Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
På forhånd bør jeg komme med en undskyldning. Det spørgsmål jeg diskuterer i denne blog, vedrører og interesserer nok ikke ligefrem alle her på Globalnyt. Det kan virke en smule navlepillende, når forskeren forholder sig til forskningen i sig selv. Men diskussion her er vigtig, ikke bare for forskerne og Danida, men for Danmarks udviklingssamarbejde, for hvilken forskning og genereringen af ny viden og evidens spiller en central rolle.
Danmarks udviklingsforskning, meget specifikt den der er finansieret af Danida og som i folkemunde går under navnet FFU (på engelsk hedder den det generiske The Consultative Research Committee), bør gentænkes.
FFU giver danske og udenlandske forskere mulighed for at fordybe sig i en udviklingsproblemstilling, og er et voldsomt vigtigt redskab til at fastholde en markant vidensproduktion i Danmark om alverdens udviklingsproblematikker. Og det skal roses at man har fastholdt instrumentet, selvom det ikke er alle i hverken UM eller på ministertaburetten, der har været lige glade for det gennem tiden. Javel, midlerne glider muligvis nemmere ned politisk fordi de både tæller som udviklingsbistand og mod EU-målet om, at Danmark skal give 3 procent af BNP til forskning.
Her følger en række punkter – under mantraet at man bør sætte udviklingsforskningen fri – som man bør have sig skarpt for øje, når man overvejer, hvilken retning den Danida-finansierede forskning skal tage herfra.
Styringen af FFU-midlerne underminerer jagten på innovative ideer og partnerskaber
De relativt snævre krav der stilles til FFU-ansøgninger i dag, specielt i ansøgningsprocessen, som sætter rammerne for hele projektet fremadrettet, er groft sagt med til at begrænse innovation og nytænkning. Det gælder både lande-valg, partner-valg, ansøgningens form med en spændetrøje af en ansøgningsskabelon, samt kravene til formen af kapacitetsopbygning.
Jo flere nye, innovative, og provokerende ideer og former for viden vi skal producere, desto mere er der brug for frihed til at tænke og agere i forskningen. Lad os komme af med ansøgningens snævre krav og kasser, hvor der dikteres præcist, hvad der skal skrives hvor, i hvilken rækkefølge, og næsten hvad der skal stå. I forvejen er det ikke for alvor sat logisk op. Fastsæt i stedet de overordnede rammer, og lad forskerne selv vælge, hvordan de præcist griber ansøgningen an.
Lad os få en bevægelse fra rigid kapacitetsopbygning til agile partnerskaber – værdsæt at forskere godt kan arbejde sig ind og ud af mange forskellige partnerskaber over tid, hvis de får friheden til det. For at producere innovativ viden har vi brug for fleksibilitet til at sammensætte og ændre vores partnerskaber over tid – man skal kunne samarbejde med forskere i syd her, en start-up der, en anden dansk forsker her, en policy-maker der, i et billede, der skifter i takt med at forskningsprojektet skrider fremad. Lige nu låses projekterne alt for meget fast, og det ødelægger kreativiteten.
Vigtigt er også, at udviklingssamarbejdet i dag er globalt og universelt, mens FFU synes at være låst fast i en traditionel nord-syd tankegang. Lad os få kravet om, at samarbejdspartnere absolut skal befinde sig i Danidas prioritetslande, og at en bestemt procentsats skal gå dertil, væk. Jeg forstår udemærket intentionen, men effekten er ikke den tilsigtede. De største udviklingsproblematikker angribes bedst med globale perspektiver, der kan komme fra mange sider og vinkler. Tilsidesættelsen af midler af en vis størrelse til ’syd-partnere’ er heller ingen garanti for bedre kapacitetsopbygning. Jo mindre tid der er afsat til ’nord’-forskere til at støtte forskningen i syd, desto mindre tid bruger de naturligt på det.
Kig mod de danske fonde, der er nogen af verdens bedste til at støtte forskning. De lader sig i høj grad styre af netop mantraet om frihed, fordi de ved, at det er der de gode ideer kommer fra. De har ofte ikke rigide krav til ansøgninger og projekters form, og lader sig i stedet drive af værdier som nysgerrighed, talent og begejstring. Det kunne FFU med fordel lade sig inspirere af. Beløn den gode ide; hold den ikke fast i en spændetrøje.
Dertil kommer, at nogle få danske fonde eksperimenterer med en ret så radikal ide som at ansøgningsrunder skal være anonyme. Tænk lige over det. Det er i sådanne situationer udelukkende den gode ide, der præsenteres i ansøgningen, som man vurderer på, og ikke hvorvidt personen der skal udføre den nu også er professor i det ene og det andet. Det er en (måske for) radikal tilgang, men den tydelige værdi ligger i, at ideen sættes i højsædet.
Mindre instrumentalisering og mere åben vidensdeling
Forskningen der produceres i FFU-regi skal gerne kunne tale ind i Danidas og UMs arbejde, og det er helt fornuftigt. Problemet opstår, når man tror at forskningen skal drejes fuldstændig ind og op ad de prioriteter, der optager ministeriet og ministeren. Der er brug for nytænkning i spørgsmålet om, hvordan forskningsresultaterne gør en forskel for Danida og Danmarks udviklingssamarbejde.
Danida har brug for gode og innovative ideer, som kan informere ministeriet, højne vidensniveauet og provokere medarbejderne. Men den slags kommer ikke, når man allerede fra starten forsøger at styre vidensproduktionen hen i specifikke retninger. Vi må simpelthen træde ud af de gammeldags forståelser, der præger FFU-tilgangen i dag og anerkende, at de nye og gode ideer kommer ved at omfavne en bred pallet af former for viden og tilgange.
Man må ikke være bange for at miste noget af den kontrol, man tydeligvis føler behov for, når man udstikker specifikke prioriteter, som forskningen skal holde sig indenfor. Det er i høj grad i UMs egen interesse at støtte fri udviklingsforskning.
Man må også forstå, at gennem FFU har Danida muligheden for at levere et dansk bidrag til den kollektive vidensakkumulering og vidensproduktion, der kan få os i mål med Verdensmålene. Hvis man absolut skal fokusere tematisk, så sig at det skal være med Verdensmålene i fokus. Det gør man i Norge med stor succes i det norske forskningsråd.
I det hele taget er der behov for at gentænke, hvordan den viden der produceres i udviklingsforskningen gør en forskel i Danida. Lad os få et øget fokus på åben og dynamisk vidensopsamling og -deling. Tag imod den viden, der produceres, konstruktivt og med åbent sind på Asiatisk plads, på ambassaderne. Kig måske igen mod fondene og institutionaliser en ’vidensdag’, hvor alle FFU-projekter samles og præsenterer deres ideer og resultater overfor hele ministeriet. Tænk ud af boksen og gør interaktionen med forskerne til en fast del af væsentlige vidensprocesser.
Forandringens form
I sidste ende handler Danmarks udviklingsforskning, og ikke mindst den Danida-finansierede del af den, om at gøre en forskel og skabe forandring. Den forandring kan tage mange former; den kan tale direkte ind i specifikke situationer, lande og udviklingsudfordringer med nye løsninger, men den kan lige så vel byde på nye perspektiver, der får os til at se gamle problemstillinger i nyt lys.
Udviklingsforskningen svækkes af rigide krav til partnere, landevalg, tema-valg, budgetfordeling mellem nord og syd, eller andet i den boldgade. For at skabe viden der kan forandre, forbedre og forhøje vores indsigt i udviklingsproblematikker, har forskningen brug for frihed.
Den har brug for frihed til at løbe efter de ideer, der måske ikke lige passer ind i den politiske virkelighed i dag, men som pludselig kan gøre en forskel senere hen. Den har brug for frihed for at kunne innovere og samskabe, være kreativ og skabe nye ideer og partnerskaber, der kan åbne op for viden og løsninger vi ikke lige havde set komme.
Udviklingsforskningen har brug for begejstring, nysgerrighed og dynamik for at kunne skabe forandringer – ikke kontrol, styring og snævre interesser. Det gælder både fra forskernes side af og fra Danidas side af. Lad os se om vi ikke sammen kan sætte forskningen fri.
