Samme uge som Danmark blev valgt ind i FN’s menneskerettighedsråd fortsatte forhandlingerne i rådet om en bindende traktat for menneskerettigheder og transnationale virksomheder.
Traktaten skal gøre det muligt at holde store transnationale virksomheder ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i hele virksomhedens værdikæde, hvilket ikke kan lade sig gøre under eksisterende lovgivning.
Gennem brugen af datterselskaber og underleverandører kan virksomhederne fralægge sig ethvert juridisk ansvar for forurening af miljø, børnearbejde eller livstruende arbejdsforhold. Traktaten skal således udfylde et juridisk tomrum, hvor de transnationale virksomheder i årevis er sluppet af sted med grove menneskerettighedskrænkelser. Hvem kan være imod en sådan traktat? Svaret er: Danmark.
Danmark og EU modarbejder traktaten
På et samråd en uge før forhandlingerne kunne Anders Samuelsen berette, at Danmark ville observere, men ikke engagere sig i forhandlingerne. Ifølge Samuelsen tilslutter Danmark sig EU’s fælles position, der modarbejder processen af to årsager:
1) EU og Samuelsen argumenterer for, at FN’s retningslinjer for virksomheder og menneskerettigheder (United Nations Guiding Principles) er den bedste måde til at undgå krænkelser af menneskerettigheder, og at processen om bindende lovgivning kan demotivere virksomheders arbejde med at leve op til retningslinjerne. Hvorfor virksomhederne ikke både kan arbejde for at leve op til FN’s retningslinjer og samtidig stå juridisk til ansvar, når retningslinjerne brydes, er uklart. Argumentet synes desuden tomt med tanke på, at årtier med CSR og ’etiske retningslinjer’ for virksomheder ikke har forhindret grove menneskerettighedskrænkelser.
Tag f.eks. det brasilianske mineselskab Vale, hvis minedrift ødelægger lokalbefolkningers levegrundlag i Mozambique ved at tvangsforflytte dem til ufrugtbar jord og forurene drikkevandet. Private virksomheders formål er at skabe profit, og de talrige eksempler på menneskerettighedskrænkelser viser, at frivillige retningslinjer ikke forhindrer profitmaksimeringen i at få fatale konsekvenser for mennesker og miljø. Derfor er det nødvendigt at regulere virksomhedernes aktiviteter gennem hård lovgivning frem for frivillige retningslinjer.
2) For det andet mener EU og Samuelsen, at traktaten bør dække alle virksomheder frem for kun transnationale virksomheder. Ifølge EU er det ‘diskriminerende’ at kun transnationale virksomheder kan dømmes. Hermed menes der, at traktaten stiller transnationale virksomheder bedre end nationale.
I Afrika Kontakt mener vi derimod, at traktaten adresserer et juridisk vakuum og derfor ikke er diskriminerende men ligestillende. Det synspunkt blev bakket op af juridiske eksperter under forhandlingerne i Genève i sidste uge. Også de mener, at traktaten vil dække et hul i nuværende international lovgivning, fordi stater allerede er forpligtede til at regulere nationale virksomheder, mens transnationale vírksomheder helt kan undgå juridiske konsekvenser ved deres aktiviteter.
EU bruger desuden det begrænsede omfang som argument mod hele traktaten, på trods af at der under forhandlingerne faktisk bliver forhandlet om, hvilke virksomheder traktaten skal dække. Traktatens endelige rækkevidde er altså endnu ikke fastlagt, men EU afviser totalt at deltage konstruktivt.
EU’s dobbelte agenda
I stedet for at deltage aktivt i forhandlingerne, havde Danmark og EU travlt med andre aktiviteter. Fredag indgik EU en investeringsaftale med Singapore, der tildeler transnationale virksomheder rettigheder, gennem etableringen af en investeringsdomstol. Ved denne domstol kan transnationale virksomheder anlægge sag imod nationalstater, hvis virksomhederne finder, at staten har indført lovgivning, der strider imod de rettigheder, virksomheden har fået i investeringsaftalen.
Det er bl.a. erstatningskrav i milliardklassen for demokratisk vedtaget lovgivning, der begrænser virksomhedernes profit. Vel at mærke uden at staterne tilsvarende kan sagsøge transnationale virksomheder, hvis de krænker menneskerettigheder eller forurener miljøet.
EU og Danmark er desuden primus motor i forhandlingerne om at implementere samme mekanisme på globalt plan gennem forhandlingerne om en multilateral investeringsdomstol (MIC), der fortsætter i Wien i slutningen af oktober.
EU’s prioriteringer er tydelige. Virksomheders ’rettigheder’ skal sikres gennem hård lovgivning, mens menneskerettigheder må håndhæves med retningslinjer og hensigtserklæringer.
Forhandlingerne fortsætter
Trods EU og Danmarks manglende engagement fortsætter forhandlingerne om en bindende traktat for transnationale virksomheder og menneskerettigheder. I Afrika Kontakt vil vi fortsætte med at lægge pres på regeringen. Vi vil kæmpe for, at Danmark som nyligt medlem af menneskerettighedsrådet bliver et foregangsland i kampen for menneskerettigheder, når næste forhandlingsrunde finder sted i oktober 2019.
Johan Aagaard Hagemann og Ina Nyrup Clausen er aktivister i Afrika Kontakts handelsgruppe. Debatindlægget er et udtryk for debattørernes egne holdninger.
