Orkanen Walaka tog en bid af USA med sig, da den hærgede i starten af oktober. Den lille ø East Island, som hører med til Hawaii, var forsvundet, da de voldsomme vindstød var faldet til ro.
Det har forskere nu bekræftet, skriver The Guardian.
“Øen var sandsynligvis et eller to tusinde år gammel og vi var der i juli, så at den er tabt nu er ret uheldigt”, siger Chip Fletcher fra University of Hawaii til den britiske avis.
“Jeg troede, at øen ville bestå i et årti eller to mere, men det er meget mere skrøbeligt end vi havde forestillet os”, fortsætter han.
Der er tale om en lille ø, som var ca. 800 meter lang og 120 meter bred.
Trods den lille størrelse har øen været vigtig for dyrelivet, bl.a. sæler, havskildpadder og albatrosser.
“Budskabet, som man kan tage med hjem er, at klimaforandringer er virkelige, og de foregår lige nu”; siger Randi Kosaki, en forsker ved NOAA, ifølge The Guardian til en lokal avis.
“Det er ikke et svindelnummer skabt i Kina, som nogle personer siger”, tilføjer han.
Klimaforandringer får indlandsisen til at smelte og dermed vandstanden i verdenshavene til at stige, konkluderer eksperter. Samtidigt bliver temperaturen i oceanerne højere, og dermed får orkaner og storme mere kraft.