Sydafrikas 11 officielle sprog
- Afrikaans
- English
- Ndebele
- Northern Sotho
- Sotho
- SiSwati
- Tsonga
- Tswana
- Venda
- Xhosa
- Zulu
Det sydafrikanske band BCUC – en forkortelse for Bantu Continua Uhuru Consciousness – er et band med en mission. Med forsanger Jovi Nkosis ord:
“Vi ser os selv som en slags moderne frihedskæmpere, som skal fortælle verden Sowetos historie – fra fortiden, nutiden og fremtiden.”
Missionen handler om at give omverdenen – i høj grad os i den vestlige verden – et mere nuanceret billede af Afrika. Eller Sydafrika. For både i bandets pressemateriale og i løbet af et interview med Jovi Nkosi og backingsangerinden Kgomotso Mokone i timen før de skal på scenen på årets Roskilde Festival bliver “Afrika” og “Sydafrika” brugt parallelt.
Billedet de forsøger at gøre op med, er en collage af bl.a. dyr fra nationalparkerne, musik fra Ladysmith Black Mambazo (LINK) og heltebillede af Desmond Tutu og Nelson Mandela, som de mener udgør manges billede af Sydafrika.
Kgomotso Mokone, der er ved at lægge sin makeup, og Jovi Nkosi, der har taget en jakke på for at holde varmen, har ikke meget til overs for de to helteskikkelser, som de mener dyrkes for ukritisk.
“Mandelafamilien er millionærer og da Nelson Mandela levede var han jo mest fundraiser, for han kunne jo ikke holde en tale under at bede tilhørerne om at ‘støtte sagen’,” lyder det fra Jovi Nkosi.
Smeltediglen Soweto
Bandets medlemmer kommer alle fra Soweto, som oprindeligt var en forkortelse for “South Western Townships” – en by eller bydel, der siden sin grundlæggelse har huset mange af millionbyen Johannesburgs arbejdere og fattige.
Byen er en smeltedigel for kultur og sprog. Indbyggerne har rødder i alle hjørne af landet og fra nabolandene og det afspejles i sproget, som man møder her. Landets og regionens mange sprog og tilhørende slang mødes og smitter af på hinanden.
Sydafrika har 11 officielle sprog – en af de forandringer som blev gennemført ved afskaffelsen af det hvide mindretalsstyre apartheid.
Kgomotso Mokone taler tswana mens Jovi Nkosi taler xhosa som deres primære sprog. Som langt de fleste sydafrikanere jonglerer de uden at tænke over det med slang og mere reglementerede ord fra de forskellige sprog og i bandets sange optræder alle landets 11 officielle sprog.
Fattige men ikke vrede
BCUCs musik udspringer af hjembyen Soweto. De er inspireret af sangtraditionerne fra fængslerne, Sowetos “shebeens” – de små barer – og byens hostels, hvor arbejdere fra hele landet og de andre lande i det sydlige Afrika bor, mens de arbejder i og omkring storbyen Johannesburg.
I byens hostels, fængsler og shebeens møder man samfundets nederste lag – fattige arbejdere og arbejdsløse med meget ringe udsigter til at at klatre op af den sociale og økonomiske stige. Og det er her bandet finder sin inspiration, fortæller de to.
“Der er en rig mundtlig tradition de her steder, som ikke rigtig bliver anerkendt i dag. Der bliver fortalt mange historier ved hjælp af sange,” siger Kgomotso Mokone.
Band-medlemmerne kommer selv fra den fattige del af befolkningen og synger om det hårde liv, som størstedelen af Sowetos indbyggere lever.
“Men i modsætning til hvad mange måske forventer, så er vi ikke vrede. Vi laver ikke vred musik,” siger Jovi Nkosi.
Musikken er en fejring af Sydafrikas musiktraditioner og historie, som de er stolte af. De er også stolte af de relativt fredelige omvæltninger, der førte landet fra apartheid-systemet, hvor der var demokrati for det hvide mindretal, mens flertallet af befolkningen var mere eller mindre uden for indflydelse til nutidens system, hvor hele befolkningen har mulighed for at deltage i den demokratiske proces. Og i bandets musik hyldes den fredelige sameksistens mellem Sydafrikas mange befolkningsgrupper.
Don’t stop the music!
På scenen senere samme aften har den rolige og eftertænksomme Jovi Nkosi forvandlet sig til en en ung – og slank – udgave af den amerikanske soulsanger James Brown, som udnytter hele scenen til at gå, løbe og springe rundt mens han skiftevis synger og taler og nærmest afbryder sig selv med gentagne mantra-agtige udråb af ’don’t stop the music!’.
Meget passende er han iført træningsbukser og løbesko.
Bandets instrumentale rygrad består af tre trommeslagere og en bassist. To af musikerne supplerer med rap Jovi Nkosis angribende og legende men aldrig aggressive sang og ordstrøm mens bandets ene kvinde Kgomotso Mokone fra tid til anden træder fra rollen som backingsangerinde til kraftfuld førstestemme.
Musikken er en blanding af funk, soul og elementer af negro spirituals – sangtraditionen der udsprang af religiøse sange blandt slaverne i de amerikanske sydstater.
Hen mod slutningen af koncerten begynder Kgomotso Mokone at synge – nærmest messe – “ain’t no party like a Roskilde party” og publikum er straks med. Og da bandet går af scenen fortsætter den bølgende publikumsmasse med at synge, for at få et ekstranummer. Det får Jovi Nkosi til at løbe en tur mere ind på scenen men på festivalen er tidsplanen stram og koncerten er slut.
Bandet spillede også på festivalen i 2017 og imponerede festivalens verdensmusikbooker Peter Hvalkof i sådan en grad, at han inviterede dem tilbage i år. I 2017 var de endda handicappet af, at de havde mister deres instrumenter på vej til Roskilde og derfor måtte spille på lånt udstyr.
Læs mere om BCUC på Roskilde Festivals netsted
