Lars Koch
Lars Koch (1965) er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Danmark.
Han blev cand. scient. pol. fra Københavns Universitet i 1997.
Under og efter studierne har Lars Kochs hovedinteresse været udviklingspolitik. Særligt har de økonomisk, globale rammebetingelser været i centrum.
I 1998 blev han ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder.
Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har han siden 2006 arbejdet for IBIS.
I begyndelsen som governance rådgiver og senere som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt.
Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Han sluttede karrieren i IBIS – som i mellemtiden var blevet til Oxfam IBIS – som vice-generalsekretær.
I Danmark og i det internationale udviklingsmiljø er der nærmest opstået en slags halleluja-stemning omkring FN’s 17 Verdensmål frem mod 2030. Alle parter – regering, Folketing, selskaber, organisationer, medier, mfl – priser de visionære mål. Med god grund. Vi kan udrydde fattigdom, afskaffe sult, sikre kvalitetsuddannelse og sundhed til alle, reducere ulighed og redde planeten – hvis vi vil. Problemet er, at den gode vilje ikke følges op af penge.
Der mangler imidlertid penge til at nå Verdensmålene. En rapport fra Move Humanity og udviklingsøkonomen Jeffrey Sachs dokumenterer, at særligt for verdens fattigste lande mangler der 3-400 milliarder dollars hvis vi skal nå målene. Selv hvis de fattigste lande har en stabil høj vækst, vil de ikke kunne nå målene. Det samme er konklusionen i en ny analyse fra to danske udviklingsforskere fra DIIS.
Pengene til at nå Verdensmålene kan vi sagtens finde, hvis der er den politiske vilje til at tage et opgør med den ekstreme ulighed mellem lande og i landene. Faktisk har verdens ledere lovet det med Verdensmål #10, der vil ”reducere uligheden i og mellem landene”.
Stop for udplyndring
Verden har aldrig været rigere. Enorme formuer samles på stadig færre hænder. Verdens små 2200 dollarmilliardærer har en samlet formue på 8.700 milliarder dollars. Bare en lille skat på disse enorme formuer vil kunne afskaffe fattigdom og nå alle verdensmålene. Hvis vi skal se os selv og fremtiden i øjnene, er vi nødt til at omfordele de enorme formuer til fordel for verdens fattigste. Gennem øget udviklingsbistand og gerne globale skatter til at finansiere Verdensmålene i de fattigste lande.
Ud over at mobilisere flere midler til udvikling skal vi som første træk stoppe den udplyndring, der reelt fortsat foregår af udviklingslandene. Udviklingslandene mister omkring 200 milliarder dollars årligt i tabte skatteindtægter når rigmænd og selskaber gemmer deres formuer i skattely. Globale olie- og mineselskaber plyndrer landene for olie, gas, mineraler og andre naturressourcer i et tæt samarbejde med lokale eliter, hvor taberne er helt almindelige mennesker i landene.
Samtidig skal vi styrke kampen mod ulighed i udviklingslandene. Globale selskaber, der har produktion i udviklingslandene skal sikre anstændige lønninger, man kan leve af, ret til at organisere sig i fagforeninger og fair handel med ordentlige priser for deres varer.
Danmark og andre lande kan støtte udviklingslandene i at udbygge skattesystemer, der både mobiliserer nødvendige indtægter til skoler, sundhed og andre helt essentielle investeringer, og samtidig er progressive skatter, hvor de bredeste skuldre bærer den største byrde. Det er fx selskabsskatter, skat på store boliger, og progressiv indkomstskat. Støtte til effektive skattesystemer, der samtidig omfordeler goderne i landene, er afgørende for at nå Verdensmålene.
Illusion om privatsektor
Danmark har traditionelt været et foregangsland inden for udviklingsbistand. Desværre er bistanden reduceret fra 1 procent af det danske bruttonationalprodukt til 0,7 procent. Samtidig er samarbejdet med den private sektor blevet omdrejningspunktet i dansk udviklingspolitik. Tilgangen er at ’blande’ bistand med private selskabers investeringer, hvor bistandsmidler, der egentlig er målrettet fattige mennesker, bruges til at tage toppen af de risici, som selskaber møder, når de vil investere i nye markeder. Der hersker en illusion om, at hvis bare vi bruger udviklingsbistanden til at hjælpe den private sektor, og særligt danske virksomheder, så vil den private sektors investeringer i udviklingslandene kunne finansiere Verdensmålene. Det er desværre ikke så nemt i virkeligheden.
En rapport fra UNCDF viser, at kun 7 procent af de midler, der bliver investeret i samarbejde mellem statslige bistandsmidler og den private sektor, går til de mindst udviklede lande. Der er simpelthen ikke nok forretningsmuligheder for den private sektor til, at den for alvor vil investere i de fattigste mennesker i de fattigste lande. Kort sagt, der er ikke nok profit i at udrydde fattigdom.
Samtidig går de statsligt støttede private investeringer primært til sektorer som industri, miner, byggeri, energi og finanssektoren. Den private sektor investerer minimalt i sundhed og uddannelse, fordi der ikke er penge i at skaffe gratis kvalitetsuddannelse og sundhed til fattige mennesker.
Det er godt og vigtigt at fremme investeringer i Verdensmålene. Og privat sektor investeringer kan spille en positiv rolle i at nå nogle af verdensmålene, særligt i mellemindkomstlandene. Men det er en illusion at tro, at den private sektor kan og vil levere finansieringen til de sociale Verdensmål i de fattigste lande.
Det er rigtigt, at vi er nødt til at kigge til den private sektor for at finde pengene til at nå Verdensmålene. Gennem de sidste 30 år har globale selskaber og ekstremt rige individer akkumuleret enorme formuer, mens mange lande er blevet forgældet. I stedet for at bruge statslig bistand på at prøve at få disse store selskaber og ekstremt rige investorer til at tjene endnu flere penge ved at investere i de fattigste lande, så skal vi systematisk til at beskatte deres enorme formuer for at finansiere Verdensmålene. Verdensmål #10 om at reducere ulighed i og mellem landene er afgørende for at nå de andre mål. Det kræver en global omfordeling af midler mellem lande og inde for landene.
Konference om finansiering af Verdensmålene og skat på formuer
Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer en konference sammen med Move Humanity og Jeffrey Sachs den 27.-28. marts, hvor vi diskuterer, hvordan vi kan finde midlerne til at nå målene.
