Fra ekkoet efter Auschwitz til yemenitiske kvindesange

invisiblemen

Filmen “Invisible Men” handler om homoseksuelle palæstinensere og om, hvordan politiske konflikter trækker minoriteters rettigheder væk under dem.


Foto:
Forfatter billede

Fra bosættelser, fredsproces og israelsk politik til nye familieformer, skolevisninger og nordafrikanske jøders rejse mod et nyt hjemland.

Temaerne spænder bredt ved Copenhagen Jewish Film Festival, der indledes den 27. januar, som er årets Auschwitz-dag. Her er film om jødeudryddelsen, om nye familieformer og LGBT-personer på flugt, ligesom det er muligt at høre yemenitiske kvindesange – sunget af en mand – på Nørrebro.

En spritny dokumentar, ”King Bibi” af Dan Shadur, sætter fokus på den ukuelige og uovervindelige israelske statsleder Benjamin Netanyahu. Det er en hårrejsende dokumentar, der sender enhver forestilling om demokratisk og humanistisk lederskab i skammekrogen.

Der er indledning og perspektivering ved vært, debattør og Ph.d. Adam Holm. Instruktøren selv er til stede ved filmens anden visning den 3. februar i Cinemateket.

Filmene ”Unsettling” og ”Land with No borders” sætter en ny dagsorden for udviklingen i Israel. Den første, hvor instruktøren Iris Zaki sætter sit kamera op i en bosættelse og søger en dialog, understreger i sin form og formål, at det politiske er personligt. Den anden film understreger, at hverken en- eller tostatsløsningen længere synes at være aktuel.

Ladinokoncert i synagogen

Copenhagen Jewish Film Festival er en af Københavns ældste filmfestivaler. Mød blandt andre direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, far og journalist Herbert Pundik og en række prisvindende instruktører.

Som noget nyt uddeler festivalen også cjff2019 filmpris – i juryen sidder blandt andre Karoline Leth og Vibeke Windeløv.

Har man aldrig oplevet synagogen i Krystalgade, der mest af alt indgår i danskernes billede af terror og frygt, åbner festivalen med en ladinokoncert og visning af en vanvittig smuk dokumentarfilm af David Perlov om ladinokulturen i det nyrenoverede centrum for jødisk praksis.

Og det er netop i den tilstand, at C.F. Hetsch’ pragtfulde arkitektur i Krystalgade tager sig bedst ud .

Festivalen afsluttes på Nørrebro med prisfest, koncert og visning af juryens prisvinder.

Mange medier ynder at fortælle historien om, at på Nørrebro kan jøder hverken bo eller gå, skriver festivalen i en pressemeddelelse, og opfordrer medierne til at komme til Nørrebro og fejre afslutningen på årets festival, hvor også årets prisvinder afsløres.

Find alle events og film hos Copenhagen Jewish Film Festival eller hos Cinemateket