De seneste uger har situationen for de internationale NGO’er i Burundi været usikker, siden regeringen meget pludseligt inddrog licensen for et stort antal organisationer. Regeringen udsendte – via sit nationale sikkerhedsråd – blot en meddelelse om, at 130 NGO’er i landet var blevet suspenderet for en tre måneders periode.
Dette er endnu én i rækken af hændelser, hvor civilsamfundets råderum i landet er blevet stærkt indskrænket. I forbindelse med en forfatningsafstemning i Burundi i maj 2018, var det eksempelvis forbudt at forsamles offentligt og føre kampagne. Forfatningsafstemningens resultat giver præsident Pierre Nkurunziza mulighed for at genopstille til embedet frem til 2034.
Restriktiv lovgivning
Den officielle forklaring på suspenderingen er, at organisationerne ikke overholder lovgivningen om en etnisk fordeling på 60% hutu og 40% tutsi blandt de ansatte. Denne fordeling er en konsekvens af en sindrig magtfordeling, som siden 2005 har sikret en relativ fred og balance i landet, som tidligere har været præget af interne stridigheder og konflikt mellem disse etniske grupperinger.
Internationale NGO’er i Burundi er underlagt en relativt restriktiv lovgivning fra januar 2017, som blandt andet indebærer en tæt kontrol af økonomien, nye administrative afgifter og ovennævnte krav til etnisk fordeling blandt medarbejdere.
Den aktuelle suspendering har midlertidigt lukket de fleste NGO-kontorer og -aktiviteter i Burundi. De fleste organisationer arbejder i skrivende stund på at fremskaffe dokumentation for at få tilladelse til at genoptage arbejdet for Burundis befolkning, som er blandt de absolut fattigste i verden.
Imens kan man analysere på de mulige forklaringer på det voldsomme indgreb. Som nævnt ønsker regeringen at sikre, at den gældende fordelingsnøgle for antallet af hutuer og tutsier blandt medarbejdere i NGOer fastholdes i henhold til lovgivningen. Man frygter muligvis, at hutuer ikke tilgodeses tilstrækkeligt, og regeringen vil potentielt kunne styrke kontrollen og indflydelsen gennem øget andel af hutuer. Etnicitet er et følsomt emne i Burundi (og hele regionen), men ikke desto mindre opleves der nu et øget fokus på etnicitet.
Det er tænkeligt, at regeringen ønsker at have mere kontrol over organisationernes budgetter, ligesom der kan blive tale om restriktioner i forhold til brug af pengene. Man ønsker ligeledes at hæve indkomstskatten, men det er uklart hvor meget. Det synes dog at være et forsøg på at få NGO’ernes budgetter til at bidrage mere til regeringens aktiviteter.
Man vil også sikre, at organisationerne har skriftlige samarbejdsaftaler med relevante ministerier, og sikre at de anvender godkendte burundiske banker i forbindelse med pengetransaktioner eller udbetaler lønninger i fremmed valuta.
Endelig søger regeringen formentlig at få større kontrol med bestemte NGO’er, eksempelvis organisationer, der kritiserer regeringen for at overtræde eller ignorere menneskerettighederne. Der er særligt fokus på organisationer, der forsvarer LGBT-rettigheder, idet disse anses som værende i modstrid med burundisk lov.
Regeringen kan ikke dække basale behov
Siden den seneste store krise i Burundi i 2015, hvor præsident Nkurunziza stillede op til sin tredje valgperiode, har Burundi befundet sig i en ustabil politisk situation. Nkurunziza er præsident – om end der sættes spørgsmål ved, hvor legitimt hans embede er – og senest i maj 2018 blev forfatningen ændret således, at han selv har mulighed for at genopstille frem til 2034.
I september 2018 advarede FN’s undersøgere i landet om, at der fortsat foregår forbrydelser mod menneskeheden og seriøse menneskerettighedskrænkelser. Der er også kritik af præsident Nkurunzizas offentlige hate speeches, som opfordrer til had og vold.
Problemerne i Burundi rækker langt ud over den seneste suspendering af internationale NGO’er, men det hele skal ses i et samlet billede af politisk kontrol, indskrænket råderum for civilsamfundet, øget etnisk opmærksomhed og ekstrem fattigdom. Efter de seneste års politisk ustabilitet er NGO’erne blandt de få, der trækker ressourcer ind i landet til en befolkning, som er plaget af sult, konflikt og dyb fattigdom. Regeringen kan ikke dække befolkningens behov for de mest basale serviceydelser, hvorfor NGO’er spiller en afgørende rolle inden for fx sundhed, uddannelse og fødevaresikkerhed.
Burundi regnes blandt de fem fattigste lande i verden, og det er desværre derfor ikke svært at gætte, hvorfor situationen ikke har fået megen international opmærksomhed. De udenlandske interesser i landet er ganske få. Ikke desto mindre er der en befolkning, som må leve med de ulykkelige konsekvenser af årtiers konflikt, politisk kontrol, menneskerettighedskrænkelser, kronisk sult og dyb fattigdom. Og en global tendens, som nu også i Burundi er ganske tydelig – at civilsamfundet er under pres i mange dele af verden.
Følger man situationen i Burundi, vil det blive særlig interessant at se, om alle NGO’er kan opretholde deres licens til at arbejde, samt hvilke vilkår, det vil kunne foregå under. Hvis man bekymrer sig om civilsamfundets rettigheder og råderum, er Burundi i hvert fald værd at holde et vågent øje med.
Signe Lund Christensen er kommunikationschef i ADRA Danmark