Danmarks fald fra udviklingstinderne
Denne artikelserie handler om Danmarks udviklingssamarbejde og hvor det er på vej hen.
Argumentet er i korthed at et stort flertal i folketinget har undergravet Danmarks udviklingspolitiske styrker og at vi med det herskende fokus på kortsigtede danske interesser skyder os selv i foden.
Skribenten er Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS.
Serien komme i syv dele i november og december 2018:
1. Hvad er god udviklingsbistand?
2. Hvilke udviklings- og udenrigspolitiske interesser har Danmark?
3. Dansk udviklingsbistand siden 2010
4. Flygtninge migranter og bistand
Hvis jeg har ret i at den udviklingspolitiske strategi, Verden 2030, og det udbredte fokus på kortsigtede interesser undergraver såvel Danmarks udviklingspolitiske styrker som vores langsigtede interesser i en fredelig og stabil verden, er der brug for handling. Men først må man forsøge at forstå hvorfor vi er endt i denne suppedas.
Hvordan kan det være at der er udbredt politisk enighed om at udviklingsbistanden omkostningsfrit kan anvendes på kortsigtede danske interesser? Det skyldes måske et sammenfald af fire faktorer.
Kortsigtet krisetænkning
For det første har finans- og flygtningekriserne politisk set været store udfordringer. Mens den såkaldte flygtningekrise i høj grad har været brugt politisk, skabte finanskrisen fokus på hurtige økonomiske initiativer. I begge tilfælde har udviklingsbistanden været en dejlig pose penge der kunne anvendes på de hjemlige udfordringer gennem erhvervslivet og fokus på konflikters nærområder.
For det andet er den danske udenrigspolitiske tænkning dels overskuelig, dels kortsigtet. Til trods for det udenrigspolitiskes overvældende betydning for lille Danmarks udvikling spiller udenrigspolitikken aldrig nogen rolle i valgkampene. Den afstedkommer sjældent nogen større diskussion, og da kun hvis der er bål der skal slukkes og soldater der skal sendes afsted.
Det er en særligt stor udfordring nu hvor efterkrigstidens liberale verdensorden står for fald og en multipolær magtbalance skal etableres. Hvordan skal den se ud? Hvordan varetages et lille lands interesser bedst i den situation? Hvilke globale institutioner kan legitimt spille en rolle og sikre en nogenlunde regelbundet, forudsigelig verdensorden?
Verdensmålene er et oplagt element i svarene på de spørgsmål som drejer sig om Danmarks langsigtede interesser. Desværre kunne selv ikke Peter Taksøe-Jensens 2 år gamle udredning om udenrigs- og sikkerhedspolitikken afstedkomme en ordentlig debat om hvilke langsigtede mål og interesser Danmark bør forfølge.
For det tredje kritiseres udviklingsbistanden dels af få ihærdige akademikere, dels i den brede befolkning fordi dens resultater ikke er dokumenteret og kommunikeret tilstrækkeligt. Det er ikke underligt at manglen på offentligt kendte succeshistorier langsomt eroderer opbakningen bag bistanden, og selv om meget af, men ikke al kritikken er underlødig, nærer den tvivlen. I den situation er det let for politikere at afskaffe det langsigtede, pragmatiske udviklingssamarbejde som Danmark ellers høster ros for.
For det fjerde er civilsamfundet lidt hårdt sagt blevet ganske tandløst i debatten om det langsigtede udviklingsarbejde. NGO’erne er gode til at råbe vagt i gevær i humanitære katastrofer og de har været særdeles aktive i sager om skattely og bankfusk, men når talen falder på dansk udviklingsbistand, bliver de forbavsende stille.
Jeg har hørt store NGO’er prise Verden 2030, og nogle gange lader deres vigtigste interesse til at være om der kan skabes synergier mellem deres egne aktiviteter og den bilaterale bistand. Den manglende debatlyst giver indtryk af et sammenspist miljø frem for et levende udviklingssamarbejde der opnår succeser og, selvfølgelig, fiaskoer.
Mange danskere har sikkert forståelse for at ikke alt lykkes lige godt i udviklingssamarbejdet, men de vil sandsynligvis og meget rimeligt have problemerne på bordet. Sker det ikke, næres tvivlen og skepsissen igen.
Fornuften ligger i Verdensmålene
Dér står vi altså. Med politikere der ikke værdsætter det langsigtede udviklingsarbejde og NGO’er der dukker hovedet. Er der i den situation nogen som helst chance for at rette op på udviklingspolitikken?
Som i så mange andre situationer kommer forandringen sikkert fra en uventet kant. Det lille håb kan være at Verdensmålene vokser sig så stærke at de ikke kan siddes overhørig af politikerne. Hvis Danmarks indsats for at nå målene fremstår som pinligt ringe i sammenligning med andre lande og hvis der efterhånden breder sig en bevidsthed om at de globale kriser ikke bare skal pareres, men også forebygges, kan det tænkes at barnet reddes op af badevandet.
Men det kræver en indsats. Det kræver en mere åben diskussion af bistanden. Det kræver bedre kommunikation af dens resultater. Og det kræver at alle gode kræfter begynder at tale om de langsigtede interesser i Danmarks internationale engagement.
Nogle vil sikkert mene at min synspunkter i disse indlæg blot er en røst fra fortiden der ikke har forstået at tiderne har ændret sig. Det er delvist rigtigt fordi jeg mener at dansk udviklingsbistand på mange måder bevægede sig i en rigtig retning igennem 1990’erne og 2000’erne, men det er også forkert fordi henvisningen til de ændrede tider ofte bruges til at legitimere dette og hint uden egentlig begrundelse.
Hvad er det ved tiderne der umuliggør langsigtet, pragmatisk udviklingsarbejde i fattige lande? Jeg mener faktisk at tiderne i stadig højere grad råber på den slags fordi det er det der skal til for at nå Verdensmålene. En omskiftelig bistand der er mere optaget af modaliteter (nexus mellem udvikling og nødhjælp), mobilisering af nye aktører (erhvervslivet) og kortsigtede danske bekymringer (migranter og flygtninge) end af egentlig udvikling i fattige lande, vil i hvert fald ikke være svaret på Verdensmålene.
Samtidig burde en solid indsats for Verdensmålene være den logiske konsekvens af Danmarks langsigtede udenrigspolitiske interesser. Vores fremtidige velfærd står og falder med en stabil og fremgangsrig verden, og intet er bedre til at indfri den interesse end Verdensmålene. Hvis Danmark og Norden tager handsken op og leverer en ekstraordinær bestræbelse på at nå målene både hjemme og ude, vil det lægge pres på andre lande for at gøre ligeså.
Tænk hvis vi i 2030 har nået målene på globalt plan! Så vil rigtigt mange af de faktorer der i øjeblikket skaber usikkerhed, konflikter, fattigdom og fjendskab, være reduceret betragteligt, og så vil vi lave lagt grunden til en tryg og stabil fremtid for vores børn.
