Den amerikanske ambassade i Somalias hovedstad Mogadishu blev lukket i januar 1991, efter at borgerkrigen i landet var taget til i styrke.
Personalet skulle efter planen forlade Mogadishu med fly umiddelbart efter nytår. Men landets regering var mere eller mindre kollapset, og hovedstaden henlå i kaos. Derfor blev de fløjet ud med militærhelikoptere til en amerikansk flådefartøj i farvandet ud for Somalia.
Mange andre lande var i samme situation som USA, og ambassadører og andet personale fra en række landes ambassader samt nogle andre civile samledes på den amerikanske ambassade, hvorfra de blev fløjet i sikkerhed.
Blandt de evakuerede var ambassadører fra Sovjetunionen, Sudan, Kenya, Nigeria, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater og Storbritannien. I alt blev 281 personer fløjet ud.
Nu 14 ambassader i Somalia
Men søndag den 2. december sluttede USA sig til en kreds på nu 14 lande, der har ambassader i Somalia. Tidligere blev funktionen varetaget fra ambassaden i Kenya, på samme måde som Danmark og en lang række andre lande gør det.
Følgende lande har ambassader i Somalia: Djibouti, Etiopien, Forenede Arabiske Emirater, Iran, Kenya, Kina, Libyen, Qatar, Storbritannien, Sudan, Tyrkiet, Uganda, USA og Yemen.
Canada, Egypten, Kuwait, Pakistan og Sydkorea har planer om at åben ambassader i den somaliske hovedstad.
Slaget i Mogadishu
I december 1992 sendte daværende præsident George Bush Sr. amerikanske soldater tilbage til Mogadishu for at hjælpe FN-soldaterne, der forsøgte at skabe nok orden til, at der kunne bringes nødhjælp ind. Landets stod på det tidspunkt uden regering og centraladministration, og en broget flok af krigsherrer kontrollerede forskellige dele af landet.
Efterfølgeren på præsidentposten, Bill Clinton, som tog over i 1993, fortsatte indsatsen som blev ved indtil oktober 1993, hvor amerikanske specieltropper endte i en to dage lang kamp med militssoldater i Mogadishus gader.
19 amerikanske soldater mistede livet, og to helikoptere blev skudt ned, hvilket der først kom en bog og senere en film ud af – Black Hawk Down.
Det fik noget mindre opmærksomhed, at de voldsomme kampe kostede mellem 200 og 500 somaliere livet.
De relativt store menneskelige tab fik USA til at trække sine soldater hjem.