164 mennesker rundt om i verden er i løbet af 2018 år blevet dræbt for deres arbejde for at beskytte miljøet eller kæmpe for rettigheder til jord og naturressourcer. Det er i gennemsnit tre drab om ugen.
Det viser en opgørelse fra organisationen Global Witness.
Året inden var det samlede antal dræbte aktivister oppe på 201.
Organisationen skriver i sin rapport, at ”utallige” aktivister rundt om på kloden trues til tavshed eller udsættes for vold for at få dem til at stoppe aktiviteterne.
”Det er almindelige mennesker, der forsøger at beskytte deres hjem og levebrød samt at forsvare planetens velbefindende. Deres jord tages ofte fra dem med vold for at fremstille varer, der bruges og forbruges over hele verden på daglig basis, lige fra mad til mobiltelefoner og smykker”, skriver Global Witness.
Hvis man opdeler det i forskellige sektorer, er det især inden for minedrift, at aktivister lever livet farligt. 43 mennesker blev slået ihjel i løbet af sidste år for at forsøge at beskytte deres jord og deres rettigheder mod de negative konsekvenser af minedrift.
Konflikter om vand og adgang til vand kostede mindst 17 aktivister livet i 2018, viser opgørelsen fra Global Witness.
Opdeler man på, hvilke lande det står værst til i, ligger Filippinerne i top som det land i verden, der har noteret det højeste antal dræbte aktivister, nemlig 30 drab i 2018. Året inden var tallet 48 – det højeste antal, Filippinerne nogensinde har registreret, skriver Global Witness og henviser til, at præsident Rodrigo Duterte har skruet kraftigt op for retorikken over for aktivister på flere områder.
I 2017 toppede Brasilien med 57 drab listen over, hvor det er farligst at være aktivist. Det tal faldt i 2018 til 20 drab.
Ifølge Global Witness finder over halvdelen af alle drabene på miljøaktivister i 2018 sted i Latinamerika.
Mange af dem er oprindelige folk, der kæmper for rettigheder til jord, hvor der er store økonomiske interesser på spil.
Find rapporten fra Global Witness her