Konservativ bliver ny præsident i Colombia

duque
Iván Duque under en valgdebat.
Foto: Centro Democrático (arkiv/CC)
Laurits Holdt

Iván Duque fik søndag 54 procent af stemmerne i anden valgrunde i Colombias præsidentvalg.

Han repræsenterer landets konservative parti og bliver støttet af forhenværende præsident Alvaro Uribe, der er en af landets mest populære politikere.

Hans modstander var den venstreorienterede Gustavo Petro, som var borgmester i hovedstaden Bogota i to omgange. I 1980erne var han medlem af guerillabevægelsen M-19. Bevægelsen omdannede sig til et politisk parti.

Den kommende præsident har lovet, at ændre på fredsaftalen mellem Juan Manuel Santos’ regeringen og oprørsbevægelsen FARC, som blev indgået i 2016. Aftalen indbragte præsidenten Nobels fredspris.

Aftalen satte en stopper for den mere end 50 år lange væbnede konflikt mellem oprørsgruppen og regeringen men store dele af befolkningen er alligevel utilfredse med den. Det skyldes bl.a. at de tidligere oprører i manges øjne har fået for store indrømmelser.

Iván Duque vil bl.a. arbejde på, at ændre aftalen, så den nu tidligere oprørsbevægelse ikke skal være garanteret pladser i parlamentet men skal kæmpe om pladserne på lige fod med landets andre politiske partier

Han vil også indføre hårdere straffe for forbrydelser, der blev begået af oprørerne under den væbnede konflikt med regeringen.

Som det også er tilfældet i f.eks. USA stiller en præsidentkandidat op med en fast makker, der er vicepræsidentkandidat. Duques makker er Marta Lucía Ramirez, som bliver landets første kvindelige vicepræsident.