Amnesty: Sudan må stoppe den dødelige fremfærd mod demonstranter

Forfatter billede

Sudans sikkerhedsstyrker skal stoppe de nuværende dødelige angreb på demonstranter og sundhedspersonale, lyder det fra Amnesty International, efter at en læge, en mand og et barn er døde af skud under demonstrationerne i Burri-distriktet i Khartoum torsdag.

Menneskeretsorganisationen har også fået rapporter om angreb mod hospitalsfaciliteter. Blandt andet skal sikkerhedsstyrker have affyret tåregas på hospitaler og overfaldet læger.

”Det er en skandale, at sudanesiske sikkerhedsstyrker fortsat anvender dødbringende magt mod demonstranter og læger og dræber mennesker i et uhæmmet angreb, der endda rammer børn”, siger Sarah Jackson, der er Amnesty Internationals vicedirektør for Østafrika, i en udtalelse fra organisationen

”De sudanesiske myndigheder skal straks tage ansvaret for sikkerhedsstyrkerne og sikre, at de holder op med at bruge dødbringende magt mod demonstranter”, lyder det fra Amnesty, der også opfordrer til et omgående stop for ransagninger og angreb mod hospitaler, læger og de sårede demonstranter, der søger behandling på hospitalerne.

Amnesty International talte torsdag med en læge på Al Faisal Hospital i Khartoum, der sagde, at sikkerhedsstyrkerne ransagede sygehuset om eftermiddagen, fyrede tåregas af og anholdt ham og en anden læge samt to andre ansatte på hospitalet.

Lægerne, som blev slået under anholdelsen, blev tilbageholdt og forhørt på efterretningstjenestens kontor. En af lægerne blev løsladt igen torsdag aften, mens de andre slap fri flere timer senere.

Skød mod demonstranter

Demonstrationerne i Sudan har fundet sted siden 19. december. De er udløst af utilfredshed med stigende priser, men efterhånden har de udviklet sig til en protest mod regeringen. Mange demonstranter kræver præsident Omar al-Bashirs afgang.

Amnesty International bekræfter også ægtheden af de videoer, der viser sikkerhedsstyrkerne åbne ild mod demonstranter, der blev samlet på en fodboldbane i nærheden af en moské i Burri-distriktet torsdag.

Videoerne er blevet delt på sociale medier og via WhatsApp.

Mindst en af de beskudte demonstranter faldt til jorden som og måtte bæres væk af andre demonstranter. De sårede blev angiveligt bragt til et hospital, hvor mange demonstranter forblev natten over, oplyser Amnesty.