Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Verdensfattigdommen er ved at blive koncentreret i Afrika. Trods et vist fald i den andel af befolkningerne som er absolut fattige, stiger antallet af fattige alligevel, fordi Afrikas befolkning vokser med alarmerende hast, og økonomien ikke vokser tilsvarende. Slet ikke for de fattige. Det truer Afrika, og det påvirker også verden omkring Afrika.
Hvad kan Afrika selv gøre, og hvad kan der gøres udefra?
Verdensbankens nye fattigdomsrapport fremhæver fire indsatsområder. Selv om Afrika formentlig er det mindst industrialiserede af verdens kontinenter, er en øget indsats for industrialisering ikke et af disse fire områder. Det vender jeg tilbage til.
I overskriftsform er anbefalingerne:
- Sæt fart i indsatserne for at reducere de høje fødselstal (fertiliteten).
- Skab forbedringer i fødevaresystemerne.
- Reducer mængden og omfanget af krige og konflikter.
- Løs problemerne med manglende finansiering.
Hvert af disse indsatsområder kommer med en række af anbefalinger.
Indsatsområde 1: Fertilitet
2,7 procent befolkningstilvækst per år fører på blot 18 år til en fordobling af folketallet. Det skaber en eksplosiv vækst i Afrikas byer, øger behovet for alle former for sociale ydelser dramatisk og mindsker mulighederne for at reducere fattigdommen. Det bremser også kvinders chancer for at opnå bedre indkomstmuligheder og få del i udviklingen til gavn for dem selv såvel som for samfundet.
Der er stor forskel på fertiliteten i forskellige afrikanske lande, men alligevel er problemet generelt.
Børn kan være en investering i fremtiden. Det er tilfældet i de fleste europæiske lande, hvor folketallet falder uden indvandring. Men meget store børnetal kræver meget store korttidsinvesteringer, og selv om Afrika har langt færre gamle end eksempelvis Europa, så er der alligevel relativt få erhvervsaktive i forhold til den samlede befolkning. Når produktiviteten desuden er lav, kan opgaven ikke finansieres, og antallet af fattige vokser.
Det er velkendt, hvad man kan gøre. Verdensbanken fremhæver, at gode familieplanlægningsprogrammer er omkostningseffektive. Det samme er uddannelse for piger og kvinder, samt programmer som giver piger og kvinder livskompetencer (life skills) og søger at påvirke sociale og ofte kønsspecifikke normer, herunder (naturligvis) programmer som reducerer antallet af børneægteskaber.
Se også: ”Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt”
Indsatsområde 2: Fødevarer
En vækst i de små landbrugs produktivitet giver direkte vækst i indkomsterne for mange af Afrikas fattige, men derudover er der også en række positive sidevirkninger.
Større fødevareproduktion gavner også byernes fattige, fordi fødevarepriserne falder, og der skabes beskæftigelsesmuligheder i hele fødevarekæden fra jorden og til forbrugerne. Ofte er det især kvinder, der får gavn af denne vækst i beskæftigelse.
Større produktivitet i landbruget skaber desuden et øget behov for en lang række produkter, der ikke har direkte med landbruget at gøre. Derfor er der mange vindere. Men Verdensbanken understreger, at det mest effektive i fattigdomsbekæmpelse er at satse på de små landbrug og hos dem især på de basisfødevarer, som kan bruges direkte og sælges på hjemmemarkedet.
Der er behov for offentlige investeringer for at styrke landbruget. Verdensbanken nævner slet ikke en landbrugsstøtte til Afrikas bønder, af et omfang som den landmænd får i EU, (hvor landbrugsstøtten koster mere end en tredjedel af det samlede EU-budget). Men rapporten understreger blandt andet behovet for landbrugsforskning og bedre infrastruktur for landbruget og dets afgrøder. Det nævnes også, at teknologiudviklingen giver nogle nye muligheder, også for landbruget, for eksempel med solcellebaseret kunstvanding og med den elektroniske udvikling af e-handel m.v.
I anden sammenhæng er det fremhævet, at den enormt hurtige udbredelse af mobiltelefoni i Afrika har gjort det muligt, selv for bønder der bor langt fra hovedstæderne, at følge langt bedre med i pris- og markedsudvikling end tidligere. Det kan også være med til at øge bøndernes indkomster.
Se også: ”Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse”
Indsatsområde 3: Skrøbelige stater
Det vurderes, at omkring 30 procent af alle Afrikas fattige lever i såkaldt skrøbelige stater, fragile states, og at denne andel vil vokse voldsomt frem mod 2030.
Årsagen til, at staterne er fragile eller skrøbelige, er typisk væbnede konflikter (bl.a. Somalia, Sydsudan og flere stater i Vest- og Centralafrika), men det kan også være naturkatastrofer eller en kombination af menneskeskabte konflikter og naturskabte problemer.
Der er desuden forhold, der nemt kan gøre problemerne endnu værre: Verdensbanken tilføjer, at klimaforandringerne fører til mere ekstremt og uberegneligt vej, og konflikter, som er relateret til terror, gør udviklingen endnu mere uforudsigelig.
Der er en tæt sammenhæng mellem fattigdomsbekæmpelse og bedre konflikt- og risikohåndtering. Det er en vifte af indsatser, der er brug for, og større fødevaresikkerhed er eksempelvis en af de faktorer, der kan virke konfliktdæmpende. Men selv om en række indsatsmuligheder er velkendte, er der ifølge Verdensbanken behov for større bevidsthed og flere indsatser ikke kun på politisk plan og i de offentlige sektorer, men også fra private aktører.
Indsatsområde 4: Finansiering
De nødvendige indsatser på de tre ovennævnte områder kræver en offentlig finansiering, der er målrettet bekæmpelsen af fattigdom.
Størstedelen af fattige afrikanske lande har langt fra tilstrækkeligt med offentlige ressourcer til den nødvendige indsats. Indsatsen svækkes yderligere af utilstrækkelige og ineffektive beskatningssystemer, et efterslæb i udviklingsbistanden og voksende offentlig gæld.
Anbefalingerne er især koncentreret om udviklingen af mere effektive skatteinddrivelsessystemer, som reducerer international skatteunddragelse og sikrer mere effektiv beskatning af landenes egne indbyggere og selskaber.
Samtidig er der brug for at sikre større effektivitet i brugen af offentlige midler og for, at landene fører en politik, hvor offentlige udgifter i større omfang bruges til gavn for de fattige.
Se også: “De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting”
Selv hvis disse indsatser skulle blive effektive, vil der fortsat være brug for international officiel udviklingsbistand til at supplere på indkomstsiden. Det er Verdensbankens vurdering, at man ville kunne lukke ”finansieringshullet”, hvis alle OECD-lande levede op til FN-målsætningen om at yde en udviklingsbistand svarende til 0,7 procent af landenes bruttonationalindkomst.
Ingen anbefaling af industrialisering
Verdensbankens fattigdomsrapport nævner som omtalt stort set ikke industrialisering og slet ikke som led i fattigdomsbekæmpelse. Det understreges, at den rigtige produktivitetsvækst i landbruget vil give positive afledte virkninger i sektorer, som ikke direkte er landbrugsrelaterede, og det fremhæves, at der, også i landbruget, er nye teknologiske muligheder.
Men industri har ingen selvstændig eller central plads i teksten.
Det fik mig til at tænke på et foredrag, jeg hørte for snart 20 år siden i København. Temaet var fattige landes industriudvikling. Arrangør var Udenrigsministeriet, og hovedtaler den britisk-indiske forsker Sanjaya Lall, der havde gennemført et studie for FN’s industriorganisation UNIDO, som Danmark siden har meldt sig ud af.
Lalls triste hovedbudskab var, at forskellene i de enkelte landes muligheder for industriudvikling med globaliseringen er vokset dramatisk. Det er blevet stadigt vanskeligere for de fattigste lande at komme med på den teknologiske udviklings vogn.
Han nævnte, hvordan der i de tidlige industrisamfund var forskellige standarder i forskellige lande, men med globaliseringen er tendensen, at de samme teknologiske krav stilles overalt og med det samme. Det gør det utroligt svært for nye aktører at komme ind på markedet.
Samtidig er forskningen i stadig højere grad koncentreret i private transnationale virksomheder. Den offentlige forskning er stort set ikke-eksisterende i fattige lande, og de får kun adgang til produktion og ny teknologi, hvis de kan overtale internationale virksomheder til at investere. Men de fattige lande har små markeder og har derfor også meget svært ved at tiltrække store virksomheder.
Endelig betyder globalisering og liberalisering, at det enkelte lands mulighed for at beskytte sine egne nye industrier med subsidier og konkurrencebeskyttelse er næsten forsvundet. Men det var typisk, hvad de europæiske lande gjorde, da de indledte deres industrialisering.
Lall fremhævede blandt andet, hvordan både bio- og informationsteknologierne er domineret af store globale virksomheder.
Han fremlagde sine konklusioner i 2001, og man kan – med rette – hævde, at blandt andet mobilteknologien og mobile betalingssystemer siden da har revolutioneret Afrika på nogle områder og skabt en langt mere effektiv og grænseoverskridende serviceindustri.
Det ændrer dog ikke ret meget på det overordnede billede. Der er ikke noget, der tyder på, at det bliver egentlig industrialisering, der for alvor kommer til at spille en rolle i kampen mod fattigdom i Afrika. Det understreger, hvor stor og hvor vanskelig den afrikanske udviklingsopgave er.
Det er ikke umuligt at bremse væksten i fattigdom i Afrika, men det vil kræve enorme indsatser både af Afrikas egne befolkninger og regeringer og af den omverden, der har store interesser både i Afrikas ressourcer og i, at det på langt sigt kommer til at gå bedre for Afrika. Og det skal gøres, uden at Afrika af den grund kommer til at skade klimaet, lige så meget som de vestlige og asiatiske industrilande indtil nu har gjort.
Dette er den niende og sidste artikel i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
