De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting

gettyimages-502824548
Såvel som i Ghana (billedet) som i resten af Afrika, sker en stor del af handlen i den uformelle sektor, som er svær at beskatte.
Foto: Melanie Stetson Freeman/The Christian Science Monitor via Getty Image
Gerd Kieffer-Døssing

27. januar 2020

Den korte og let forsimplede beskrivelse af de fleste afrikanske landes skattesystemer lyder sådan:

  • De fattige betaler for meget, og meget ofte betaler de mere, end de får tilbage i ydelser.
  • De rigeste betaler ingenting.
  • De internationale/multinationale selskaber betaler alt for lidt både i skat og i afgifter.

Verdensbanken er ofte (også med rette) blevet angrebet for ukritisk dyrkelse af markedssystemet. Men budskabet i de tre sætninger oven for er et hovedbudskab i Verdensbankens fattigdomsrapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa”. Om end det i rapporten beskrives en del mere nuanceret og med langt flere ord.

Som minimum er der brug for en langt stærkere regulering af markedet i Afrika.

Vi kender skattesystemet som et system, der trods alle svagheder (det ved vi i Danmark) giver en vis udligning mellem høje og lave indkomster og skaffer penge til offentlige goder som uddannelse, sundhed og infrastruktur.

I fattige lande er de offentlige indtægter ikke store nok til at finansiere de nødvendige offentlige goder. Det har også været den historiske begrundelse, for at rige lande skulle yde bistand til fattige lande. Det vi kalder udviklingsbistand.

Men målet er, at hvert enkelt land bliver i stand til at finansiere sine nødvendige offentlige udgifter. Også dem der skal sikre fattige mennesker en rimelig start på livet med basale sundhedsydelser og ordentlig skolegang. I takt med økonomisk udvikling er det, hvad skattesystemer kan og skal bruges til.

Skatteinddrivelsen er i vækst
Først en positiv information om skatteinddrivelse i Afrika, inden vi vender tilbage til det negative.

De fleste afrikanske lande er blevet væsentligt bedre til at indkræve skatter. Den Internationale Valutafond (IMF) konstaterede i 2015, at Afrika var det kontinent, der havde haft den største vækst i skatteopkrævning siden årtusindeskiftet.

Væksten kommer fra et lavt niveau, men vidner om, at mange regeringer er bevidste om, at de selv skal sikre en langt større del af de indtægter, der skal dække offentlige udgifter. Og det gør de rent faktisk, men skatteindtægterne er stadig langt fra tilstrækkelige.

I Afrikas lavindkomstlande udgør skatteindtægterne i gennemsnit omkring 14 procent af bruttonationalproduktet. I de rige landes klub OECD var gennemsnittet i 2015 omkring 34 procent. En slags tommelfingerregel blandt økonomer er, at hvis skatteprovenuet er under 13 procent af nationalproduktet, så er det ikke nok til at sikre de grundlæggende funktioner i en stat. Men sådan er det i flere afrikanske lande. Og den grundlæggende udfordring er større end hos os, fordi presset på blandt andet skoler og sundhedssystemer vokser og vokser på grund af befolkningstilvækst.

Skatteindtægterne er generelt utilstrækkelige, og i nogle lande helt og aldeles utilstrækkelige.

Og så er vi tilbage ved dem der betaler, og ved dem som skulle betale.

De fattige
Indkomstskattesystemet fungerer dårligt de fleste steder. Der er en meget stor uformel sektor i Afrika, og den er svær at beskatte. Indkomstskatterne kommer typisk fra en forholdsvis mindre gruppe lønmodtagere i den formelle økonomi.

Derfor har man i opbygningen af skattesystemer satset meget på merværdiafgift, det vi i Danmark kalder moms. Men moms er typisk en fast procentafgift på varer, og den vender derfor den tunge ende nedad. De fattige – nok specielt i byerne – betaler via moms en langt større del af deres indkomster i skat, end de rige gør.

Til gengæld får de ikke meget tilbage. Det varierer fra land til land, men typisk giver staten subsidier for at holde energipriser nede, men subsidier (for eksempel på petroleum og benzin) når sjældent de fattigste husholdninger i større omfang. Støtte via former for socialpolitik er ofte også fraværende.

Verdensbankens rapport vurderer – på basis af grundige studier i 11 lande – at skattesystemerne mange steder i bedste fald er neutrale i forhold til fattigdomsbekæmpelse og i værste fald øger fattigdommen. Undtagelser er Sydafrika og Namibia, hvor der faktisk sker en vis udligning. Men i lande som Ghana, Uganda og Zambia gør skattesystemerne det nærmest værre for de fattigste husholdninger.

Disse analyser medregner ikke den værdi, som mere grundlæggende offentlige ydelser som sundheds- og skolevæsen og infrastruktur giver for de fattige. Men det fremhæves, at de allerfattigste ofte står sidst i køen i forhold til disse ydelser.

De rigeste
De direkte indkomstskatter giver i gennemsnit kun cirka halvt så store nationale skatteindtægter som momsen.

Rapporten henviser til undersøgelser, der peger på, at det ikke vil have negativ effekt for væksten at øge indkomstskatten både for personer og firmaer i den formelle såvel som uformelle sektor. Men det er mere administrativt og politisk krævende. Det er nok også mindre populært blandt de mennesker, der sidder tæt på magten. Derfor er det svært og nogle steder umuligt.

Et sigende eksempel: En undersøgelse, der omfattede 71 ugandiske regeringsembedsmænd, som ejer en lang række store virksomheder (blandt andet hoteller og skoler), viste, at kun én eneste af dem havde betalt personlig indkomstskat i femåret fra 2011 til 2016.

Med et citat fra rapporten: ”Rodfæstede magtstrukturer og korruption er magtfulde hindringer i forsøgene på at beskatte de rige. De, der har værdier som kan beskattes, har typisk gode politiske forbindelser og kan frustrere ethvert forsøg på at reformere systemet.”

Der står også, at de mest pålidelige estimater, man har, peger på, at mindst 30 procent af Afrikas finansielle rigdomme er placeret ”offshore”, altså i forskellige former for skattely.

I Golfstaterne og Rusland er andelen af skattelyplaceringer lige så stor, men bortset fra dem sætter Afrika verdensrekord på det område.

De multinationale
Listen over de store internationale investorers forsyndelser er lang.

I kampen for at tiltrække udenlandske investeringer underbyder afrikanske regeringer ofte hinanden og reducerer afgifter og skattebetalinger. Ifølge den internationale Valutafond (IMF) regner man internationalt med, at en effektiv skatterate i minedrift skal udgøre mellem 45 og 65 procent af det udvundnes eksportværdi. Men i Ghana, Sierra Leone og Zambia fik staterne kun mellem 2 til 12 procent af værdien af eksportindtægterne. I Den Demokratiske Republik Congo skønner man, at man i 2010-12 gik glip af indtægter på 1,4 milliarder dollars (fra kobber og kobolt) – eller cirka det dobbelte af landets samlede sundheds- og uddannelsesbudget i samme periode.

Den lakoniske forklaring i Verdensbankens rapport lyder, at årsagerne er mange: ”Overdrevent generøse incitamenter for virksomhederne, egentlig skattesnyd, svage skatteadministrationer og korruption i samfundets eliter”.

Selv om firmaerne ofte behandles ekstremt generøst af regeringerne, får det dem langt fra altid til at følge, hvad der er af skrevne og uskrevne etiske regler. Det er et stort problem, at multinationale firmaer laver det, man på engelsk kalder ”transfer mispricing”.  Via handel over grænser, men internt i firmaerne, placeres fortjeneste og tab, alt efter hvor det skattemæssigt betaler sig bedst. Det kendes i høj grad også fra Europa.

Med henvisning til oplysninger fra blandt andet organisationerne ActionAid og ChristianAid nævner rapporten, hvordan profit fra minedrift i Zambia placeredes i Schweiz (Mopani Mines og Firmaet Glencore PLC), profitten fra kenyansk blomstereksport endte i en såkaldt frizone i Dubai, og profitten fra salget af øl i Ghana fra det hollandske bryggeri SABMiller endte i Mauritius.

De afrikanske lande konkurrerer med hinanden om at tiltrække investeringer, og det kan også ses i skattestatistikkerne. I 1980 havde kun et enkelt lande en såkaldt frizone, hvor firmaer typisk betaler ingen eller meget lidt skat, og hvor de ofte også er fri for besværlige fagforeninger. Allerede i 2005 var det 17 lande som havde sådanne zoner. 80 procent af de afrikanske lande tilbød såkaldte skatteincitamenter, som kan være op til 15 års skattefrihed efter en investering. I 1980 var det kun 10 procent.

Rapporten skriver om et skadeligt kapløb mod bunden i landenes indbyrdes konkurrence om at reducere de store firmaers skattebetaling for at tiltrække investeringer.

Der kan gøres meget, men …
Oxfam fremlagde forud for den årlige Davoskonference i år en ny analyse af den dramatisk stigende ulighed i verden. Det er interessant, at en så traditionel organisation som Verdensbanken i sin fattigdomsrapport giver et lignende billede af Afrikas situation.

Rapporten fastslår, at man kan gøre en masse og blandt andet styrke uafhængige skatteinddrivelsessystemer. Men det er ofte op ad bakke i forhold til eliterne og magtstrukturerne.

Det hører med til billedet, at mange lande har en voksende mellemklasse af lønmodtagere som betaler skat, og at den samlede økonomi i mange lande er så svag, at selv hvis skattesystemerne fungerede optimalt, ville der stadig være for få skatteindtægter til for alvor at finansiere fattigdomsbekæmpelse og udvikling.

Blandt andet derfor spiller udviklingsbistand fortsat en stor rolle i mange lande. Den kan i øvrigt benyttes til at styrke skattesystemer, men man kan naturligvis diskutere, hvor kvalificeret Danmark er til at give en sådan bistand.

Dette er den syvende af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.