Danmark giver 410 millioner til humanitære indsatser

zaatari_refugees_foreign_and_commonwealth_office
Over en tredjedel - 150 af 410 millioner kroner - går til syriske flygtninge.
Foto: Foreign and Commonwealth Office (CC/arkiv)
Forfatter billede

Lige nu er der tegn på, at en alvorlig sultkatastrofe er under opsejling i Yemen.

Derfor går en del af et dansk humanitært bidrag på 410 millioner kroner til det fattige og krigshærgede land, blandt andet med fokus på fødevarebistand.

Bevillingerne, der tages fra det humanitære budget på finansloven, omfatter blandt andet 130 millioner kroner til indsatser gennem UNICEF og danske humanitære organisationer i Yemen, hvor mere end 22 millioner mennesker har behov for humanitær bistand.

Foruden fødevarebistand støttes også vandforsyning og sanitet, uddannelse og psykosociale indsatser, med vægt på at nå især kvinder og børn, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Også i Afghanistan er fødevaresituationen kritisk, her dog grundet tørke, som kommer oven i den vedvarende konflikt, og som i de seneste uger har fordrevet næsten 300.000 fra deres hjem i det vestlige Afghanistan.

Danmark yder 20 millioner kroner til FN’s humanitære landefond for at understøtte den akutte respons.

Centralt at holde fokus på ofrene for de store kriser

Her er det helt centralt, at det internationale samfund fastholder et klart fokus på ofrene for de store kriser og konflikter verden over, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der befinder sig i New York.

”Antallet af fordrevne har aldrig været højere, og det rammer især nærområderne omkring de store konflikter – og dertil kommer alle de, som ikke har kunnet forlade deres hjem i konfliktramte områder, men som også er dybt afhængige af humanitær bistand. Danmark er en af verdens største humanitære donorer, målt i forhold til vores størrelse, og med nye humanitære bevillinger på mere end 400 millioner kroner står vi ved vores internationale ansvar,” siger Tørnæs i pressemeddelelsen.

Fokus på flygtninge

Foruden bidrag til Yemen og Afghanistan yder Danmark 40 millioner kroner til indsatser i Sydsudan, hvor der netop er indgået en ny fredsaftale. Det vil forhåbentlig bedre mulighederne for at nå de 7 millioner mennesker, der har massivt behov for nødhjælp efter en lang periode, hvor konflikten i landet er blevet stadigt mere intens. Bevillingerne går dels til den Internationale Røde Kors Komite, dels til FN’s humanitære landefond.

Den Internationale Røde Kors Komite modtager derudover 20 millioner kroner til organisationens arbejde i Libyen. Her er fokus både på nødlidende i den igangværende konflikt, men også de mange flygtninge og migranter, der er nået til Libyen og nu lever under forfærdelige vilkår i detentionscentre

Endelig er danske humanitære organisationer modtagere af store bevillinger til støtte for deres indsats i og omkring Syrien samt Rakhine-delstaten i Myanmar, hvortil der er afsat henholdsvis 150 millioner kroner og 50 millioner kroner. I begge regioner er der tale om støtte til generel nødhjælp, forbedret indkvartering, styrket adgang til sundhed, ernæring og vand, psykosocial bistand m.v., med gennemgående fokus på særligt sårbare grupper, herunder kvinder og børn.