Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Udviklingsbistand er stadig en meget vigtig del af de fattigste afrikanske landes økonomi. I halvdelen af landene udgør bistanden mere end 8 procent af den samlede bruttonationalindkomst. En relativt stor del af bistanden er fattigdomsorienteret og går til sektorer som sundhed, uddannelse og landbrug.
Bistanden er et supplement til de langt større ressourcer, der skabes lokalt, men selv når man lægger det hjemlige skatte- og afgiftsprovenu sammen med bistanden udefra, så er der ifølge Verdensbanken ikke ressourcer nok, til at de fattige afrikanske lande vil kunne nå FN’s verdensmål indenfor områder som sundhed og uddannelse, eller til at man via omfordeling og økonomisk støtte til de fattige kan udrydde fattigdommen.
Den officielle bistand til Afrika udgjorde i 2017 omkring 46 milliarder dollars. Verdensbanken skønner, at det vil koste omkring 260 milliarder dollars eller mere end fem gange så meget at nå FN-målene indenfor uddannelse, sundhed og fattigdomsstøtte.
Der har været voksende politisk fokus på den betydning, det vil have for resten af verden, når Afrika får stadig flere fattige, og når der slet ikke skabes ny beskæftigelse i takt med væksten i befolkningstal. De store flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika til Europa i 2015 var en øjenåbner.
Der er fremlagt en række planer. Blandt andet har Tyskland, med henvisning til den Marshallplan der støttede Vesteuropas genopbygning efter Anden Verdenskrig, foreslået en ny Marshallplan for Afrika.
Der har også – indtil for et par år siden – været en lille vækst i OECD-landenes samlede bistand til Afrika, men denne vækst har procentvis været mindre end Afrikas befolkningstilvækst. Så opgjort som bistand pr. indbygger har der været et fald. Niveauet er en bistand pr. capita på omkring 40 USdollars om året.
En ret stor del af bistanden er som nævnt fattigdomsorienteret. Men det betyder ikke, at den altid eller hovedsageligt kun går til de fattigste lande. De tre afrikanske lande, der modtager mest bistand, er Etiopien, Nigeria og Tanzania. Blandt dem hører olielandet Nigeria til de relativt rigere lande, men rummer også det største antal fattige i Afrika.
Se artiklen om ”De forbandede naturressourcer”
Sparede asyludgifter går ikke til bistand
Ifølge Verdensbanken er forklaringen på, at bistanden pr. indbygger er faldet, at ikke mindst de europæiske lande har brugt en stadig større del af deres bistand til at finansiere de omkostninger, der er forbundet med at tage imod flygtninge og asylansøgere internt i donorlandene. Det har da også været et almindeligt europæisk (og dansk) politisk argument, at hvis man kan bremse migrant- og flygtningestrømmene ind i Europa, så kan man med de samme penge hjælpe langt flere mennesker i de såkaldte nærområder.
Men de seneste bistandstal fra OECD peger på, at flere europæiske lande, nu hvor flygtningestrømmene er langt mindre, i stedet sparer flygtninge- og asyludgifterne uden at overføre pengene til bistandsbudgetterne.
De seneste tal fra OECD peger på, at den samlede udviklingsbistand i 2018 faldt. Primært fordi flygtninge og asyludgifter var faldet. En væsentlig del af de hjemlige udgifter til flygtninge og asylansøgere blev anerkendt som bistand og talte med i bistandsbudgetterne. De sparede penge er ikke blevet brugt til hjælp i nærområderne, men er formentlig gået til generelle besparelser. OECD’s bistandstal for 2019 foreligger ikke endnu.
Mere tysk og britisk Afrika-bistand. Langt mindre dansk
Der er en generel tendens, men de forskellige OECD-lande agerer meget forskelligt både overordnet set på bistandsområdet og i forhold til Afrika.
Danmark er et af de lande, der skiller sig markant og negativt ud. Som et af få lande, når Danmark det generelle FN-mål om at yde 0,7 procent af bruttonationalproduktet i bistand, men tidligere var Danmark langt mere ambitiøs og niveauet meget højere. Ifølge OECD er Danmarks bistand til Afrika faldet fra et niveau på 975 millioner USdollars årligt i 2011 til 425 millioner i 2017. Der er altså sket mere end en halvering af Afrika-bistanden fra Danmark.
Dette fald er ikke typisk for toneangivende vesteuropæiske lande. Tysklands Afrika-bistand er i samme periode øget voldsomt fra 2,6 milliarder til 3,7 milliarder USdollars årligt, og Storbritanniens fra 3,4 til 3,9 milliarder USdollars årligt.
Tallene dækker over bistanden til hele Afrika, ikke kun til Afrika Syd for Sahara. Bistanden til Nordafrika er dog relativt lille.
Hvor Danmark tidligere kunne sammenligne sig med de store i Europa, er den danske Afrika-bistand nu relativt ubetydelig. Både Storbritannien og Tyskland har generelt øget deres udviklingsbistand. Og Storbritannien er nu med i den lille gruppe af lande, der har nået FN-niveauet på 0,7 procent.
OECD-landene giver i gennemsnit kun omkring 0,3 % af deres BNI i bistand, og cirka en tredjedel, eller 0,1 procent, går til Afrika. Går vi helt tilbage til 1990, viser OECD’s tal, at Afrika dengang fik 45 procent af den samlede bistand. Bistanden var på et lavere niveau, men Afrikas andel var væsentligt større.
Ifølge Verdensbanken kunne man ”lukke finansieringshullet” i de fattige lande, hvis landene levede op til FN-målet om 0,7 procent i bistand.
Vores egeninteresse i at give bistand
Har de afrikanske lande ”fortjent” mere bistand?
Jeg har i denne artikelserie om fattigdom i Afrika beskrevet ulighed, som forstærkes af elendige skattesystemer, og eliter, som forgylder og beskytter sig selv trods udbredt fattigdom. Der er ikke tvivl om, at Afrika bør kunne mere selv.
Men Afrika har også gigantiske udfordringer, og Afrika lider under, at kontinentet eksporterer mange af sine ressourcer på alt for dårlige vilkår og snydes for internationale skatter og afgifter.
Afrikas fattige har også rettigheder og fortjener at få muligheden for bedre liv. Det er et andet centralt argument for bistand.
Man kan desuden argumentere for, at de rigtige indsatser i Afrika vil gavne Europa og resten af verden. Ikke mindst Europa har en stærk egeninteresse i en positiv udvikling i Afrika.
- Det er i Europas og resten af verdens interesse at mindske den befolkningstilvækst, der skaber et voldsomt migrationspres ud af Afrika. Social og økonomisk udvikling mindsker fødselstallene, og det er ualmindelig veldokumenteret, at indsatser for uddannelse af piger og kvinder fører til lavere fertilitet og fremmer kvinders ligestilling og rolle i samfundet. De fattige afrikanske lande kan ikke selv løse uddannelsesopgaven. Bistand til uddannelse kan bidrage. Det vil samtidig styrke menneskerettigheder og ligestilling.
- Den Internationale Valutafond konstaterede for få år siden, at Afrika var det kontinent, der havde den største vækst i skatteopkrævning. Men det var fra et meget lavt niveau, og der er alt for stor vægt på merværdiafgifter (moms) i forhold til indkomstskatter. Bistand har medvirket til opbygning af skattesystemer, og der er brug for en langt større indsats, som vil kunne styrke selvfinansiering af offentlige udgifter også i nogle af de fattigste afrikanske lande.
- Kampen mod klimaændringer og for miljø og biodiversitet forudsætter, at man sikrer beskyttelsen af verdens store naturområder, blandt andet i Afrika. En stor del af fremgangen i fødevareproduktion i Afrika er opnået ved at udvide de dyrkede områder, og mange naturområder er pressede. Bistand til højere produktivitet i de mindre landbrug, men også bistand til oprindelige folk, som administrerer og beskytter store naturområder, kan være centrale elementer i klima- og miljøindsatsen.
- Tysklands forslag om en Marshallplan for Afrika handlede i høj grad om at få skabt flere beskæftigelsesmuligheder for Afrikas unge. Det er også et af fokusområderne i Tysklands stigende Afrika-bistand. Det er oplagt, at manglende eller utilfredsstillende jobmuligheder er med til at øge migrationen ud af Afrika. Bistand – også til erhvervsuddannelser – kan være med til at skabe jobs.
- Den svage økonomi i Afrika syd for Sahara har som en af sine mange konsekvenser, at der reelt ikke er lokale penge til forskning. Der er blandt andet et voldsomt behov for praktisk tilpasset forskning i klimatilpasning, herunder landbrugsforskning i udvikling af mere tørkeresistente afgrøder, men ikke kun det. Det er i hele verdens interesse, at Afrika i højere grad bliver selvforsynende med fødevarer, der produceres bæredygtigt.
Dette er blot eksempler. Der kan listes langt flere argumenter. Globaliseringen og den stadig stærkere internationale integration af økonomi og handel understreger en form for globalt fællesskab, som gør det umuligt at undlade en fælles international indsats for at hindre, at fattigdom og miljøproblemer vokser på det afrikanske kontinent.
Hvis ikke udfordringerne løses eller kommer under kontrol, vil det påvirke udviklingen negativt i resten af verden. Som vi fik en lillebitte smagsprøve på med flygtningekrisen i 2015.
Dette er den ottende af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
