Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
Den danske offentlighed har adgang til masser af tal og detaljer om den danske udviklingsbistand til lande som Somalia og Tanzania, internationale FN-organisationer og danske civilsamfundsorganisationer. Det sørger finanslovsforslag og Udenrigsministeriets side Open Aid for.
Anderledes ser det ud med de tal og udgifter, der ligger til grund for de milliarder af kroner, der de seneste år er brugt af udviklingsbistanden til at finansiere flygtningemodtagelse i Danmark. Det er ikke småpenge, det drejer sig om: Alene i de fire forgange år, 2014-2017, er der brugt 7,7 milliarder kroner til formålet. Alligevel er det småt med offentligt tilgængelige oplysninger om disse udgifter.
Der har ellers været masser af snak om netop disse udgifter de seneste år. Så sent som i juni 2017 kritiserede Statsrevisorerne, at ”der ikke er samme åbenhed om de flygtningerelaterede udgifter, som der er om Udenrigsministeriets udviklingsbistand.” Den lader vi lige stå lidt. For det er jo paradoksalt og grænsende til det komiske, at statsrevisorerne ligefrem fremhæver informationerne om dansk bistand i fjerne dele af verden som langt bedre end om den bistand, der bruges inden for landets grænser.
En halv milliard ekstra til flygtningemodtagelse
Spørgsmålet har også været oppe at vende i forbindelse med, at landene i Udviklingskomiteen (DAC) i den vestlige verdens samarbejdsorganisation (OECD) sidste år blev enige om mere klare regler for (mis)brugen af udviklingsbistand til at finansiere flygtningemodtagelse. Og det kom igen op, da regeringen – via Finansministeriet – i august meldte ud om, hvordan Danmark agter at fortolke de nye regler.
Til stort set alles forbløffelse resulterede den øvelse i, at Danmark i årene 2017-19 vil bruge op imod en halv milliard ekstra af udviklingsbistanden i Danmark til flygtninge!
Men alt det her gjorde, at jeg, da jeg gik i gang med at analysere Forslag til Finanslov for 2019 (FFL19), var ret sikker på, at der nu endelig ville være klare og tydelige oplysninger tilgængelige om, hvad det er, millionerne og milliarderne til flygtningemodtagelse i Danmark egentlig bliver brugt til.
Men nej. Jeg har gennemtrawlet det godt 180 sider lange kapitel 6 af FFL19, der dækker Udenrigsministeriet. Her er der som nævnt masser af tal og oplysninger om den klassiske danske udviklingsbistand. Om flygtningeudgifter oplyses det blot, at der ventes brugt 494,1 millioner kroner på flygtningemodtagelse i Danmark i 2019, og at tallet er baseret på et skøn om, at der vil komme 4.000 asylansøgere. Men intet om, hvad de næsten 500 millioner kroner skal bruges til.
Det er fordi, udgifterne afholdes af andre ministerier, får jeg at vide i Udenrigsministeriet. Det kan jeg i øvrigt også læse mig til i Statsrevisorernes rapport og i august-redegørelsen fra Finansministeriet. Det drejer sig om hele 5 ministerier:
- Udlændinge- og Integrationsministeriet
- Børne- og Socialministeriet
- Sundheds- og Ældreministeriet
- Beskæftigelsesministeriet
- Undervisningsministeriet
Tallene må jo så være at finde i finanslovsforslagene for de respektive fem ministerier, tænkte jeg, men også her var svaret nej. Jeg har i hvert fald intet kunnet finde om spørgsmålet i Udlændinge- og Integrationsministeriets lange bidrag til FFL19. Så jeg spurgte ministeriet om deres tal, og hvordan de når frem til det, men kunne kun få oplyst ministeriets samlede tal.
Ikke én krone mere end de 0,7 procent
I et svar til Folketingets Udenrigsudvalg dateret 26. september 2018 – på et spørgsmål stillet 3. november 2017 (sic) – kommer der lidt flere detaljer frem. Her redegøres for konsekvenserne af regeringens tolkning af de nye DAC-regler for 2018.
For Udlændinge- og Integrationsministeriet, der bruger langt den største del af beløbet, er konsekvenserne pindet ud på enkeltposter. For de øvrige fire ministerier oplyses kun de samlede tal.
Sjovt nok medfører de nye DAC-regler, at Udlændinge- og Integrationsministeriet kan finansiere en mindre del af sine flygtningeudgifter med udviklingsbistand. De øvrige fire ministerier, som altså ikke giver så detaljerede oplysninger, kan alle sammen øge deres træk på udviklingsbistanden. Hvordan og til hvad, får vi ikke at vide.
Er alt det her ikke bare ligegyldigt talnørderi? Som Christian Juhl fra Enhedslisten retorisk spurgte ved samråd om sagen 20. september 2018, og hvor han også selv svarede:
”Det er hard core-politik.”
Det er det, fordi regeringen har besluttet, at Danmark ikke skal yde én krone mere end lige præcis 0,7 procent af vores rigdom i udviklingsbistand. Det betyder, at for hver ekstra krone, politikerne kan tage af udviklingsbistanden til at finansiere flygtningeudgifter i Danmark, bliver der en krone mindre til verdens fattige.
Det er et politisk valg, man kan være uenig eller enig i. Til gengæld er det helt i hegnet, at regeringen i et demokratisk land stadig kan slippe af sted med det, statsrevisorerne for mere end et år siden kritiserede: at ”der ikke er samme åbenhed om de flygtningerelaterede udgifter, som der er om Udenrigsministeriets udviklingsbistand.”
