En 27-årig amerikansk mand blev tidligere i november dræbt af indbyggerne på øen North Sentinel Island, som er en del af den indiske øgruppe Andamanerne og Nicobarerne.
Ifølge den indiske avis India Today drejer det sig om John Allan Chau, som angiveligt skulle være eventyrer og kristen missionær og have til hensigt at omvende øens indbyggere.
Han kom til øgruppen 16. oktober og fik efter nogen tid overtalt nogle lokale fiskere til at sejle ham til North Sentinel Island den 14. november. Her satte de ham i land ved et skovområde men gik ikke selv med ind på øen, hvilket også er ulovligt.
Fiskerene så drabet
Fiskerne fortæller ifølge avisen, at de senere overværede Chau blev dræbt med pile på stranden og at de så medlemmer af stammen, der bor på øen, begrave hans krop i sandet.
Fiskerne er nu blevet anholdt af det lokale politi. Visse af øerne i Andamanerne er beskyttede områder, hvor oprindelige folk lever næsten uden kontakt til den omliggende verden. Derfor er det forbudt at besøge dem.
Myndighederne betragter sagen som et drab og oplyser, at området er blevet besigtiget fra luften. Politiet har dog ikke været på øen og tidligere har medlemmer af stammen beskudt helikoptere fra myndighederne med pile, så det er tvivlsomt om liget bliver bjærget.
Ifølge India Today kan medlemmerne af stammen ikke sigtes for drabet, da de beskyttede folk har særstatus i Indien. Efter indisk lov er det endda forbudt at publicere billeder af øens befolkning, skriver avisen.
Befolkning på 50 til 100 personer
Ved folketællingen i 2011 blev der fra luften registreret 15 personer på North Sentinel Island – 12 mænd og tre kvinder – og der menes i alt at være mellem 50 og 100 medlemmer af befolkningsgruppen. Folket kaldes sentinelesere efter øens navn.
Organisationen Survival International, der kæmper for oprindelige folks rettigheder, kritiserer de indiske myndigheder for ikke at gøre nok, for at beskytte sentineleserne.
De har levet isoleret i tusinder af år og der er derfor risiko for at sygdomme som influenza eller mæslinger kan koste hele befolkningen livet.
“Sentineleserne har gang på gang vist at de vil være i fred og det skal respekteres. Den britiske koloni-besættelse af Andamanerne decimerede stammerne, der levede der og udslettede tusinder af stammefolk, så kun en lille brøkdel af befolkningen i dag er tilbage. Derfor er sentinelesernes frygt for fremmede meget forståelig,” siger organisationens direktør Stephen Corry som en reaktion på nyheden om drabet på John Allan Chau.
“Ikke-kontaktede folk skal have deres områder ordentligt beskyttet. De er de mest udsatte folk på vores planet. Hele befolkninger bliver udslettet med vold af udefrakommende, som stjæler deres land og ressourcer og af sygdomme som influenza og mæslinger, som de ikke har nogen modstand imod.” Han fortsætter:
“Stammer som sentineleserne står overfor en katastrofe, hvis ikke deres land bliver beskyttet. Jeg håber at denne tragedie bliver en øjenåbner for de indiske myndigheder,” siger han videre.