Paraguay flytter ambassade – vækker israelsk vrede

paraguay_flag
Paraguays flag. Fremover skal landets ambassade i Israel ligge i Tel Aviv - hvor den også lå indtil maj 2018.
Foto: Marcetw2 (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

Paraguay flytter sin ambassade i Israel fra Jerusalem til Tel Aviv, oplyser landets udenrigsminister i følge det israelske dagblad Haaretz.

I maj flyttede det sydamerikanske land ellers ambassaden fra Tel Aviv til Jerusalem men det vil landets nye regering nu ændre.

I december 2017 anerkendte USA Jerusalem som Israels hovedsted og præsident Donald Trump meddelte, at den amerikanske ambassade vil blive flyttet dertil fra Tel Aviv. Den blev officielt åbnet i maj 2018.

To lande, Paraguay og Guatemala, fulgte USA, hvilket blev set som en stor diplomatisk sejr for Israel.

Læs mere: Guatemala følger Trump: Flytter ambassade til Jerusalem (5.3.2018)

Flosset venskab

Da den tidligere præsident Horacio Cartes besøgte Israel i maj 2018 i forbindelse med åbningen af Paraguays Jerusalem-ambassade talte den israelske premierminister Benjamin Netanyahu om “det evige venskab” mellem de to lande, skriver Al Jazeera.

Venskabet er øjensynligt sat på pause, for den israelske regering har meddelt, at den vil lukke ambassaden i Paraguays hovedstad Asunción og hjemkalde sin ambassadør, skriver den israelske avis videre.

Tilfredsheden hos det palæstinensiske styre er omvendt proportionalt med den israelske og ifølge den palæstinensiske udenrigsminister Riyad al-Maliki vil der “øjeblikkeligt” blive etableret en palæstinensisk ambassade i Asunción.

Det vakte undren, da præsident Cartes besluttede ta flytte ambassaden og der var ifølge Al Jazeera spekulationer fremme om, at israel kunne have lokket med økonomiske incitamenter.

Hvad end årsagerne til beslutningen var, har den nye præsident Mario Abdo valgt at slå i bakgear, for at “medvirke til at intensivere den regionale diplomatiske indsats for omfattende, retfærdig og varig fred i Mellemøsten,” som udenrigsminister Luis Alberto Castiglioni ifølge flere internationale medier udtrykker det.

“Paraguay er et land af principper. Vi vil altid respektere international ret,” skriver præsident Abdo på Twitter.

Både israel og det palæstinensiske selvstyre anser Jerusalem som sin hovedstad og spørgsmålet er centralt i konflikten mellem de to parter.