En amerikansk missionær har bragt en ukontaktet stamme i Brasilien i fare.
Derfor bliver han tilbageholdt af myndighederne. Det skriver flere medier.
I sin iver for at prædike evageliet for oprindelige folk er der nemlig en risiko for, at han kan have overført sygdomme, som stammerne ikke har været i berøring med før.
“Det er en sag med krænkelse af rettigheder og risikoen for død for de isolerede stammer af oprindelige folk”, siger en talsmand fra FUNAI, det brasilianske agentur for oprindelige folkeslag, ifølge The Guardian.
“Selvom der ikke har været direkte kontakt, er der en høj sandsynlighed for overførsel af sygdom til de isolerede”, fortsætter han.
Ikke første gang
Steve Campbell er navnet på missionæren, som trådte ind i et område, hvor stammen Hi-Merimã lever.
De har endnu ikke haft kontakt med civilisationen, og derfor er udflugten så farlig. Noget så simpelt som en influenza kan være livsfarligt for så isolerede folkeslag.
Det er ikke første gang, en amerikansk missionær vækker opsigt med at prædike for isolerede folkeslag. I november blev en prædikant dræbt på en afsides ø i Indien.
Survival International, en organisation, der kæmper for oprindelige folks rettigheder, mener at missionærerne må standses.
“Fundamentalistiske amerikanske, kristne missionærer må stoppes i denne primitive trang til at kontakte førhen ukontaktede stammer, ” siger Stephen Corry, direktør for stammeorganisationen Survival International.
“Det fører måske til det martyrium, de søger, men det ender altid med at dræbe stammefolk”, fortsætter han.
Steve Campbell har selv fortalt, at han var i området for at præsentere GPS til nogle andre folk, og at han valgte den eneste mulige vej, som førte gennem Hi-Merimã-folkets territorium.