Den første ansøgning fra Kina til Den Grønne Klimafond var på bordet ved bestyrelsesmødet i weekenden.
Projektet blev afvist, da den amerikanske repræsentant valgte at nedlægge veto mod et lån på 100 millioner dollar. Pengene skulle gå til et grønt initiativ i provinsen Shandong.
Det skriver Climate Home News mandag.
Et congolesisk medlem af bestyrelsen, Tosi Mpanu Mpanu, fortalte til klimasitet, at amerikanernes modstand skyldes uengihederne om handel.
“Hvis du vil have en virkning og en transformativ rolle, kan du ikke gøre det bedre (end Shandong-projektet, red.), men det blev alligevel blokeret af USA”, lød det fra congoleseren, ifølge Climate Home News.
Glæde over godkendelser
Der var til gengæld stor tilfredshed med, at fonden nu fik uddelt over 1 milliard til projekter i udviklingslande på hele kloden.
“Den Grønne Klimafond leverer. Vi har godkendt over 1 milliard dollar til finansiering af tilpasning og reduktion af klimabelastningen i udviklingslande, herunder mange af de mindst udviklede lande”, siger Karma Tsering, bestyrelsesmedlem i fonden fra Bhutan.
“Som nation tilhørende de mindst udviklede lande, har vi behov for, at Den Grønne Klimafond fungerer, da vi er blandt de mest skrøbelige overfor klimaforandringer og har brug for støtte til at tage os af konsekvenserne”, fortsætter han.
Den grønne tænketank, World Resources Institute, glæder sig ligeledes over, at det seneste møde var frugtbart, men peger på vigtige emner, der skal tages hånd om snarest.
“Flere vigtige beslutninger – herunder en afstemningsprocedure – er imidlertid stadig ikke afgjort og det haster med at tage vare på dem. En demonstration af, at Den Grønne Klimafond fortsat kan støtte udviklingslande er afgørende for et godt resultat ved de vigtige klimaforhandlinger i Katowice til december”, siger Leonardo Martinez-Diaz fra WRI. ‘
COP24 under FN’s Konvention om Klimaforandringer afholdes sidst på året i den polske by Katowice.