Globalnyt mødte begge forfattere en mandag eftermiddag på festivalen før aftenens arrangement ”Retten til ordet” arrangeret af PEN. Forfatterne kommer fra forskellige kontinenter, men de har måske mere tilfælles, end man skulle tro.
Fakta og fiktion
Deres bøger er også meget forskellige, men de tager begge to afsæt i noget faktuelt og i virkelige hændelser, selvom bøgerne er fuldstændig fiktion. Måske er de faktuelle udgangspunkter ikke nødvendig viden for at kunne læse bøgerne?
Rodrigo Hasbún formulerer det meget præcist, da han siger, at han vil have at læserne skal opleve fiktion, fordi fiktion kan noget andet – den kan skrive indlevende om menneskers følelsesliv, noget han ikke mener andre udtryksformer formår.
Hasbún fortæller i interviewet med Globalnyt om sit udgangspunkt, og hvorfor bogen er blevet så meget ren fiktion, som tilfældet er:
”Det første jeg gjorde var at lave research om familien, men der er ikke meget at finde. Derfor overvejer jeg, hvordan jeg så skal gribe det an. Om jeg skulle interviewe medlemmer af familien? Egentlig var jeg mest interesseret i deres personlige liv, og valget af fiktion har mest noget at gøre med at have frihed som forfatter til at forstille mig, hvad der foregår i det enkelte menneske.”
Jeg afbryder Hasbún og spørger ham, om han ville have ønsket, at bogen var blevet mere dokumentarisk.
”Der var på et tidspunkt en bekendt af mig, som fortalte mig, at hun kendte Trixi (den ene af døtrene i familien) og spurgte, om hun skulle sætte mig i kontakt med Trixi. Jeg svarede hende: ’Lad mig tænke over det’. Men jeg havde ikke lyst til at tale med Trixi. Det kunne komplicere tingene for mit arbejde med bogen. Jeg ville risikere at såre Trixi’s følelser, hvis hun følte sig fremstillet forkert. Det gik op for mig, at jeg ikke var interesseret i en sandfærdig og biografisk fortælling om familien, men jeg var nysgerrig efter at undersøge de personlige forhold og deres indbyrdes relationer i familien”.
Agualusa glider helt af på spørgsmålet om forholdet mellem fakta og fiktion ved at sige, at hans bogs eneste faktuelle element er lejligheden, som hovedpersonen murer sig inde i.
Under aftenens arrangement kommer det imidlertid frem, at han faktisk selv har boet i netop den lejlighed. Agualusa fortæller også, at han har en personlig interesse i at undersøge, hvad det vil sige at lukke sig selv inde i en lejlighed, fordi han i sin tidligere profession som journalist overvejede det – på et tidpunkt hvor han følte sig truet af politiske årsager.
Trine Andersen, som er moderator på aftenens arrangement, spørger Agualusa om også hans aktuelle bog handler om borgerkrigen, hvortil han med et selvindlysende toneleje svarer, at det stadigvæk er umuligt at skrive noget i Luanda (Angolas hovedstad) og ignorere krigene i Angola. Selv hvis man skriver om andre emner, skriver man alligevel også om borgerkrigen. Trine Andersen følger op med at spørge om det også gælder, når han skriver poesi, og Agualusa konstaterer:
”Jeg ser ikke nogen adskillelse mellem poesi og fiktion. Jeg bruger meget poesi i mine romaner, og jeg er en ivrig læser af poesi. Jeg behøver at læse poesi for at skrive fiktion. Så jeg forstår ikke denne adskillelse. For mig er det det samme.”
Rodrigo Hasbún blander sig i samtalen om, hvad der driver forfatteren og fortæller om, hvordan han skriver, og hvad han skriver.
”Jeg har skrevet både noveller og romaner. Men jeg har også skrevet dagbøger igennem mindst 20 år. Nogle gange tror jeg, at jeg i virkeligheden er en dagbogsskriver, der indimellem også skriver romaner. Det er dér jeg for alvor føler mig som forfatter, fordi der ikke er nogen læser, ingen forventninger, der er ikke noget, kun mig selv og skrivningen og glæden, og hvad der ellers sker, når man skriver.”
Det der betyder mest for Rodrigo Hasbún er menneskers indre liv, deres tanker og følelser – mere end historiske øjeblikke og begivenheder.
”Jeg er interesseret i mennesker og at observere dem på nært hold, give dem opmærksomhed og få mulighed for at lære dem at kende. Hvordan de konfronterer sig med omgivelserne og forstår sig selv.”
Hasbún fortæller at mange af hans karakterer har, ligesom han selv har, en immigrantbaggrund. Derfor handler bøgerne om denne transnationale erfaring med at komme fra et sted og skulle finde sig til rette et andet sted under meget anderledes vilkår. Det handler om, hvad der sker med dem og hvilken funktion hukommelse har for dem.
Begge bøger udnytter de faktuelle udgangspunkter til at sige noget om virkeligheden, men det sker indenfor fiktionens rammer. De to forfattere er sprogligt set på lang afstand af virkeligheden, men de kommenterer begge virkeligheden eksplicit. Når det sker, er det som om tiden står stille og læseren må stoppe op og tænke efter. Det sker typisk i enkelte sætninger, når man som læser mindst venter det.
Glemslen som et tveægget sværd
Bøgerne berører hukommelse, erindring og glemsel på forskellige måder. Hos Agualusa er forholdet mellem at huske og glemme hele tiden meget aktivt til stede, og det er egentlig det, som er hans gennemgående tema. Både i Angola, hvor han er vokset op og har boet, og i Mozambique, hvor han nu er bosat, spiller glemsel en meget aktiv og væsentlig rolle. Han præciserer, at det har at gøre med selvstændigheds- og borgerkrige i de to lande.
“Selv mener jeg, at vi skal tale om, hvad der skete – og så kan vi senere glemme. Jeg har denne diskussion med min gode ven, den mozambiquiske forfatter Mia Couto, om forholdet mellem at glemme og huske. Meget ofte forsvarer Mia den modsatte holdning, at vi bliver nødt til at glemme, fordi der i Mozambique er et magisk element ved krigen. Det er meget anderledes i Angola. Mozambique er et meget mere ruralt land end Angola, hvorimod Angola er meget mere urbant. Det magiske element er meget stærkere i Mozambique. Mia Couto siger, at i Mozambique tror folk på, at hvis man taler om krigen, vil det vække dæmoner og derfor er det farligt. Men jeg er ikke enig. Jeg synes det er bedre at tale om, hvad der skete”.
I Agualusa’s bog spiller diskussionen om glemsel og hukommelse en markant rolle, men Agualusa giver ikke noget svar på spørgsmålet i sin bog. Han lader forskellige stemmer komme til orde, fordi han mener at forfatteren skal stille spørgsmålet, og ikke give svar.
Globalnyt spørger Agualusa om befolkningen i et mere urbant samfund har nemmere ved at forholde sig til krigen og tale om den.
”Jeg tror, at forskellige mennesker forholder sig til krigens vold og ondskab på forskellige måder. Volden i de to lande var også forskellig. I Angola var det en meget mere klassisk og traditionel krig, mens det i Mozambique var meget vildt. Guerillabevægelsen i Mozambique var fuldstændig vanvittig. En meget kaotisk bevægelse støttet af Sydafrika, og meget ondskabsfuld. Men alle krige er onde og dumme. Men måske, i Angola var krigen dog ikke så forfærdelig. Guerillaen var meget bedre organiseret med to modstandere og de store hære. Krigen var ondskabsfuld i begge land, men mere systematisk i Angola”
Ytringsfrihed og retten til ordet
Under aftenens arrangement blev de to forfattere spurgt om muligheder for forfattere og andre kunstnere for at udtrykke sig frit. Det var Dansk PEN, der var vært for aftenen, derfor handlede temaet ganske naturligt om ytringsfrihed.
”Magthaverne i Angola læser ikke bøger, derfor kan jeg skrive, hvad jeg vil. Jeg har ingen problemer. Men da jeg arbejdede som journalist for en del år siden, havde jeg store vanskeligheder.”
Hasbún følger op på, hvad Agualusa fortæller.
”Det er det samme for mig i Bolivia. Der er ingen som tager sig af, hvad en forfatter skriver i sine bøger.”
Spørgsmålet munder ud i en diskussion af læsekultur og adgang til bøger og litteratur, og de fortæller samstemmende, at situationen i begge lande er meget dårlig. Bøger er meget dyre, og der findes meget få biblioteker, og særlig fraværet af biblioteker opfatter de begge to som en stor mangel.
Implicit ligger der en anden stigmatisering gemt i aftenens samtale og eksplicit i denne artikels indledning – den antagelse, at de skulle repræsenterer forskellige kontinenter med hver deres karakteristika og kulturelle træk. Men også den forestillingen falder fra hinanden undervejs. De afviser begge to, at der skulle eksistere noget særligt afrikansk eller latinamerikansk, som binder lande på de respektive kontinenter sammen.
”Det eneste, de forskellige lande i Afrika har til fælles, er, at de er forskellige”, konkluderer Agualusa, og Hasbún betragter ham med et anerkendende blik, som ville han have sagt, at det også er hans holdning til den region, han selv kommer fra.