Befolkningseksplosion i Uganda
Artiklen er en del af en serie i tre dele.
Befolkningseksplosion: Ugandas undergang eller vigtigste aktiv (23.05.2018)
Millionhovedstaden af småsælgere (24.05.2018)
“Gud velsignede mig med styrken til at producere 13 børn” (25.05.2018)
Langt væk fra Kampalas bilstøj uden for landsbyen Goma bor Topista Namatovu. To af hendes sønner byggede for fem år siden et mudderhus til hende på størrelse med en squashbane. Foran vogter en benet ko, der for længst har passeret sin bedste malkealder.
Indenfor i den lille stue hænger der billeder af alle hendes 13 børn. Ti drenge og tre piger. De er den 78-årige uganders livsværk, som hun retter sig op fra sit krumryggede udgangspunkt for at fortælle om.
“Gud velsignede mig med styrken til at producere 13 børn,” siger hun og understreger, at ikke en eneste af dem blev født ved kejsersnit.
Selvom Topista Namatovu er pavestolt over sine børn, er hun en del af et problem, der i hendes børns levetid kan tvinge hendes land i knæ. Ugandas fødselsrate er blandt verdens højeste på 5,7 børn pr. kvinde ifølge Verdensbankens seneste tal fra 2015. Fortsætter udviklingen, vil befolkningen vokse fra de nuværende 44 millioner ugandere til 106 millioner i 2050.
Derfor gik der også nervøse trækninger ned gennem landet, da Donald Trump ved sin indtræden valgte at skære i støtten til familieplanlægning i Afrika. Ugandas regering med den 73-årige Yoweri Museveni i spidsen tillægger heller ikke familieplanlægning den store værdi og har truet med at skære i selvsamme pulje.
Uden en reel dagsorden på området, hverken i kirken eller i parlamentet, kan man frygte, at landet befolkningstilvæksten er ude af kontrol.
Gud vil have børn
Tre af Topista Namatovus børn er døde. Otte er flyttet enten til Kampala eller ud af landet for at finde arbejde. De sidste to har slået sig ned i mudderhuse et stenkast fra deres mor.
For hvert barn, hun har fået, synes lykken at være vokset. Men de store børneflokke afhjælper også en praktisk bekymring.
“Det er vigtigt at have en stor familie, for når du bliver gammel, kan dine børn tage sig af dig,” fortæller Topista Namatovu. Hun påpeger også, at med en stor børneflok er sandsynligheden større for, at én af sønnerne vil klare sig godt og blive i stand til at tage sig af hele familien økonomisk. Og ganske rigtigt har hendes ældste søn klaret sig godt og sender penge hjem.
Ifølge den amerikanske demograf John F. May er der to opfattelser af, hvordan man stopper den galopperende befolkningstilvækst. Det har han beskrevet i det franske Afrika-magasin Jeune Afrique. Enten skal det ske på den lange bane gennem økonomiske og sociale fremskridt, såsom uddannelse af kvinder. Eller også ses det som et mere presserende behov for at handle her og nu og organisere effektive initiativer for at bedre familieplanlægning.
Verdensbanken støtter den første model og har foreslået at sænke arbejdsløsheden i Afrika via en jobstrategi, som skal fokusere på udvikling af landområder og investeringer i landbrug. På den måde kommer der gang i økonomien, og fertiliteten daler, er teorien.
Men der er også en helt anden stærk spiller i Uganda, når det kommer til børneproduktionsmaskinen, kvinden. I Topista Namatovus landsby er kirken det altoverskyggende samlingspunkt, og udover hendes børn er det den anden bærende søjle, hun bygger sin tilværelse på.
Gud gør Topista Namatovu stærk, men tillader hende ikke prævention. Ifølge Topista er kvinden sat i verden for at lave børn, så ethvert barn er en belønning fra de højere magter. Det bekræfter den lokale præst, når han hver søndag samler hele landsbyen til gudstjeneste.
Skovene forsvinder
Uganda er et frodigt land. Overalt omkring de tætbefærtede grusveje kan man se plantager med bananer, kaffe og den lokale rodfrugt, kassava. I vest skyder bjergene i vejret, og i hele landet blomstrer de tæt bevoksede nationalparker med chimpanser, bjerggorillaer og antiloper. Men tæt forbundet med befolkningsudviklingen har man de sidste mange år kunne se naturen indskrænke sig til fordel for opdyrket jord og små familiehuse.
Ifølge en rapport fra 2015 er Ugandas skove blandt verdens hurtigst forsvindende, og det er sket med uformindsket styrke siden 1990. 39 procent af skovarealerne er forsvundet mellem 2005 og 2015, og måler man mod 1990, er under halvdelen af landets skove tilbage.
Træerne fældes for at gøre plads til mere landbrug, der kan brødføde det stigende antal ugandere. Men man døjer også med ulovlig skovhugst, hvor tyve i ly af natten fælder træer for hurtigt at sælge dem videre som billigt trækul. Trækul er der nemlig stor efterspørgsel på til at tænde op under gryderne i Uganda, hvor elektricitet endnu er en luksus. Det siger Sam Nyakoojo fra organisationen JESE, der med støtte fra Care Danmark arbejder for at begrænse afskovningen.
Mubende-distriktet vest for Kampala, hvor Sam Nyakoojo arbejder, præges af store åbne stykker land, hvor skovene før har dækket. Samtidig er halvdelen af den flod, der skærer Mubende midt over, forsvundet.
Sam Nyakoojo arbejder sammen med de lokale myndigheder i Mubende. Han er blandt andet med til at organisere et frivilligt fællesskab af lokale, der rapporterer om ulovlig skovhugst og genplanter mindre områder af skov igen. Tiltagene har hjulpet, mener Lotet Ronald, men spørgsmålet er, om de kan følge med, eller om det er som at lukke vandløb med vinpropper.
Ekstreme vejrforhold
Når skovene fældes i så stort et omfang, som det er tilfældet i Uganda, har det en række konsekvenser for klimaet og omgivelsene.
Det giver ifølge professor i skovbrug Jørgen Bo Larsen mindre nedbør, men endnu vigtigere vil kraftige regnskyl, som man ofte har i Uganda, føre til overfladeerosion. Det betyder, at vandet hurtigere vil flyde ud af systemet og ned i vandløb uden at afgive næring til beplantningen omkring.
Naturens store problem bunder i Ugandas befolkningstilvækst, mener Jørgen Bo Larsen.
“Du skal have opbygget et system, der hvert år kan levere en BNP-forøgelse på 3,3 procent, hvis de bare skal holde status quo. Og hvis de ikke kan det, går de ud og forgriber sig på resurserne, og så er det, at skovene forsvinder, og landet eroderer,” siger Jørgen Bo Larsen fra Det natur- og biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.
“Og så er det nemt for os andre i Vesten at sige, at de skal passe på deres skov, men der er altså også mennesker dernede, der simpelthen har behov for noget brænde eller for at konvertere deres skov til noget, som kan producere fødevarer.”
Flere og mindre landstykker
I Mubende-distriktet mærker man trængslen i landområderne.
Den lokale miljødistriktchef Lotet Ronald forklarer, at Mubende dagligt modtager, hvad der svarer til fire fyldte busser med nye indbyggere, enten fordi de er blevet jaget bort fra deres land, eller fordi de håber at finde mere plads.
Den stadig stigende befolkning øger halveringstiden af allerede små landstykker. Medmindre landbruget bliver gevaldigt effektiviseret, eller at de nye generationer vil lade sig nøjes med færre børn end Topista Namatovu, er det svært at forestille sig, hvordan det ikke skal ende med konflikter og en hungersnød, der er endnu større end den, Uganda oplevede i 2016.
Emilie Maarbjerg Mørk er pt. praktikant på Politikens udlandsredaktion og freelancejournalist.
Morten Scriver Andersen er journalist hos IDA (Ingeniørforeningen) og freelancejournalist ved siden af.
Deres rejse til Uganda blev støttet af Danidas Oplysningsbevilling.
