I årets første seks måneder har de amerikanske og mexicanske myndigheder sendt 96.216 migranter – herunder 24.189 kvinder og børn – tilbage til deres oprindelseslande i Centralamerika. Det er blandt andet resultatet af en hårdere kurs over for illegal migration i de to lande, og af at Mexico i samarbejde med USA har øget overvågningen af sit grænseområde mod syd. Det skriver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse.
Havde USA og Mexico håbet på, at de returnerede ville indse, at deres drøm om et liv mod nord er for vanskelig og risikabel at indfri, har de forregnet sig. Mange hjemsendte oplever, at det mislykkede forsøg på at migrere i sig selv har forstørret de problemer, de oprindeligt forsøgte at slippe for.
Det er der flere årsager til, skriver organisationen:
- For det første vender mange hjem til en fattigdom, der er endnu dybere, end den de forlod. For jo sværere det er at komme til USA, desto mere koster turen. Derfor har mange solgt deres ejendom for at finansiere rejsen, og nu er pengene tabt. Mange af dem ender uden tag over hovedet i samfund, hvor store dele af befolkningerne i forvejen lever i fattigdom.
- For det andet oplever mange at blive sendt direkte hjem til vold fra de bander, de forsøgte at flygte fra ved at rejse mod nord. De oplever trusler på livet – og de skal tages alvorligt, for mordrarten er tårnhøj i El Salvador er den f.eks. 60 per 100.000 – til sammenligning er tallet i Canada 1,68. Samtidig trues børn til at blive en del af banderne og tvinges til at medvirke til kriminalitet eller prostituere sig for at skaffe penge til banderne. For mange er den eneste mulighed at rejse igen.
- For det tredje oplever hjemsendte store problemer med at integrere sig i det lokale samfund. UNICEF ser hjemsendelser af halvstore børn, der har tilbragt deres mest formative år i USA, og som derfor har mere end svært ved at forstå de sociale normer og kulturen i deres oprindelseslande.
”Børnene befinder sig pludselig i en helt ny socioøkonomisk virkelighed. Det giver dem en oplevelse af ikke at høre til nogen steder,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør hos UNICEF Danmark.
En ond cirkel
Det er heller ikke usædvanligt, at hjemsendte familier oplever at blive stigmatiseret. Piger og kvinder fryses ud, fordi der er udbredte forestillinger om, at de har været tvunget til sex på ruten til USA. Samtidig oplever uheldige migranter, at blive set skævt til, fordi det ikke er lykkedes for dem at skabe et nyt liv i USA. I økonomier, der er dybt afhængige af de penge, som migranter sender hjem fra udlandet, er det ugleset at vende tomhændet hjem.
Kombinationen af endnu dybere fattigdom, tiltagende trusler om vold og socialt stigma betyder, at mange af migranterne er klar til at gøre endnu et forsøg på at migrere illegalt. En ond cirkel er startet. Selv migranter, der har mærket de hårdeste konsekvenser af USA og Mexicos strammere kurs på deres egen krop, ønsker at tage turen endnu en gang.
”Vi møder forældre, der har oplevet at blive tilbageholdt og skilt fra deres børn i månedsvis, og som alligevel er villige til at tage chancen igen. Stramningerne afskrækker dem ikke, de betyder blot, at rejsen bliver hårdere, dyrere og mere traumatiserende ikke mindst for børnene,” siger Line Grove Hermansen.