”Safe ground, Safe Home”
”Safe ground, Safe Home” er FNs slogan for den internationale minerydningsdag den 4. april.
Dagen bruges til at markere den globale kamp mod landminer og gøre opmærksom på Ottawa-konventionen, der forpligter lande til at stoppe stoppe spredning og produktion af landminer.
Solen trænger igennem skylaget over trætoppene, og indhyller de grønne bjerge i Colombias sydlige Caquetá-provins i en altopslugende fugtig varme. Den høje luftfugtighed får svedperlerne til at trille, da den lille gruppe af teknikere og paramedicinere langsomt bevæger sig opad ad den smalle og mudrede skovvej uden for den lille by San José del Fragua.
På højresiden af vejen, som er omgivet af tæt buskads og skov, løber et flere tusinde meter langt pigtrådshegn, der er sat rundt omkring et stort skov- og landbrugsområde. En del af området er inga-indiansk traditionelt territorium og jord, som lokale bønder normalt ville bruge.
”Her mangler skiltet – og her også,” råber Edison Chavez. Han er leder af Danish Demining Groups (DDG) team i Caquetá-provinsen. DDG er en af cirka 14 colombianske og internationale minerydningsorganisationer, der har fået tildelt formodede mineforurenede områder i forskellige provinser i Colombia, hvor de arbejder med kortlægning, mineoplysning, træning og rydning.
I Caquetá har DDG, som hører under Dansk Flygtningehjælp, langt om længe fået grønt lys fra myndighederne til at gå i gang med træning af minerydningsfolk. Det er næste trin i forhold til at starte det grundige og langsommelige arbejde med at finkæmme de indhegnede området for landminer/farlige krigsefterladenskaber – kort og godt betegnes som ”miner”.
”Det sker ofte, at vi må sætte nye skilte op. Der er mange, som kommer forbi her, og tilsyneladende også nogle, der synes, det er fedt at få sådan et skilt med hjem som trofæ, siger Paola Andrea Mayor, en af teknikerne i Danish Demining Group, imens hun hjælper med at rulle ny pigtråd omkring en af stolperne.
Pigtråd og dødningehover skal holde folk væk
DDG-gruppens folk sætter pigtrådshegn op igen de steder, hvor hegnet er klippet over, og nye skilte med det karakteristiske dødningshoved bankes fast, så ingen kan tage fejl af, at her er fare på færde.
”Men de lokale skærer pigtråden ned, og går op ad den lille sti her, for der er en time kortere at gå denne vej. Og der er god mobilforbindelse længere oppe. Det er et problem, når folk mister frygten og løber risikoen ved at gå ind i området. For ingen ved, om – eller hvor der ligger miner,” siger Daniel Alvarez, der er 26 år og paramediciner.
Han har arbejdet med minerydning flere forskellige steder i Colombia, som i 2018 kunne skrive sig ind i den kedelige statistik over lande, hvor antallet af mennesker, der dør eller lemlæstes af miner er steget voldsomt.
Minerydning hæmmes af bureaukrati
I 2018 var antallet af mine-ofre i Colombia mere end trefordoblet i forhold til året inden. Det til trods for at der officielt er fred i Colombia efter den omfattende fredsaftale, som blev indgået i 2016 mellem præsident Juan Manuel Santos og den største guerillagruppe FARC (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker).
I 2018 var der rapporteret om 180 mineofre i Colombia. Det var en stigning på 300 procent i forhold til i 2017, fremgår det af den seneste rapport fra Mine Action Review, en uafhængig researchorganisation, som også leverer rapporter til Landmine and Cluster Munition Monitor, som udgives af International Campaign to Ban Landmines – Cluster Munition Coalition (ICBL).
I det særlige Colombia-afsnit hedder det også, at 28 ud af landets 32 provinser er ”mineforurenet”, men at de samlede minerydningsaktiviteter i landet hæmmes af bureaukrati og dårlig koordinering med bl.a. data-indsamling hos den officielle minerydningsmyndighed Descontamina Colombia.
Samtidig understreger rapporten, at minerydningsaktivititer kun kan sættes i gang med de lokale indbyggeres samtykke – og at disse i nogle tilfælde vil være skeptiske over for mine-operatørernes hensigter.
Som eksempel nævnes at to af de store minerydningsorganisationer i Colombia, the HALO Trust og Norsk Folkehjelp i 2017-18, fik deres biler stjålet og brændt af i Vista Hermosa kommunen som et tydeligt signal til, at de ikke var velkomne i området. Der har desuden været rapporter fra Chocó, der er kystprovins ud til Stillehavet om, at bevæbnede kriminelle og eks-guerillaer har udlagt nye miner for at forsvare deres territorier.
Det tager tid at skabe tillid
Ude i provinserne er det militæret, der opretholder lov og orden, men 52 års væbnet konflikt har skabt en indgroet mistillid til folk i uniform og med våben. Det gælder også i Caquetá-provinsen, som er porten ind til Colombias Amazonas-område. I den sydlige del af provinsen hersker udbredt lovløshed og konflikter mellem væbnede bander, der kæmper om kontrol med coca-markedet og narkoruterne.
Så en del af DDG-teamets tid forud for selve minerydningsarbejdet er gået med måneders intensivt arbejde med at tale med lokale lokale ledere, borgmestre, bønder og indfødte folk for at indsamle data og kortlægge mulige mineforurenede område. Nogle af dem ligger mange timers kørsel og gang op i bjergene, samtidig kører DDGs ikke-tekniske personale også undervisnings- og oplysningsarbejde i minefare (mine risk education).
Her i San José del Fragua-området kniber det også med tilliden til regeringen og dens løfter til de fattige småbønder om hjælp til at omlægge coca-produktionen til andre afgrøder.
”Der er sået en frygt her under den væbnende konflikt, da vi ved, at der blev lagt mange miner og eksplosiver. Men vi er glade for, at det er en NGO, som er rykket ind, da der ikke er stor tillid til myndighederne her, nærmere en frygt,” siger Afonso Cazca, der er far til syv børn, lokal bondeleder og selv dyrker coca – selvom han egentlig hellere end gerne vil lægge sine afgrøder om.
”Vi synes, at regeringens ”erstatningsprogram”, der skal støtte småbønderne til at omlægge fra coca-produktionen til andre afgrøder, er smadder godt. Men hvis ikke regeringen opfylder sine løfter, så kan vi ikke overholde vores del af aftalen, og bliver nødt til at vende tilbage til dyrkning af coca. Har vi ingen frø at så, har vi ingen høst at sælge. Vi mangler, at den sidste del af programmet bliver implementeret, at der skabes tryghed her for os, og at der f.eks. ikke er væbnede grupper, som kan tiltvinge sig magten, sådan som det sker længere sydpå i Putumayo,” siger Afonso Cazca.
Wilmar Becerra, der er lokal leder i det inga-indianske Yurayaco territorium håber på, at indbyggerne snart får frigivet de pigtrådsindhegede jorder, så de kan komme i gang med at dyrke og bruge jorden
”Vi venter og venter og glæder os til vi kan komme i gang igen inde i området, som er del af vores hellige og traditionelle områder,” siger han.
Linda Nordahl Jakobsen er freelancejournalist og Mike Kollöffel er freelancefotograf. Deres besøg i Colombia i november og december 2018 blev støttet med et rejsestipendiat fra Udenrigsministeriet.
