alle. Men præsident Yoweri Museveni har lagt kursen om, og fokus er nu på kvalitet i de skoler, man har ressourcer til at drive. Også fornødenheder som vandledning og elektricitet mangler mange på landet.
Crazy Kampala
Den hektiske stemning på Kampalas gadeplan tager af, når man bevæger sig op i højden. Fra Nationalmoskeens minaret kan man se langt ud over de syv bakkers by, og derfra er det tydeligt, at det meste af livet her leves tæt på jorden.
Højhuse er en sjældenhed, og ejendomme i mere end to plan findes der overraskende få af. Til gengæld er trafikpropper og markeder synlige nærmest overalt, og det er let at forstå, hvorfor de lokale ofte omtaler byen som ’Crazy Kampala’.
En sirlig fordeling mellem rig og fattig er opstået i det store centrum. Hvert område af butikker og hoteller har sit tilknyttede slumområde, hvor familier som Astrid Haas’ chauffør kan leje et jordhus med bliktag for 110 kroner om måneden.
Det er sympatisk, men kvadratmeterne er alt for tilfældigt brugt, hvis man skal dæmme op for byens spredning over omkringliggende landområder som Bena Prospers. Det ville være smart at presse folk mere sammen, siger Astrid Haas. Hun efterlyser højere bygninger med plads til flere beboere. På den måde ville færre sidde fast i trafikken hver dag på vej ind til Kampala, og produktiviteten ville stige.
Ugandas præsident, Yoweri Museveni, ønsker at gøre landet til et mellemindkomstland i 2040. Skal det lykkes, må Kampala som landets primære vækstmotor tages i hånden af politikerne og ledes ind i en industrialiseringsproces, mener Astrid Haas. Som så mange andre afrikanske lande må og skal Uganda under alle omstændigheder skabe flere arbejdspladser og boliger i hovedstaden, hvis dens mange nye indbyggere skal kunne basere deres indkomst på andet end at købe og sælge brugte varer mellem sig.
Emilie Maarbjerg Mørk er pt. praktikant på Politikens udlandsredaktion og freelancejournalist.
Morten Scriver Andersen er journalist hos IDA (Ingeniørforeningen) og freelancejournalist ved siden af.
Deres rejse til Uganda blev støttet af Danidas Oplysningsbevilling.
