Nyt album
Youssou N’Dour:
History (Naïve)
Youssou N’Dour er tilbage! Det er helt vildt at konstatere. Ikke at den senegalesiske superstjerne og altmuligmand har været væk. Han har bare haft travlt, været minister og før det præsidentkandidat. Man bliver forpustet, og kommer du til Dakar, synes Youssou, hans bror Bouba og klanen at poppe op overalt. Folkets mand om en hals i en grad, at man næsten glemmer, at det var ham og Salif Keita, der, med producere som Ibrahima Sylla som fødselshjælper, i sin tid ”åbnede” vestafrikansk sang op for os.
Dengang i firserne, da Peter Gabriel var stor og introducerede verdensmusikken i Vesten via kapaciteter som netop Youssou N’Dour og den sydindiske violinist, L. Shankar.
For tyve års tid siden fulgte jeg Youssou tæt i nogle år og blev døbt wolof-versionen af Mr. Everywhere efter at have dukket op i København, Roskilde, Marokko og Dakar for at se ham, hænge med ham og stille min enorme sult efter senegalesisk mbalax, stilen som Youssou mere eller mindre opfandt sammen med sin bassist Habib Faye, som døde sidste år. I et band der også talte folk som Assane Thiam på siden, manden med det brede smil og den talende tama-tromme klemt ind i venstre armhule, mens højre hånd betjente den krogede stik med en fart, så det blev den helt store samtale med den tromme i aktion.
Alligevel var det Youssou N’Dours utroligt smukke stemme, der ramte rigtigt mange i Afrika såvel som i Vesten. Du husker sikkert ”In Your Eyes” med Peter Gabriel, og den unge Youssou med stemmen der fløj og gjorde nummeret eksotisk ud over alle grænser. Men Youssou kunne også uden sine berømte venner og havde fra tiden som slumbarn i Dakar et orkester, der først hed Etoile de Dakar, og så i bedste afrikanske ”dario-stil” gik amok og opgraderede til Super Etoiles de Dakar, for hvorfor sætte sit lys under en skæppe i en verden, hvor alt var Super i de år?
Men nu er den 60-årige Youssou N’Dour så tilbage med et glimrende album, og meget passende lægges der ud med en hyldest til netop afdøde Habib Faye, som var så meget mere end en bassist og som Peter Gabriel da også i sine mindeord på Real World Records’ hjemmeside kaldte for ”en af de bedste musikere, jeg har arbejdet med”.
Hjælp fra ”hinsidan”
Youssou N’Dour har aldrig været bleg for at forlade afrikansk musik, hvis noget fanger. Hans nok største hit var jo ”7 Seconds” sammen med svensk-amerikanske Neneh Cherry fra 1993, og igen på denne plade har han øje for vores naboland, der har været fostret mange verdensmusikere med internationale aspirationer, tænk bare på svensk-marokkanske RedOne.
Denne gang er det Mohombi, der har svensk-congolesisk herkomst, og som tidligere i år nåede finalen i det svenske melodigrandprix med hittet ”Hello”, der siden er kommet i adskillige remix, men på fransk med Youssou N’Dour ombord er vokset til så meget mere.
Der er også besøg af den kvindelige sanger, Seinabo Sey, ligeledes fra Sverige, men med rødder tæt på Youssou, nemlig Gambia.
Sammen genbesøger de ”Birima”, et af Youssou’s sødeste hit fra det fremragende album ”Joko – From Village To Town” (2000),- men hvor originalen starter som underfuldt vuggende mbalax med hints til rumba, for at gå over i det dybt iørefaldende omkvæd, har Seinabo Sey tilsyneladende fået lov til at komponere et nyt A-stykke på engelsk, som åbner op for en anden noget mindre magi med migrantens råb tilbage til oprindelsen, mens Youssou N’Dour fortsat synger sødt.
Desværre ovenpå et tungt house-beat, der tangerer rock og bestemt ikke mere er mbalax. Jeg kan meget bedre lide originalen.
Betaler tilbage
Til gengæld stepper han alene igen direkte op med et af de hit, som de er så gode til at lave i Senegal, hvor man ikke som i eksempelvis nabolandet Mali kæmper i skellet mellem tradition, modernitet og håbløst bedaget frankofil pop.
”Confession” er navnet, og bekendelsen er ikke mindst til hans egen fabelagtige tæft for en egen moden afro-pop, hvor den modne N’Dour viser, at stemmen fortsat er gylden med alle trillerne intakte.
Jeg kan også lide, at Youssou N’Dour betaler tilbage med brug af rytmiske spor fra den afdøde nigerianske trommemaestro, Babatunde Olatunji, på to numre. Olatunji var en afrikansk legende, der spillede med en perlerække af jazzens store, inklusive saxofonisten John Coltrane.
Alligevel er det især de numre, hvor Youssou N’Dour er alene og laver sin fabelagtige gennemarbejdede mbalax med det sædvanlige hold, der rammer én og bliver stående. Jeg ved, at jeg kommer til at høre sange som ”Macoumba” – et hint til afro-brasiliansk trancetradition med fabelagtige trommer – mange gange.
Mens jeg glædes over en afro-verdensstjerne, der for en stund har lagt politikken på hylden og fremstår inspireret og lysende, dér hvor han i sandhed er unik.
Albummet åbner med denne hyldest til en falden kammerat – bassisten med mere, Habib Faye:
