Bag bombardementerne og krydsilden i Sudan trækker to generaler fra vidt forskellige baggrunde i trådene. Den ene er systemets kæledægge, mens den anden er en tidligere kamelsælger fra et af Sudans udkantsområder.
Tidligere har de stået side om side for først at kuppe landets mangeårige autoritære leder, Omar al-Bashir, og siden den civile overgangsregering. Men som ledere af henholdsvis regeringshæren SAF og RSF-militsen står de nu på hver sin side af en hensynsløs krig om det nordøstafrikanske land og dens rige undergrund.
Læs også: Glemt konflikt er tegn på ny verdensorden: Seks sandheder om Sudan
Krigen har snart hærget et år med katastrofale konsekvenser for landets befolkning. Mindst 12.000 sudanesere – men formentligt mange flere – har mistet livet. Op mod ti millioner mennesker er flygtet til fattige nabolande Tchad og Sydsudan, der er dårligt rustede til at modtage dem. Og til sommer kan endnu en fejlslagen høst skubbe syv millioner sudanesere ud i en sultkatastrofe.
Både de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) og Sudans regulære militær, Sudan Armed Forces (SAF), bliver beskyldt for at begå overgreb mod civilbefolkningen, nægte dem adgang til livsvigtig nødhjælp og rekruttere børnesoldater. Men kun RSF bliver beskyldt for systematiske voldtægter, etniske udrensninger og folkemord. Og i Darfur begår RSF efter alt at dømme etniske udrensninger, systematiske voldtægter og folkemord. Igen.
RSF blev officielt anerkendt af daværende præsident Omar al-Bashir i 2013, efter den var vokset ud af de arabiske janjaweed-militser, som han havde rekrutteret til at slå oprøret i Darfur ned omkring årtusindeskiftet. Her var RSF-tropperne med til at begå etniske udrensninger, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, fremgår det af et anklageskrift ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICC).
Blandt de arabiske krigere var en høj ung mand, der med snilde og handlekraft hurtigt steg gennem graderne og blev valgt som leder for Rapid Support Forces, da al-Bashir anerkendte dem som en semi-autonom del af Sudans militær. Hemedti kaldte hans krigskammerater ham.
Karismatisk kamelsælger leder RSF
Mohamed Hamdan Dagalo blev født i enten 1974 eller 1975. Hans barndom foregik på første parket til de etniske spændinger mellem arabiske og ikke-arabiske sudanesere, der to årtier senere kulminerede i Darfur-krigen, som han skulle få en hovedrolle i.
Dagalos familie er en del af de nomadiske Baggara-stammer, som driver kameler i Sahel, typisk mellem Tchad-søen og Nil-deltaet i Sudan. I 80’erne flyttede hans klan fra Tchad til Sudan, hvor hans onkel blev anerkendt som stammeleder og fik tildelt et område i Syddarfur-provinsen. Her boede de side om side med det ikke-arabiske Fur-folk, men i 90’erne begyndte nytilflytterne angiveligt at angribe deres naboer.
Hemedti droppede ud af skolen i tredje klasse og begyndte at drive kameler, bl.a. til Libyen og Egypten, har han fortalt til Foreign Policy. Det fortsatte han med, indtil Fur-folket og andre indfødte afrikanske stammefolk omkring 2001 samlede sig i et oprør mod centralregeringen i Khartoum på grund af årtiers undertrykkelse.
To år senere blev Hemedti og hans rejsefølge overfaldet af oprørere på vej mod Libyen med en kamelkaravane. Hemedti hævder, at røverne stjal 3.000 kameler og dræbte 75 personer. Der er ingen beviser for overfaldet, men Hemedti har siden brugt historien til at forklare, hvorfor han meldte sig ind i janjaweed-militeserne.
På trods af sin begrænsede uddannelse steg Mohamed Dagalo hurtigt i graderne. I 2006 var han blevet kommandant for en deling og havde fået tilnavnet Hemedti, der betyder ‘lille Mohamed’ og henviser til hans glatte, ungdommelige ansigtstræk.
Han gjorde sig bemærket for sine brutale metoder, eksempelvis da han ledte sine tropper i kamp mod rebellerne i Norddarfur. Her mejede de angiveligt fjendtlige soldater ned i deres biler og voldtog snesevis af kvinder. Efter sigende skulle andre RSF-officerer endda have rynket på brynene over den unge kommandants voldsomhed.
Samme år gjorde den unge Hemedti sig bemærket i den bredere offentlighed i Sudan, da han meldte ud, at han var blevet rebel mod regeringen i Khartoum.
Tchad og Sudan kæmpede på det tidspunkt en proxykrig med forskellige militser, og efter et besøg i nabolandet – hvis daværende forsvarsminister er en fætter til Hemedti – vendte den unge kommandant al-Bashir-regimet ryggen.
I kølvandet på udmeldingen fik Hemedti besøg af et britisk kamerahold, der blev hans første bekendtskab med tv-mediet. Siden har han ivrigt brugt mediet til at portrættere sig selv som en mand af folket, der taler uden omsvøb.
Hans oprør mod al-Bashir varede kun et halvt år. Senere forklarede han det med, at det blot var militsens mulighed for at få regeringens opmærksomhed og anerkendelse for janjaweeds indsats i krigen i Darfur.
Siden forblev Hemedti loyal over for al-Bashir, og det sikrede ham i 2013 posten som lederen for de nystiftede Rapid Support Forces. På det tidspunkt var store dele af militsernes ledelse i mere eller mindre åben krig med regeringen. At anerkende militserne skulle angiveligt sikre regeringen mere kontrol over de paramilitære tropper, men under Hemedtis ledelse blev RSF tilsyneladende kun mere brutale og opportunistiske.
Militsen angreb befolkningsgrupper i nabo-provinser og begyndte at tjene penge på gidseltagninger omkring hovedstadsområdet. Først hørte RSF under landets efterretningstjeneste, men snart refererede de direkte til præsidenten, og de arabiske kæmpere blev en uofficiel livvagt for al-Bashir. Det sikrede Hemedti præsidentens øre.
Da Sudan begyndte at samarbejde med Europa om at begrænse immigration over Middelhavet, tjente RSF angiveligt store summer på at agere grænsevagter, mens de samtidig fik løsepenge for at slippe de tilbageholdte immigranter fri.
Præsidenten sendte også Hemedti og RSF på mission i Yemen, hvor de deltog i koalitionen under Saudi-Arabien, der kæmpede mod houthierne. Her vandt Hemedti angiveligt indflydelsesrige venner fra et andet koalitionsland, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), ligesom han stiftede bekendtskab med Abdel Fattah al-Burhan, der var leder for Sudans regulære udsendte SAF-tropper. .
Diskret militærmand leder SAF
Under krigen i Yemen var al-Burhan stabschef for Sudans landtropper og koordinerede den militære hjælp til kampen mod houthierne. Det var den foreløbige kulmination på et langt liv i landets militære system og en tavs, kompromisløs loyalitet mod al-Bashirs regime.
Abdel Fattah al-Burhan blev født i 1960 i en landsby i det nordlige Sudan hos en sufi-muslimsk familie. Meget af al-Burhans barndom står hen i det uvisse, og generalen har hele sin karriere holdt lav profil. Som ung mand uddannede han sig på Sudans militære akademi, hvor han i starten af 1980’erne angiveligt bestod med topkarakterer.
Efter officerskolen blev han udsendt til flere frontlinjer. Også her udmærkede han sig, og under Darfur-konflikten blev han forfremmet til kommandør for de vestlige landtropper. Som en af de få blandt al-Bashirs militære ledere var al-Burhan ikke decideret islamistisk, men mere moderat.
Ligesom sin senere kompagnon og nuværende rival, Hemedti, var al-Burhans tropper efter alt at dømme med til at begå forbrydelser mod menneskeheden, folkemord og etniske udresninger i Darfur. Ingen af de to krigsherrer er dog nævnt ved navn i de anklageskrifter, der foreligger ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICC).
Efter at have nedkæmpet oprøret i Darfur blev al-Burhan sendt til Kina som forsvarsattache. Da han vendte tilbage til Sudan engang omkring 2015, fik han kommandoen over hærens landtropper. Han gennemførte flere militære efteruddannelser bl.a. i Egypten, hvor han angiveligt sikrede sig magtfulde bekendtskaber.
Venner bliver til fjender
Al-Burhan holdt sig som sædvanlig ude af rampelyset på sin ellers prominente post og forsatte sit virke uden synderligt postyr lige indtil skæbneåret 2018. Da begyndte demonstrationerne mod Omar al-Bashir for alvor at få tag i befolkningen, og efter tre årtier ved magten måtte den autoritære leder endelig trække sig i februar 2019.
Undervejs var militæret gået over på demonstranternes side, også al-Burhan, der slog sig sammen med Hemedti og resten af generalerne. I kølvandet på det succesfulde kup blev det besluttet, at et midlertidigt militærråd skulle lede landet frem mod en overgang til civilt demokratisk styre.
Oprindeligt pegede koalitionen af kupmagere på tidligere forsvarsminister og vicepræsident Ahmed Awad Ibn Auf som leder for overgangsjuntaen, men hans tid på toppen varede kun én enkelt dag. Befolkningen demonstrerede voldsomt mod den nye leder, som de anså for en fortsættelse af al-Bashir-regimet.
Awad Ibn Auf gjorde det ikke bedre, da han nægtede at udlevere al-Bashir til retsforfølgelse i Haag, og dagen efter sin udnævnelse trak han sig igen. Angiveligt var Hemedtis modstand mod Awad Ibn Auf udslagsgivende, og som afløser pegede RSF-generalen på sin tidligere våbenkammerat, Abdel Fattah al-Burhan. Al-Burhan blev præsident for militærrådet, mens Hemedti satte sig på vicepræsident-posten.
Linjen for de to kupmageres parløb blev hurtigt åbenlys for befolkningen. I juni 2019 slog militæret og RSF-tropper hårdt ned på en fredelig demonstration i Khartoum, der krævede en magtoverdragelse til civile aktører. I den såkaldte Khartoum-massakre dræbte Al-Burhans SAF-styrker og Hemedtis RSF-tropper angiveligt flere end 100 mennesker ihjel og voldtog snesevis af kvinder. Kort efter indstillede al-Burhan forhandlingerne med oppositionen om at danne en fælles overgangsregering.
Efter fortsatte protester overdrog al-Burhan på papiret magten til en civil regering under premierministeren Abdalla Hamdok. Militærrådet skulle fortsat regere indtil november 2021, hvorefter Hamdoks civile overgangsregering skulle overtage. Men i oktober 2021 gennemførte al-Burhan og Hemedti igen et kup sammen. Regeringen blev opløst, og Hamdok tilbageholdt, indtil han underskrev en ny aftale, der godt nok genindsatte ham, men samlede magten hos militæret og al-Burhan igen.
Sådan regerede de to generaler sammen, men hver for sig med al-Burhan i hovedstaden og Hemedti i Darfur, indtil RSF-tropperne i april 2023 overfaldt SAF i Khartoum. Siden krigens udbrud har den udadvendte Hemedti rejst på statsbesøg hos et væld af afrikanske lande, herunder Sydafrika, Kenya, Uganda, Rwanda og Djibouti, ligesom UAE efter alt at dømme bistår deres gamle lejesoldat med våben.
Al-Burhan har som sædvanlig været mere afdæmpet i sin charmeoffensiv, men har dog aflagt besøg i Egypten, Sydsudan, Qatar og Eritrea.
