Paris-aftalens mål og midler
Paris-aftalen indeholder mange forskellige elementer. De vigtigste er målene og bidragene fra landene, der kan betragtes som midlet til at nå målet.
Det overordnede mål med klimaaftalen er at holde temperaturstigningen et godt stykke under 2 grader og arbejde for, at den ikke overstiger 1,5 grader.
Det er landenes frivillige bidrag – de såkaldte NDC’s (Nationally Determined Contributions) – der skal sørge for at overholde de målsætninger. De er blevet indlejret i aftalen, så de er forpligtende.
Opgørelser fra FN viser imidlertid, at den samlede virkning af NDC*erne vil betyde en temperaturstigning på omkring 3 grader. Derfor skal midlerne strammes op, hvis målet skal opfyldes.
Et lille hop af den polske miljø- og energiminister markerede enden på en hektisk finale ved klimatopmødet i Polen.
Det sluttede lørdag aften med en glad Michel Kurtyka, som repræsenterede det polske præsidentskab for klimaforhandlingerne.
”Dette er en fremragende bedrift. Det multilaterale system har leveret et solidt resultat. Dette er en køreplan for det internationale samfund til at tage sig af klimaforandringer”, siger Patricia Espinosa, FN-chef for klimaforhandlingerne.
Parterne blev enige om en regelbog for Paris-aftalen, der bl.a. betyder, at der nu er fælles regler for, hvordan landene skal opgøre de klimareduktioner, de har forpligtet sig på i pagten.
Det er dog ikke alle, der er ovenud begejstrede for resultatet af de 14 dages forhandlinger i den polske by Katowice.
”Vi havde behov for gigantiske skridt mod at begrænse klimaforandringernes indvirkninger i denne uge, men det vi fik var små babysteps”, lyder det fra Simon Bradshaw i en pressemeddelelse fra Oxfam, som mener, at de rige lande er alt for stillestående.
Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp er ligeledes afdæmpet i sin begejstring efter at have været til stede ved forhandlingerne.
”Det er trist, at et så vigtigt og afgørende spørgsmål som klimaforandringerne, skal være så svært at blive enige om. Alle lande ved godt, at vi ikke har meget tid at løbe på. Når forhandlingerne går op i skænderier, er det de fattigste og mest sårbare lande, det går ud over”, lyder dommen.
IPCC-rapport ikke helt velkommen
Noget af det, der har vakt forargelse blandt mange var en modstand mod den store rapport fra FN’s Klimapanel (IPCC) udgivet dette efterår. Den advarede mod følgerne af en temperaturstigning på 1,5 grader.
Forslaget var, at nationerne i teksten ville byde rapporten ”velkommen”, men det var ikke alle, der ønskede at tage lige godt imod undersøgelsen. USA, Saudi Arabien, Rusland og Kuwait ville hellere have en formulering, som lød, at parterne tager notits af den.
I den endelige tekst er kompromisset blevet, at parterne nu byder den ”rettidige levering” af rapporten velkommen – og altså ikke direkte indholdet, som teksten dog anfører, at man kan bruge.
Det har irriteret mange lande og NGOer, herunder gruppen af de fattigste lande (Least Developed Countries – LDC-gruppen).
“Det var mere end skuffende, at alle lande ikke var i stand til at byde IPCC-rapporten om de 1,5 grader velkommen her i Katowice. Vi kan ikke ignorere dens konklusioner og vi må absolut ikke ignorere dens anbefalinger”, påpeger formanden for gruppen, Gebru Jember Endalew.
”Vi må – og vigtigere, vi kan – begrænse opvarmningen til 1,5 grader og det er identisk med at foretage transformative forandringer på tværs af alle samfundets aspekter. Verdens 47 mindst udviklede lande byder helhjertet og enstemmigt rapporten om 1,5 grader velkommen”, forsætter han.
Også en lang række NGO’er har langet ud efter den amerikansk-russisk-arabiske kvartet for at nedtone IPCC’s konklusioner.
”Det er meget skuffende, at der findes lande, som ikke anerkender forskernes konklusioner. Videnskaben har talt og konkluderet, at der er brug for handling nu. Og det er afgørende, at vi lytter til forskernes analyser”, siger Mattias Söderberg.
De fattigste og mest sårbare lande har længe kæmpet for, at den globale klimaindsats skal resultere i en temperaturstigning, som ikke overskrider 1,5 grader, og den seneste FN-rapport understreger deres bekymring.
Vage regler for klimastøtte
Den nye regelbog indeholder også retningslinjer for klimastøtte, men det sidste ord er nok næppe sagt i den diskussion.
”Aftalen om klimapenge er fuld af huller. Den er så ukonkret og åben for fortolkning, at de rige lande kan gøre, som de vil. Og den aftalte støtte kan blive udmøntet, uden at de rige lande skal finde nye penge. Spørgsmålet om klimapenge risikerer dermed at blive til en papirøvelse, hvor det handler om at give nye overskrifter til allerede bevilgede penge”, fortæller Mattias Söderberg.
Klimafinansiering omhandler de 100 milliarder dollar, som den rige del af verden har lovet den fattige fra 2020 som årlig finansiering af indsatsen mod klimaforandringerne.
”Niveauet af klimastøtte må svare til den faktiske omkostning for vores lande til at tilpasse os og håndtere konsekvenserne af klimaforandringer, at beskytte vores folk og vores lokalsamfund. Vores lande har ambitiøse planer for håndtering af klimaforandringer og bæredygtig udvikling, men vi mangler ressourcerne til at gøre disse planer til virkelighed”; siger Gebru Jember Endalew på vegne af de mindst udviklede lande.
Derudover har der været diskussioner om erstatning for de tab og ødelæggelser, som følger af klimakatastrofer i skrøbelige lande. Ifølge de nye regler skal der laves en opgørelse, men der er ikke nogen mål om erstatning på bordet.
”Vi er meget kede af, at konferencen ikke lykkedes med at behandle de stigende tab og ødelæggelser, herunder uafvendelige effekter som udryddelse af arter, hvilket heller ikke lever op til Paris-aftalens mere substantielle fokus på dette vigtige område om liv og død, som er vigtigt for de mere end en milliard mennesker, der lever i et medlemsland af CVF”, lyder det i en ellers positiv pressemeddelelse fra gruppen af klimaskrøbelige lande (Climate Vulnerable Forum – CVF).
Flere andre NGO’er udtrykker skuffelse over de manglende beslutninger om erstatning for tab og ødelæggelse, herunder Oxfam og Folkekirkens Nødhjælp.
”De fattigste og mest sårbare lande er taberne i aftalen fra Katowice, hvor man ikke har kunnet enes om at sikre støtte til de mennesker, der mister alt i klimarelatere katastrofer. Det er ikke fair! Det er jo netop disse mennesker, der har størst brug for hjælp – specielt med tanke på, at mange af dem ikke selv har bidraget til den globale opvarmning”, siger Mattias Söderberg.
Ambition gange fem
Opfyldelsen af målet om at holde temperaturstigningen under 2 grader – og måske halvanden – afhænger helt og aldeles af nationernes egne bidrag, der er indlejret som en del af Paris-aftalen. Opgørelser viser, at de nuværende forpligtelser slet ikke rækker.
Derfor er det vigtigt, at der kommer nye og mere vidtgående løfter fra landene. Det var ikke ventet, at der ville komme nye løfter ved dette topmøde, men der er nu lagt op til, at der kan komme nye bud, særligt i forbindelse med et topmøde i september, som FN’s generalsekretær António Guterres har inviteret til.
Han lagde også vejen forbi Katowice.
”Vedtagelsen af Paris-aftalens arbejdsprogram er forudsætningen for en transformativ proces, som vil kræve styrkede ambitioner fra det internationale samfund. Videnskaben har allerede klarlagt, at vi har behov for styrkede ambitioner for at besejre klimaforandringer”, lød det fra FN-spidsen.
”Fra nu af er mine fem prioriteter ambition, ambition, ambition, ambition og ambition”, tilføjede han.
Danmark har sammen med flere EU-lande og udviklingslande allerede lukket lidt op for godteposen. Her lover nationerne i den såkaldte ”High Ambition Coalition” i en erklæring at øge deres bidrag inden 2020.
Det blev modtaget med begejstring af Climate Action Network.
”Ånden fra Paris er tilbage”, siger Wendel Trio fra den store grønne organisation.
”For EU må det betyde et løfte om at øge dets mål for 2030 markant, endda udover de 55% i reduktion, som nogle medlemslande og parlamentet opfordrer til. Vi opfordrer alle lande, som ikke har underskrevet erklæringen endnu, til at gøre det”; fortsætter han.
