Sydafrikas præsident: Voldtægter er en national krise

dont_abuse_children_sign_in_south_africa
Gademaleri i den sydafrikanske by Upington.
Foto: Jeppestown (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

13. januar 2019

Sydafrika har en af verdens højeste voldtægtsrater. Ifølge politiet blev der i de 12 måneder fra april 2017 til marts 2018 begået 40.035 voldtægter. Det svarer til 110 om dagen eller 4,5 hver time døgnet rundt.

Tallet siger dog kun noget om hvor mange voldtægter, der bliver anmeldt og ikke noget om hvor mange der bliver begået. Det vurderes, at mange voldtægter aldrig bliver anmeldt og derfor ikke indgår i politiets statistikker. Det reelle tal formodes at være langt højere end politiets tal.

De officielle tal er dog nok til at præsident Cyril Ramaphosa lørdag udråbte voldtægt og seksuelle overgreb til en national krise.

Ifølge sydafrikanske IOL News tog præsidenten problemet op foran titusindvis af partistøtter under en tale på Moses Mabhida-stadionet i Durban.

Her lancerede han et valgprogram for det regerende parti ANC, forud for parlamentsvalget i maj i forbindelse med fejringen af partiets 107-års jubilæum.

Han sagde bl.a. at ANC vil prioritere kvinders rettigheder og forebygge vold mod kvinder og piger for at at skabe et mere lige og humant Sydafrika.

Kønsbaseret vold er en national krise, som ANC er fast besluttet på at sætte en stopper for, sagde han videre.

Han opfordrede alle landets borger til at stå sammen om at sætte en stopper for volden og ændre de patriarkalske praksisser, der giver grobund for den.

Han fremhævede, at partiet vil arbejde for strengere straffe for voldtægtsforbrydere og for at få flere og bedre uddannede politifolk til at arbejde på området.

Læs hele talen på IOL News.