Om filmene
Khartoum Offside
Instrueret af Marwa Zein, Sudan
Spilletid: 75 minutter
Kan ses på CPH:DOX d. 27. marts kl. 19.30
Freedom Fields
Instrueret af Naziha Arebi, Libyen
Spilletid: 99 minutter
Kan ses på CPH:DOX d. 27. marts kl. 17 og d. 30. marts kl. 14.
For mere info se cphdox.dk
Der går ikke længe, før bolden kommer på banen i Marwa Zeins Khartoum Offside. Selvom fodbold er forbudt for kvinder i Sudan, spiller kvinderne her som havde de aldrig bestilt andet.
Fodbolden som mål for et lands – og især dets kvinders – frihed er ikke ny på film. Men hvor de iranske kvinder i Jafar Panahis spillefilm Offside (2006) kæmpede om retten til en plads på tilskuerrækkerne, er kampen i sudanesiske Khartoum Offside og libyske Freedom Fields og rykket helt ind på banen. Begge steder følger vi en gruppe fodboldglade og frihedshungrende kvinder, der tager kampen op mod konservative regler og patriarkalske normer, der forhindrer dem i at dyrke deres sport.
Det er dog ikke i filmenes fodboldscener, deres egentlige styrke skal findes. I stedet er det de kvindelige karakterers præstationer uden for banen, der efterlader denne anmelder – der, skal det siges, heller ikke er udpræget fodboldfan – med de stærkeste filmoplevelser.
I Khartoum Offside lærer vi gennem filmens intime interviewsekvenser, som Zein har optaget over en treårig periode, at det at spille fodbold her handler om meget andet og måske mest af alt om retten til at være den, man er. Sarah er sydsudaneser og derfor evigt gæst på midlertidig opholdstilladelse i det Sudan, hun ser som sit hjemland. Hinda bliver forvekslet med at være en dreng. Og Hala kaldes til samtale med de lokale myndigheder, da hun har deltaget i en offentlig fodboldkamp. ”Først benægtede jeg alt,” siger hun til kameraet med et grin og viser lidt af den humor, kvinderne ofte møder et samfund, der konstant spænder ben for dem, med.
Kroppen som kampplads
Zeins film viser dog også andre sider af kvinderne og deres kampe end dem, der kan tages med et grin. Gennem en sekvens med nærbilleder af nøgne kroppe viser hun for eksempel og uden ord den sårbarhed, kvinderne investerer i drømmen om frihed. En sårbarhed, der også handler om køn, seksualitet og kulturelle normer for, hvad en kvinde (og hendes krop) skal bruges til.
Andre steder forekommer filmens nærmest poetiske langsommelighed dog uden et egentligt formål, som når Zein dvæler (for) længe ved hverdagslivet i Khartoum med stillestående billeder af husenes bliktage, kaos i et vejkryds, mad der tilberedes på et bål og solens skær i sandet. Men måske er netop disse scener med til at understrege en pointe: At det trods kampklare kvinder – både dem, man møder i filmen og dem, som i disse måneder går i front mod landets mangeårige diktator Omar al-Bashir – går forfærdelig langsomt med forandringerne i Sudan.
Vi er alle Fadwa
Anderledes tjept er tempoet i libyske Naziha Arebis Freedom Fields. ”Vi har oplevet mange nye begyndelser,” siger den unge Fadwa i filmens indledning og hentyder både til tiden efter den libyske revolution, der væltede diktatoren Muammar Gadaffi et år inden Arebi begyndte at filme hende og hendes holdkammerater, men også til deres karriere på det, der skulle have været et libysk kvindelandshold men døde, før det blev sparket ordentligt i gang.
Inden da og gennem fire år når vi at lære Fadwa og hendes hold godt at kende gennem interviews og især gennem deres handlinger: De spiller, råber, synger og gør alt det, de gerne vil. ”Jeg er bare ikke bange,” som en af kvinderne forklarer, mens hun løber langs havnefronten.
Det er ellers ikke fordi, de ikke har noget at tabe, de libyske kvinder. Selvom det ikke er forbudt som i Sudan, så er holdningerne til kvindefodbold i det libyske samfund stadig så kritiske, at fodboldforbundet aflyser holdets rejse til et mesterskab i Tyskland, angiveligt fordi de frygter for sikkerheden. Og da det siden lykkes for kvinderne at komme til Libanon, bliver Fadwa nær sendt hjem, fordi hun opildner sine holdkammerater til at deltage i workshops med de andre hold og mod det libyske fodboldforbunds ønske.
”Vi er alle Fadwa” er kvindernes svar på truslerne om hjemsendelse – en henvisning til sloganet ”Vi er alle Khaled Said” fra den egyptiske revolutions begyndelse og et symbol på, at i den kamp, kvinderne kæmper, står man sammen. På såvel som uden for banen.
Græsset er ikke grønnere
Selvom begge film leverer fornemme eksempler på, hvordan holdånden kan trives trods kvindernes vidt forskellige baggrunde, er den ikke nok til at føre deres frihedsprojekt til dørs.
”Vores fodboldhold er som et frø,” siger Fadwa på et tidspunkt. ”Hvis man ikke vander det, så dør det.” Og hvor billedet af et frø, der skal spire, synes håbefuldt og hovedpersonerne i begge film ligeså, er det netop Fadwas efterfølgende konstatering af, at ingen vander frøet, der også kan få de to film til at forekomme deprimerende midt i al deres kampgejst. I hvert fald når man ser dem i forlængelse af hinanden. Kvinderne i Sudan kæmper for den officielle ret til at spille, alt imens kvinderne i Libyen erkender, at selv ikke denne ret giver dem frihed.
Græsset er altså ikke grønnere på den anden side. En konklusion, der dog ikke skal skygge for, at begge film bør ses, fodboldfan eller ej, fordi de giver et intimt indblik i kvindernes kampe i to lande, der sjældent når de danske medier. Og fordi de viser, hvorfor man (især) skal støtte kvinders kampe verden over: De har alle odds imod sig.
