Persisk i Nørre Snede
Klassisk persisk musik er noget af det meditativt mest besættende, der findes. Det er musik, der trækker tråde mange århundreder tilbage og ofte gør brug af de store sufipoeter, ligesom det komplicerede såkaldte dastgah-system indenfor musikken er unikt.
I Nørre Snede har man en fast tradition med god verdensmusik, og torsdag kan du opleve søskendeparret Peyman og Parastoo Heydarian, der spiller og synger persisk, armensk, kurdisk og europæisk musik.
Peyman Heydarian spiller den smukke santur, som løseligt oversat er et hakkebræt, der dog her spilles med køller. Der bliver tale om en forfinet og skrøbelig musik, der både vil imponere og sætte gang i følelserne, ikke mindst i det armenske repertoire, som indeholder blå toner uden at være blues.
Torsdag den 9. januar kl. 19.30 – Verdensmusik i Nørre Snede, Solbakkevej 15B, Nørre Snede
Afrodansk filmfest
Det er med tankerne rettet mod BiKAH-centeret for kvinder og børn i Zambia, at der arrangeres Afro-Dansk filmfest i Ubuntu-huset lige ved Rundetårn midt i hovedstaden.
Her vil der blive vist film af afrikanske danskere og afrikanere fra Sydafrika, Zambia og Tanzania. Arrangørerne søger “at skabe et space, hvor folk med afrikansk oprindelse og andre nationaliteter kan samles og forme et lokalsamfund, hvor vi kan fejre vores afrikanske rødder gennem film”, som det hedder.
Der vises film frem til klokken 22, hvorefter det er tid til fest med Melissa Inya. Der er også en dresscode: klæd dig som så dine forfædre på – farver, afrikansk stoftryk og glimmer. Kayamayi Food står for maden.
Lørdag den 11. januar fra kl. 17 – Ubuntu-huset, Købmagergade 43, 1, København K
Samba og røgvarer på Halmtorvet
Az Tamborzudas er københavnske Sambaevents’ sambagruppe, som snart har ti års jubilæum. Vi snakker altså et fejende flot trip til karneval komplet med store trommer, koklokke og vrid i underlivet. De optræder på Halmtorvet på Vesterbro til, hvad der bliver en hel nat med sydende latinamerikanske rytmer.
Her kan du også opleve Ida Ambrose og Supa Soca Bass, mens svenske DJ Jesaje og såmænd Pharfar fra Bikstok kommer og spiller fede DJ-sæt, som sikkert inkluderer masser af ragga, røgvarer og andre stilarter med retning mod Jamaica. Eventet bliver kaldt Legendary Festival Party og kører hele natten til klokken 05.
Lørdag den 11. januar kl. 23 – Halmtorvet 9, Halmtorvet 9A, København V
CarlsenKalas på H15
Morten Carlsen er en dansk verdensmusiker om en hals. Hans orientalske spil på taragot er legendarisk og som medlem i New Jungle Orchestra i en lang årrække er hans saxofon blevet hørt over hele verden.
Nu bliver han 70 år, og det fejres på behørig vis på Klub Primi, som hver tirsdag giver den gas med verdenstoner. Til festkoncerten kommer vi hele vejen rundt om fænomenet Carlsen med blandt andet verdenstoner og avantgarde. Her kan du selvfølgelig møde Pierre Dørge på slap line med Peter Friis Nielsen og Claus Bøje, ligesom Morten selv har fint besøg fra udlandet med blandt andre Nina Eidsheim og Gustavo Aguilar.
Det bliver en aften, der afspejler vores store musiker med både musik til ånd og fordybelse, samt kender jeg Carlsen og kompagni ret, godt med grin og gags. Gå ikke glip af festen.
Tirsdag den 14. januar kl. 19.30 – Klub Primi, Halmtorvet 15, København V