Jytte Blatt Laursen
Jytte Blatt Laursen har lang erfaring med international økonomi og handel samt udviklingsbistand fra sit arbejde som økonom i Verdensbanken, Udenrigsministeriet og private konsulentfirmaer. Hun har grundigt kendskab til mange lande i Afrika og har bl.a. været udstationeret til Tanzania og Zambia. Hun arbejder i dag som økonomisk rådgiver og er censor på Center for Afrikastudier i København.
En rapport fra Afrika Kontakt, Big Business på Bistand, har givet anledning til starten på en debat om IFU – både IFUs investeringsprofil og hvilke resultater, der opnås af investeringerne. En debat, der er tiltrængt i Danmark, hvor udviklingsstrategien fra 2015 giver IFU en central rolle.
Læs også IFU: Kraftværker i Afrika er ikke drevet af kul
Læs også IFU – får vi nok udvikling for pengene?
Og det rammer lige ned i en større international debat om blandet finansiering, hvor erfaringerne indtil videre tyder på, at man endnu ikke har fundet en enkelt løsning på at nå verdensmålene. I Danmark administreres en række fonde af IFU, der blander udviklingsmidler (finansieret af statskassen) med privat kapital fra pensionskasser og IFUs egne midler.
Det giver selvfølgelig midler til langt flere og/eller større investeringer og det er uomtvisteligt at behovet for finansiering af bæredygtig udvikling langt overstiger den samlede udviklingsbistand. Så langt, så godt – men giver investeringerne faktisk de forventede resultater, i form af bæredygtig udvikling? Netop det kan være svært at vurdere og måske er der behov for også her at se på, om der findes alternativer med endnu større effekt.
Finansiering af energi
IFU investerer ikke i kulkraftværker som tidligere omtalt, men snarere i f.eks. et dieseldrevet kraftværk i Mali. Jeg beklager fejlen, men det ændrer faktisk ikke ved argumenterne mod denne type investering. Der er ingen tvivl om, at der er afgørende mangel på energi i de fleste udviklingslande – både i de fattigere udviklingslande og i de noget mere velhavende mellem-indkomstlande.
Der er heller ikke nogen tvivl om, at der er behov for massive investeringer i energi for at nå verdensmålet om adgang til elektricitet for alle og at det er nødvendigt at tiltrække privat kapital til investeringer i energiforsyningen i mange lande. Men det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvilken type energi, der investeres i.
At imødegå klimaforandringerne, stiller store krav til investeringer i energiforsyningen – og det synes ikke længere ambitiøst nok, at investeringerne medvirker til en reduktion af CO2.
Der er jo fortsat tale om investeringer i fossile brændstoffer, der fortsat vil udlede CO2 og belaste klimaet – uagtet at der anvendes en moderne og effektiv teknologi med mindre CO2 -udledning end med en ældre teknologi og/eller dieseldrevne generatorer i de bedre stillede virksomheder.
Og selvom mange lande i dag anvender fossile brændstoffer som ’base load’ (dvs. til at dække, når alternativer som sol og vind ikke genererer energi), er det jo langt fra et solidt argument for at investere i kraftværker drevet af fossile brændstoffer.
Man kunne spørge om det ikke var muligt allerede i dag at øge investeringerne i alternativ energi, såsom sol og vind, som Klimafonden via IFU jo allerede investerer i. Hertil kommer, at investeringerne typisk har en levetid på 20-30 år og det er vel ikke særlig ambitiøst på klimaets vegne at låse sig fast på brug af fossile brændstoffer så langt ud i fremtiden. Og nok skal kraftværkerne i Benin forberedes til gas og erstatte diesel – når gassen bliver tilgængelig om et par år. Men måske er naturgas, der jo også belaster klimaet, ikke den bedste kilde til energi.
Som IFU noterer, er det et dilemma – men det er jo ikke oplagt, at der ikke allerede i dag kan findes alternative investeringer i energiforsyningen, der belaster klimaet betydeligt mindre. Med andre ord bør dilemmaet, dvs. investeringer i energi, baseres på grundige analyser af mulige investeringer i andre energiformer og de udviklingsresultater, der kan forventes. I det tilgængelige materiale ses sådanne analyser desværre ikke – og derfor er der fortsat mange relevante spørgsmål.
Landbrugsfonden – mål og midler
Det er korrekt, at formålet med landbrugsfonden er at bidrage til bæredygtig økonomisk vækst ved at investere i bæredygtig landbrugsproduktion, fødevareforarbejdning og relaterede industrier, baseret på dansk teknologi og know-how. Det er således ikke korrekt, at landbrugsfondens formål er at støtte små og mellemstore landbrug – og den fejl beklages naturligvis.
Det ændrer dog ikke ved kritikken af fondens investeringer i massive landbrug, som f.eks. store svinefarme i Kina og kunstgødning i Indien. Som IFU selv nævner, skal små landbrug inddrages i investeringerne for at opnå positive resultater og mest mulig udvikling for pengene. Spørgsmålet er derfor om landbrugsfondens investeringer er det bedste alternativ til at opnå det ønskede formål. F.eks. anerkendes det, at et af projekterne i Kina uddeler gylle til 4.000 småproducenter – men det er uklart, hvilke udviklingsresultater og hvilken klimabelastning, dette medfører. Samtidig er det langt fra klart, at investeringer i industriel svineproduktion giver gode udviklingsresultater og medfører bæredygtig landbrugsproduktion.
Måske kan man opnå bedre udviklingseffekt og mere bæredygtig landbrugsproduktion ved at investere direkte i lokale samfund og små landbrugsproducenter. Så det er ikke et spørgsmål om størrelsen af virksomhed, der investeres i – det er et spørgsmål om, hvilken type investering, der giver størst mulig udviklingseffekt.
Om det er foreneligt med anvendelse af dansk teknologi og om der genereres tilstrækkeligt store afkast til at tiltrække privat kapital fra pensionskasserne er måske mindre oplagt. Under alle omstændigheder bør sådanne investeringer naturligvis vurderes på samme måde som alle andre investeringer – og det betyder, at der skal foretages analyser af mulige alternativer samt sandsynliggøres, at de forventede udviklingsresultater faktisk opnås.
Som omtalt er det meget positivt, at debatten nu er påbegyndt også i Danmark. Og som IFU nævner, er der stor enighed om de ultimative mål. Men der er mange spørgsmål, om IFUs og fondenes investeringer giver de bedst mulige udviklingsresultater.
Det er ikke blevet sandsynliggjort – hverken i Danmark eller internationalt – at den nyere finansieringsform med blanding af udviklingsbistand og privat kapital er den gyldne løsning på verdens klima- og udviklingsproblemer.
For nok medfører blandede investeringsfonde naturligvis, at de samlede investeringer i udviklingslandene øges. Men de rent kommercielle investeringer er faktisk også steget kraftigt. Og der findes jo adskillige danske kommercielle fonde og firmaer, der investerer i udviklingslandene, også uden subsidier fra IFU og udviklingsbistanden.
Det afgørende for investeringer med offentlige midler under udviklingsbistanden er selvfølgelig, at der opnås størst mulige udviklingsresultater for pengene. For at sandsynliggøre det, må man have en grundig analyse af mulige alternativer og analyserne skal se på alle de forventede udviklingseffekter, også de negative.
For at man kan vurdere blandet finansiering, investeringer og de opnåede resultater, kræves transparens i både prioriteringer og forvaltningen af midlerne og derfor større gennemsigtighed i IFU. Jeg ser frem til den fortsatte diskussion om, hvordan vi kan opnå mest udvikling for pengene.
