Sampension har udelukket mineselskabet Vale for gentagne overtrædelser af menneskerettigheder i forbindelse med deres aktiviteter i Mozambique.
Beslutningen kommer efter, at Afrika Kontakt i rapporten ”En kulsort forretning”, tidligere i år kunne afsløre, hvordan den brasilianske udvindingsgigant Vale og det japanske firma Mitsui & Co. overtræder menneskerettigheder ved deres kulminedrift i Tete provinsen i Mozambique.
Læs også Afrika Kontakt: Pensionskasser investerer kulsort i Mozambique
I rapporten kortlægger Afrika Kontakt videre, at flere danske pensionsselskaber har investeret i de ovennævnte firmaer: PensionDanmark, Nordea Liv og Pension, PenSam, Lærernes Pension, MP Pension og JØP.
Disse selskaber er alle, ifølge Afrika Kontakt, blevet kontaktet og blevet præsenteret for rapporten før dens udgivelse, men kun Sampension har på baggrund af rapportens indhold, besluttet at trække deres investering i Vale, skriver Afrika Kontakt nu.
“Flere af de andre selsskaber, bl.a. PenSam og PensionDanmark vendte tilbage på vores henvendelse og sagde at de havde taget rapporten med til deres screeningspartner, og at de ville indgå i dialog med selskaberne. I Afrika Kontakt mener vi ikke at dialog er den enste vej frem for pensionsselskaberne. PenSam og PensionsDanmark mener at den bedste måde at få firmaerne til at agere mere ansvarligt er ved at bruge deres ejerskab aktivt – dvs. at opstille forslag og stemme på generalforsamlingerne. Dette er dog en utrolig langsommelig proces, som ofte fører ingen veje da pensionsselskaberne kun ejer en brøkdel af de selskaber som de har investeret i, og dermed har en utrolig lille stemme. Vi mener at den bedste måde at presse firmaerne til at agere ansvarligt er ved at gøre som SamPension har valgt at gøre, nemlig at trække deres investering. Vi bifalder SamPensions beslutning om at trække sig fra Vale, og vi opfordrer på det stærkeste de resterende pensionsselskaber til at gøre det samme,” skriver Sekretariatsleder i Afrika Kontakt, Morten Nielsen.
I 2018 har Sampension også udelukket Motorola, fordi de har leveret overvågningsudstyr til flere bosættelser i Palæstina, der er blevet opført på de ulovligt besatte områder.
“Vi vurderer, at dette er i strid med UN Guiding Principles. Hertil kommer overtrædelse af Sampensions politik på området, hvor selskabet vurderes at have en væsentlig negativ indflydelse på den sociale og økonomiske livssituation for mennesker i området eller virker eskalerende for en konflikt,” skriver Sampension på deres hjemmeside.